torsdag den 26. december 2013

Et lille tilbageblik

Jeg havde faktisk taget en beslutning om at lave et blogindlæg hver adventssøndag med fokus på alt det jeg når. Mit Ta-Da-fokus. Men men men... beslutningen måtte laves om.
Jeg oplevede lidt for mange stress-symptomer - blev urolig - gik til lægen og fik beskeden, at jeg ikke skulle sygemeldes, men dog burde forsøge at skrue ned for arbejdsopgaverne. Godt så.... Der stod jeg i årets måske travleste tid på arbejdet - ja når man arbejder i en kirke er december naturligt nok ret hektisk. På hjemmefronten var der også nok at se til med juleforberedelser af alle slags.
Hmm... skrue ned???? hvordan???

Jeg havde svært ved at overskue det. Jeg kommer altid i sådanne situationer til i stedet at forsøge at genvinde kontrollen. Jeg bliver mere fokuseret på at der bør ryddes op og gøres rent i huset, jeg sætter mig for at lave en kostomlægning, ja jeg forsøger at få styr og struktur på det hele... hvilket (naturligvis) kun gør mig mere presset og overstimuleret. Selv når jeg forsøger at sige at nu skal jeg vælge efter hvad jeg har LYST til, ja så bliver det for meget. Man kan jo godt have lyst til, uden at have overskud til.

Når... jeg opdagede at jeg havde to omsorgsdage, som skulle bruges inden jul og sammen med en del overarbejdstimer gav det mig et par fridage, hvor jeg forsøgte at lave ingen ting. Helt bogstaveligt ingenting. Jeg sad og stirrede ud i luften og lod hjernen "løbe det gale af sig". Modstod fristelsen til at distrahere mig selv med nye projekter, som jeg havde lyst til, men ikke energi til. Gav mig selv lov til at være ineffektiv.

Og det lykkedes mig at skifte gear. Lillejuleaften, juleaften, 1. juledag og nu også 2. juledag er forløbet uden hektisk stemning, skænderier og sammenbrud som følge at overstimulering. Selve juleaften gik endda over all forventning - vi havde jo nogle dumme minder fra sidste år (som du kan se her) - men mere om det en anden dag.

Lægen havde ret. Jeg var ikke rigtig stresset, men fortravlet og overstimuleret. Heldigvis!

Så denne gang er Ta-Da-erkendelsen at det lykkedes mig at stoppe op i tide. Det kan man jo ikke vise billeder af, så her kommer lidt julestemning og et par kreationer fra i går og i dag.







3 kommentarer:

  1. Kære Signe

    Sikke dog et dejligt, skønt, ærligt blogindlæg - dejligt du er kommet ned i gear igen ved at lave ingenting på dine egne omsorgsdage. Glæder mig til vi ses igen om snart...

    Kærlig hilsen Susanne, mitkrearum.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. PS... Så fine kreationer, du har lavet de seneste dage ❤️

      Slet
    2. Kære Susanne
      Jeg tænkte meget på dig da jeg skrev, for jeg vil ikke bagatellisere hvad stress er. Jeg har det selv svært ved den meget udbredte brug af ordet. Alle er stressede bare de skal købe ind eller have gæster. Det er ligesom at sige at man er deprimeret når man er ked af det. Selvfølgelig er der ligheder, men der er sandelig også gradsforskelle.
      Tak for dine søde ord og vi ses snart
      <3 Signe

      Slet

Mange tak for din kommentar