mandag den 27. maj 2013

S for sygdom og stolthed

Jeg har været væltet helt omkuld af en sommerforkølelse. Hvad gi´r I mig en s... forkølelse? - Ud over halvanden dag helt på langs, har den efterladt mig helt energiforladt - så ingen kreative sysler at vise ferm - øv. O g for at det ikke skal være løgn har min mand arvet den lede sygdom, så han nu ligger i sengen, mens jeg må jonglere med tre børn og alt det andet..PYHA

Når heldigvis står S også for stolthed. Jeg må bare prale lidt af min store dygtige dreng. Det bliver nok lidt langt - så er I advaret.

For et år siden lærte vi Bjørn at være selvtranspoterende (læs mere her). Ud af til så det ud til at gå meget fint og enkelt, men i bagklogskabens klare lys, kan jeg godt se at der nok var en sammenhæng mellem at vi pressede Bjørn til at klare transporten selv og at Bjørns fik angst og bekymrede sig for børnelokkere, mordere og alverdens farligheder (læs mere her).
Nå men selvom det ikke gik så let endda, så er vi næsten ved målet. Faktisk bliver Bjørn kun fulgt til busstoppestedet om morgnen nu, han klare selv resten af ud-turen og hele hjem-turen.

I morges skulle jeg have alle tre unger afsted, så jeg fulgte ikke Bjørn helt til stoppestedet, men til et forgængerfælt der ligger 50 m. fra. Bjørn blev ikke ordentligt forberedt på dette, jeg sagde bare: "Jeg vender altså om her. Hav en dejlig dag min skat" og så cyklede jeg hjem igen.
Da jeg kom ind af døren til den syge far og de to små, ringede Bjørn på min mobil. Han havde pga. det varme vejr, ikke taget sin jakke på, hvor hans buskort ligger i lommen. Han havde i forvirringen dog husket, at han har et klippekort i skoletasken til hvis han skulle glemme buskortet - hvilket han dog aldrig har gjort før. Men kortet havde ligget nederst i tasken længe og var blevet for krøllet til at automaten ville tage det.
Øh... hvad gør vi nu? Jeg skulle jo stadig have Freja og Johannes af sted og klokken nærmede sig 8, hvor Freja skal være på sin skole, som godt nok ligger på den anden side af vejen, meeen. "Jeg må lige tænke" fik jeg sagt til Bjørn: "Hold din telefon åben, så ringer jeg om 2 min." (Normalt slukker han telefonen, når han ikke bruger den)
Jeg prøvede at appellere til min mand. Om han kunne klare at aflevere Johannes og sende Freja afsted selv. Så kunne jeg cykle ned til stationen med Bjørns buskort. Nej han havde det for skidt.
Jeg kom på et langskud af en ide, og ringede til Bjørn. "Hej min skat. Kan du gå ned i 7elleven og høre om de vil bytte dit krøllede klippekort til et nyt?" "Okay... Farvel." Så stod jeg der med telefonen og tænkte: Går det nu?
Nå jeg måtte ud af døren med Freja og Johs, så jeg kunne få dem afleveret, så jeg kunne køre til stationen, hvis det ikke gik og Bjørn gik i baglås. Så med is i maven og det ene øre nede i lommen ved mobilen, fik jeg afleveret først Freja og så Johannes. Kl 8:15 var missionen fuldført og jeg stod udenfor vuggestuen og ringede til Bjørns skole. "Jo han var ankommet! Godt nok 4-5 min for sent... og så virkede han lidt træt (læs udmattet), men var ellers i fin form"

YES!!! Er han bare sej eller hvad?


P.S. Buskortet vil fra nu af side fast på skoletasken og ikke på jakkelommen.

mandag den 20. maj 2013

Hvor de dog ligner hinanden!!!

Ja den kommentar får vi tit når folk ser vores børn. Især når de ser Bjørn og Freja... og jeg må give dem ret.


