lørdag den 28. juli 2012

Vis hensyn

Følgende samtale udspillede sig i bilen på vej til Legoland i går.
Mig: "Og så skal vi vel også have et VIS HENSYN-kort til dig, ik'?
Bjørn: "Jeg tror faktisk godt jeg kan klare mig uden. Altså jeg vil da gerne kunne springe køen over, men jeg kan jo godt stå i kø, og så ville det jo være snyd. Jeg kunne jo godt stå i kø i Tivoli."
Waoo - Vi har godt nok øvet at stå i kø efter reglen, hvis køen kun tager 5 min, så må man ikke springe over, men jeg var alligevel imponeret.
Efter tre timer i Legoland med rigtig mange mennesker, bagende sol og køer på op til 45 min., sagde Bjørn: "Nu tror jeg alligevel godt jeg vil have det kort." og ja jeg var igen imponeret. Tænk at han kender sine egne grænser så godt!
Selvfølgelig kommer tvivlen også. "Vil han nu bare udnytte et godt og hensynsfuldt system?" Men sagen er den at hans handicap ikke er en konstant størrelse, men en forstyrrelse der svinger mellem at fylde ganske lidt og temmelig meget. Han skal lære at leve med det. Og hvis han før brugte kortet på et helt Legoland-besøg og nu kan klare tre timer uden, og endda selv kan sige når hans overskud er brugt op, jamen så går hans udvikling den rigtige vej.
Derfor vil jeg holde fast i at være en imponeret og stolt mor.

onsdag den 25. juli 2012

Fjerner lige et krumspring!

Jeg har gjort op med mig selv at det gør det vanskeligere for både mig selv og dem der læser med, at jeg ikke skriver mine børns navne. Så det krumspring er hermed afskaffet. Storebror hedder Bjørn, datteren hedder Freja og efternøgleren heder Johannes

lørdag den 21. juli 2012

Afslapning eller dovenskab


Jeg ved at der må være andre der kender til denne problematik.
Vores store søn elsker at ”skærme” den. Altså at se fjernsyn, spille computer, Wii, Xbox, DSi… you name it!
Og hvorfor er det så et problem?
Jahh jeg synes bare tit, at det bliver for meget… og det må jo være fordi jeg tænker, at det er dårligt for ham. Man hører også hele tiden mere eller mindre intelligente; og mere eller mindre anerkendte eksperter, som udtaler sig om, at for meget fjernsyn og computerspil er dårligt for det ene eller det andet. Skulle man tro dem alle sammen bliver man både asocial, overvægtig, voldelig og sikkert meget andet dårligt af at ”skærme” for meget. Og hvem ønsker det for sit barn???
Heldigvis er min mand mere pragmatisk. Han har selv fået lov at spille meget Commodore64 og Bib-bib-spil (som det hed den gang) og se meget fjernsyn og… ja nu er han systemudvikler, et job som han er super sej til og hvor han tjener kassen… Og han er hverken asocial, overvægtig eller voldelig, selvom han stadig spiller en masse både gamle og nye computerspil.
Desuden er der noget med, at hvis man har ADHD kan computerspil være opkvikkende på hjernen. Jeg vil ikke gøre mig alt for klog på de finere detaljer i hjernen. Men har man ADHD er der nogle processer i hjernen der fungere langsommere. Derfor søger nogle med ADHD adrenalin-kicks f.eks. ved at”klatre på væggene”. Derfor får mange med ADHD Retalin eller lignende, som indeholder et amfetamin-lignende-stof, som virker opkvikkende. Begge dele kan holde hjernen vågen. Og begge dele kan godt give bekymringer, ikke mindst for forældrene. Men computerspil med den blinkende skærm kan altså også holde hjernen vågen.
Måske handler denne problematik mest af alt om en generationskløft. Måske er der ingen der spekulerer over for lidt eller for meget skærm om 30 år???
Så måske bør jeg bare tage en slapper når min søn gerne spille Skylanders i strålende solskin.

