torsdag den 27. marts 2014

Op på hesten...

Med små forsigtigt skridt våger jeg mig ind på bloggen. Skulle man forsøge sig med et indlæg igen??? Det står klart at jeg, hvis den gamle blog-hest skal ud af stalden igen, skal finde en ny måde at bruge den på, nu hvor Instagram-hesten er blevet en fast del af min hverdag.


Vil prøve...

Det behøver ikke at være en hemmelighed, at grunden til at jeg satte bloggen på pause, var min situation med overbelastning/stress. Jeg har p.t. været sygemeldt med stress i lidt over en måned, og har i mandags genoptaget mit arbejde med ganske få timer.

Der var flere elementer af stressen der spillede ind på min beslutning om at holde pause.
På overfladen, var der følelsen af ikke at nå det jeg skulle eller gerne ville. Blogskrivning og læsning blandede sig med alle de andre daglige gøremål, som jeg ikke følte jeg kunne nå. Men bloggen skal jo ikke være en sur pligt...
Så var der kendsgerningen, at det var svært for mig at læse og dermed også skrive længere tekster. Jeg fik simpelhen hovedpine. Det gør jeg til dels stadig, men det går fremad.
Og endelig var der følelsen af, at jeg ved at dele tanker om overbelastning/stress bevægede min fra noget personligt til noget privat, noget jeg ikke budte skrive om på en offentlig tilgængelig blog.

Måske forekommer det sidste argument lidt mærkelig, når man tænker på hvor mange meget private oplevelser og tanker jeg har delt, når det drejer sig om min rolle som mor til en dreng med autisme. Men når det drejer sig om autismen, har jeg en helt fast tro på at jeg kan hjælpe andre, ved at sætte ord på mine tanker og oplevelser.
Jeg har oplevet det når jeg holder foredrag eller oplæg om livet med autisme. Flere er kommet hen til mig bagefter og har sagt tak, fordi det, at jeg sagde det højt, har hjulpet dem med at erkende og acceptere deres egne følelser - og det er netop første skridt til at komme gennem sorgen.
Det samme gælder oplevelserne med fødselsreaktion eller fødselsdepression, som jeg ganske vidst ikke har skrevet så meget om herinde, men som jeg har brugt i mit arbejde. Ved at bruge min egen oplevelse og turde fortælle om mine følelser - også de skræmmende og ikke så accepterede - har jeg kunnet hjælpe andre til at erkende, bearbejde og acceptere deres oplevelser og følelser. Og samtidig har jeg kunnet hjælpe mig selv. For når andre genkender sig selv i mine historier, og fortæller det til mig, så bliver jeg jo også genkendt og kan acceptere mine følelser.

Filosofien er: "Du er ikke alene = vi er flere der har det som dig = din reaktion og dine følelser er helt normale" Og det virker fordi det er ikke oplevelser og følelser der er problemet, men derimod vores egen modstand mod vores følelser. Kan modstanden vendes til accept, opløses problemet. (Det lyder jo næsten som skole-fysik)

Så nu kommer det store spørgsmål til jer og mig selv: "Mon ikke også de svære følelser i forbindelse med overbelastning og stress, også kan opløses ved at dele, blive genkendt og acceptere?"