Bjørn og Freja ligner virkelig hinanden meget... faktisk kan jeg selv opleve at jeg kan blive i tvivl om hvem der er hvem, hvis de ligger og sover under dynen og jeg kun kan se ansigt med lukkede øjne og hår... det må siges at være stor lighed... jeg er trods alt deres mor.
Og Johannes... ja han er bare en yngre udgave, men støbt i samme form. Det er åbenbart den model vi kan lave.
Og hvad er så problemet? Jeg skal være den første til stolt at sige, at de er nogle kønne unger. Og det er heller ikke den synlige lighed jeg er bange for.
Men når man lever med et barn med autisme og ADHD, ja så kommer man ikke uden om bekymringen for, om en af de to andre unge skulle have samme handicap.
Freja er så stor nu og er super god til det sociale, så der har jeg sluppet bekymringen om, at hun skulle have autisme. Det strejfer mig af og til om hun kunne have den feminine udgave af ADHD.
Johannes er så lille, at det er for tidligt at sige noget endnu. Men når han ind imellem leger ekstra vildt eller bliver småhysterisk over at låget ikke er sat på juicen, så er tanken der med det samme. Jeg er udemærket klar over at det er helt normal adfærd for en 2 årig, men jeg ved også at både autisme og ADHD er arveligt. Man siger at ca. 1 % af befolkningen har autisme og for ADHD er vi helt oppe på 4-5%.

Med til disse tanker hører også en dårlig samvittighed over for Bjørn. Jeg elsker ham jo som den han er så hvorfor er jeg så nervøs for at de to andre skulle have noget af det samme?
Det enkle svar er: "fordi jeg ikke ønsker at nogen af mine børn skal møde så mange udfordringer og så megen misforståelse - det er hårdt nok at et af dem kommer til det."

lørdag den 18. maj 2013

Stadig i sy-flow

Efter min stof-rus i sidste uge var jeg faktisk lidt nervøs for at stoffet aldrig ville komme længere end til mit krea-rum. Jeg mener jeg har jo haft en periode på godt seks år, hvor jeg næsten ikke har syet. Og bare fordi jeg nu havde fået huld igennem og både syet til lille Johs og mig selv, så er det jo ikke det samme som at jeg kan holde flowet.

Men se engang min sofa med nye siddehynder og nye og gamle puder!




fredag den 17. maj 2013

Følsomme hjerner

Kender I det, at der er noget man egentlig godt ved, men som altid er godt at få genopfrisket?

Jeg har gennem årene hørt en del oplæg om, hvordan hjernen er anderledes opbygget hos mennesker med autisme spektrum forstyrrelser end hos de såkaldt normale.
Det ved jeg egentlig godt.
Alligevel var det dejligt og afklarende, da jeg for nylig læse om videnskablige studier af den autistiske hjerne i bogen "Vejen videre", som jeg tidligere har omtalt her på bloggen.
En amerikansk undersøgelse har vist at antallet af neuroner (nerveceller) i præfrontale cortex (pandelapperne) er 67% højere hos børn med autisme frem for hos børn uden diagnosen. Præfrontale cortex er den del af hjernen, hvor man nogen siger at personligheden sidder. Den tager sig af den bevidste tankegang, vurdering, forståelse, organisering og handling. Det er her man afgør, hvad der er godt og skidt, overvejer konsekvensen af handlinger, og udøver social selvkontrol. Ja meget af det, som mennesker med autisme har svært ved.

Forskerene vurderede, at det forøgede antal neuroner, stammer tilbage til fosterstadiet. Hvilken betydningen de ekstra mange nerveceller har bliver der stadig forsket i, men meget tyder på, at det forringede pandelappernes evner. Ydermere har det indflydelse på hjernes videre udvikling efter fødslen. Hos alle hjerner forholder det sig sådan, at mens næsten alle neuroner er færdigdannet ved fødslen, dannes de mange forbindelser mellem neuronerne, som en del af den udvikling og læring barnet gennemlever. Det er så at sige disse forbindelser der udgør vores evner og færdigheder. Men det forhøjede antal neuroner påvirker altså denne udvikling, så der opstår fejlforbindelser.

I Vejen videre formuleres det således, at mennesker med autisme "... opfatter (for) mange detaljer, men ofte har svært ved at sætte detaljerne ind i en meningsfuld sammenhæng." 

Måske er det forklaringen på at Bjørn ikke vil gå i sko, men kun sandaler eller gummistøvler (med eller uden foer) !!!
... eller at han vitterligt ikke kan falde i søvn uden at høre historie-cder!!!
... eller at han bliver hysterisk bare ved tanken om hvordan risalamande smager og lugter!!!
... eller ...


fredag den 10. maj 2013

Stof-rus!!!