torsdag den 19. juli 2012

Sommer

Åhh det må være sommerferie!!!
Mig på en solseng med mit hækletøj og min sudoku.
Lillebror sover en lang (for en gangs skyld) eftermiddagslur, sammen med faderen.
De to store leger i poolen. (I baggrunden af billedet kan man se den ældste sammen med sin nye campingven)
Mere af det

mandag den 16. juli 2012

Camping livets glæder

De sidste mange år har vi været på en uges campingferie… altså luksus-campingferie!!!
Først aftaler vi, hvor i Danmark vi gerne vil på ferie. Så leder vi efter en campingplads, der har luksus-hytter til udlejning. Sådan nogle top-udrustede hytter, der faktisk er som små sommerhuse. – Nej bedre, for eftersom hytten ikke er nogens har den ingen ”sjæl”. Møbler og huskeråd er ikke noget gammelt brugt og umage noget, men for det meste noget helt neutralt noget fra Ikea. Tja… det gør det bare lettere… især for den autistiske del af familien.
Når men tilbage til luksuscampinghytten. På den måde undgår vi de udfordringer der er ved det primitive campingliv og får samtidig fordelene ved at have en stor legeplads og andre børn at lege med. Smart… og så alligevel… ! For det kræver bestemt noget af ungerne at komme i kontakt med de andre børn. Og det kræver også noget af forældrene at stole på, at det nok skal gå.
Heldigvis har vores store søn masser af gåpåmod til at kaste sig ud i legen med de andre børn. Og det går også rigtig fint for det meste. Men i mit hoved ser jeg straks for mig, at han bliver lidt for voldsom i sin leg og kommer til at vælte et lille barn, med en ikke så overbærende mor, eller et større barn, som så skubber igen… eller at nogen kommer til at ”skubbe” til hans meget fintfølende retfærdighedssans… eller at nogle vil synes at han er for anderledes og drille ham… eller…åhh
Og når man er 11 år, er det altså ikke særlig fedt at have sin moar med på legepladsen. Det er også pænt frustrerende at stå og se på deres leg, som jeg alligevel ikke har den mindste kontrol over. Så jeg bliver i luksushytten – passer på at den lyn-kravlende lillebror ikke piller for meget i alting – og beder til at storebror klare sig på legepladsen.

fredag den 13. juli 2012

Kreativ uden overskud?

Jeg ved at det giver mig glæde at være kreativ. Jeg ved at glæde giver overskud i hverdagen. Men jeg ved også, at der kræver bare lidt overskud at finde på hvad jeg skal være kreativ med. Og når jeg som di denne periode er helt drænet - ja så er det svært at komme igang med de gode kreative sysler... men forleden lykkedes det... og så endda sammen med begge de to store.

tirsdag den 3. juli 2012

Åhh sommerferie

Pyhh fire dage så har alle i min lille familie ferie... længe ventet ferie.
Jeg synes at denne sidste måned har været helt urimelig lang og hård. Derfor er der heller ikke sket så meget her på bloggen. Jeg har fået skrevet et par halve indlæg, men det hjælper jo ikke noget. Til gengæld har jeg fundet den mest fantastiske blog om livet i en familie med autisme, den hedder Autisme Tanken og den er bestemt et besøg vær.
Men tilbage til det med den kommende ferie. Alle i familien trænger til opladning. Men jeg frygter, at det bliver så som så med ferien til min mand og mig. For de store er ferie jo også at få lov at være længe oppe og eftersom den lille vågner senest kl. 6, ja så ser jeg for mig nogle meget lange dage, hvor far og mor slås om, hvem der har mest ret til at slappe af og hvem der skal styrte rundt og underholde alle tre unger.
Normalt foretrækker jeg at arrangere udflugter, hvor vi oplever noget sammen. Det er super hyggeligt og det giver en dejlig ro, at vi alle sammen er enige om, hvad dagen skal gå med. Men i år er mine ressourcer så lave, at jeg simpelhen er nød til at finde en måde, hvor vi kan slappe af sammen.
Godt hjulpet på vej af Anna Skyggebjergs "Zen for mødre" er jeg kommet på ideen om at indføre en form for siesta. Altså en pause, hvor alle slapper af eller i alle tilfælde "underholder" sig selv. Det er ikke sikkert den kommer til at ligge efter middag, for det vil jo nok afhænge af hvornår lillebror sover - hvilket han ikke er særlig god til. Men nu sidder jeg så og arbejder på en socialtegneserie, så vi kan være enige om det.