Kapitel 9 i Anette Ellegaards bog, "Superwoman er en følelse" hedder "Livet i din familie" og indledes med spørgsmålet:
Er du den mor, du gerne vil være? "Jaaah... det lover godt!" tænkte jeg, men jeg må indrømme at jeg bliver skuffet.
Som jeg skrev i sidste "Sommer og superwoman-indlæg" var mit højeste ønske at få mange børn og derfor er jeg naturligvis også optaget af at være en god mor for mine tre skønne unger. Men jeg synes langt fra, at der er overensstemmelse mellem den mor jeg ønsker at være og den mor jeg faktisk er.
Ellegaard opfordre til at man skal
få værdirene frem i lyset, skabe gode rutiner, og finde
balancen mellem det ydre og det indre. Men set fra min lille familie, baner det ikke vejen til den mor eller det familieliv som jeg drømmer om.
Selvfølgelig spiller Bjørns diagnose en stor rolle i mine udfordringer som mor. Måske gør jeg Ellegaard uret ved overhovedet at hente råd om "livet i familien" ud af hendes bog. Hun har jo ikke på nogen måde hævdet, at hun udtalte sig om familier med børn med autisme eller andre forstyrrelser.
Det er dog stadig min overbevisning, at mange af udfordringerne er de samme. Jeg skrev
dette indlæg om, hvordan de enkelte karaktertrækene ved autisme også kan opleves hos personer uden diagnoser. Det er mængden eller hyppigheden af disse karaktertræk og især de problemer eller udfordringer de give både børn og forældre, der gør den store forskel. Altså burde jeg godt kunne bruge de almene råd.
Jeg oplever rigtig tit at der er uoverensstemmelse mellem de forskellige personer i min families lyster, ønsker og behov. Jeg kan prøve at give et eksempel: Når jeg gerne vil skabe familiehygge med eftermiddagsthe og kiks, vil Bjørn hellere koble af med computeren (og det vil Morten også, hvis han er hjemme). Freja vil hellere lege med veninderne og det er trods alt begrænset hvor længe en 2 årig som Johannes kan side stille ved bordet.
Jeg ved, at Bjørns har behov for at slappe af efter en for ham krævende dag i skole og SFO. Selvomder stadig er mange, der mener at computerspil ikke er godt for nogen eller noget, holder jeg fast i, at det er afstressende især for børn med ADHD.
Jeg ved også at venskaber er lige så vigtigt for mennesker som mad og drikke.
Så selvom familiefølelse og samvær står højt på min værdi-liste, så gør hensynet til den enkeltes behov og udviklingen at sociale kompetencer det også. Der er altså ikke bare modstrid mellem de enkeltes ønsker og behov, men også mellem mine værdier. Jeg føler mig ikke som en god mor, hvis jeg diktere at "nu SKAL vi hygge os med den eftermiddagsthe!", men jeg føler mig heller ikke som en god mor, når Bjørn forsvinder om bag computeren og Freja løber over til veninden.
Da jeg tidligere på sommeren var på tur med Freja og Johannes, som jeg viste billeder fra
her, oplevede jeg også dilemmaet. Freja og Johannes havde en dejlig dag, og jeg havde tid til at være nærværende sammen med dem, men Bjørn var der ikke. Familiefølelsen var ikke komplet. Havde jeg taget ham med, havde han sandsynligvis ikke nydt det og det er helt sikkert, at der ikke havde været samme ro til de to små.
Jeg oplever at familiefølelsen, og den dertilhørende følelse af at være en god mor, er flygtig og ikke noget jeg kan planlægge mig til. Og så forandre det sig hele tiden. Hvad der skaber hygge og god mavefornemmelse den ene dag, virker måske også den næste dag men sikkert ikke efter en måned. I hverdagen har jeg svært ved at finde energi til at lede efter gode rutiner for familien og så er det, at jeg oplever at familiefølelsen får lov at sejle.
Men måske er det det rene utopia jeg leder efter. Jeg mener, er det realistisk at opnå en konstant følelse af at være den mor jeg drømmer om... hele tiden? Mine børns liv er i konstant udvikling og det en mit (forhåbentligt) også. Måske hænger lykkefølelsen sammen med noget stillestående, mens forandring skaber uro og utryghed. Måske kan lykken kun opleves i øjeblikke, som her på billedet.
- heldigt at Morten nåede at indfange det med sin iPhone.