I dag har jeg haft fri fra arbejde, fra børn (de er hos farmor og farfar) ja også fra min søde mand, for han skulle arbejde. Allerede i går besluttede jeg, at jeg skulle tage i Stof & Stil og shoppe amok. Sofahynderne har længe trængt til nyt stof og nu hvor jeg har generobret min symaskine, ja så er det vel på tide at slippe hæmningerne og opleve rusen.
Se engang hvad jeg har købt:

Stof til sofahynderne (her sammen med en af de gamle hynder med huld)

 

 Stof til projekt nye hjemmelavede aflange sofapuder, med pjat - som har stået på to do listen i årevis. Der skal pjattes med stoffet fra de gamle hynder og ellers stof og broderi fra lageret.


Jeg har længe beundret de fine ulve og hjorte hos jer andre. Nu har jeg selv købt dem, sammen med et par svane. De skal nok bruges til puder til sofaen på 1. sal.


Og så en stak "bare fordi-stof og pjat"



Jeg kunne heller ikke lade være med at købe disse knapper til at brodere på. Jeg har aldrig set sådan nogen før og kan ikke afgøre om de er farmor eller fancy.


Dejlig weekend til jer alle.

torsdag den 9. maj 2013

Åhhh


Ja jeg ved godt, at det sker hvert år, men på en eller anden måde har det ramt mig stærkere i år - forårets gennembrug. Og vi er sent på den, så det går stærkt. Se engang hvor langt fremme mine blommeblomster er! For to dage siden var de bare knopper.
Og jeg nyder det. Varmen, solen, himmelen, farverne, alt der der spire frem... Jeg trækker vejret dybt og nyder...

søndag den 5. maj 2013

Uhh det føles godt



For et par indlæg siden fortalte jeg, at jeg var gået igang med at sy en nederdel til mig selv, men jeg fik ikke vist det færdige resultat.


Jeg var og er  godt tilfreds. 
Se lige de fine detaljer!

Faktisk var jeg så godt tilfreds, at jeg besluttede, at jeg godt måtte købe nyt stof. Eller rettere gammelt stof. Ditte-Louise der blogger her har en masse lækkert retro-stof til salg og jeg købte disse tre lækre stykker gammelt sengetøj.



Og se engang! Det rødternede er allerede forvanlet til en rigtig sommersag. Jeg glæder mig helt til, at jeg skal have den på for alvor og ikke kun til ære for fotografen.


 Solskin til alle

lørdag den 4. maj 2013

Tik tak, tik tak

Ja så ligger man her på sofaen og mindes...
I dag er det yngste-mandens 2 års fødselsdag. Vi har haft en dejlig dag - selvom jeg skulle på arbejde hele eftermiddagen. Lille Johs har virkelig hygget sig og talt om flag og gaver og tog (Ja det er Thomas Tog der er ynglings universet lige nu, så det har han selvfølgelig fået en del af.)

Nå men nu er huset stille og jeg tænker over den helt specielle aften for to år siden, hvor jeg fødte Johannes her hjemme i vores eget hus. Det var en fantastisk oplevelse og jeg kan kun anbefale hjemmefødsel til alle der overvejer det.
Her får I lov at se et meget privat billede. Det er taget umiddelbart efter fødslen og jeg sidder stadig i det store oppustelige fødekar, som ikke nåede at blive fyldt ordenligt op med vand, fordi det hele gik så stærkt. Den stolte far siden bag mig og over min venstre skulder kan I skimte Johannes lille krøllede hoved.


Tænk engeng, at det er to år siden... og når jeg så tænker på, at Bjørn snart fylder 12 år, så kan jeg virkelig blive helt forskrækket over som tiden løber.
Men når jeg husker på alt det, jeg har oplevet i de år, og ikke mindst hele den udvikling jeg har gennemlevet, jamen så er det faktisk helt ok.
Da jeg blev mor til Bjørn var det hele overskygget af usikkerhed og manglende tro på mine egne evner som mor. Først med Johannes´ fødsel var jeg åben for også at mærke stoltheden og styrken, der ligger i at bringe et barn til verden. Jeg turde stå ved mig selv og mine følelser i langt højere grad end tidligere.
Så selvom jeg stadig kan blive fanget at sortsind og selvkritik, ja så går det den rigtige vej. Det minder mine tre skønne unger mig om.