torsdag den 27. marts 2014

Op på hesten...

Med små forsigtigt skridt våger jeg mig ind på bloggen. Skulle man forsøge sig med et indlæg igen??? Det står klart at jeg, hvis den gamle blog-hest skal ud af stalden igen, skal finde en ny måde at bruge den på, nu hvor Instagram-hesten er blevet en fast del af min hverdag.


Vil prøve...

Det behøver ikke at være en hemmelighed, at grunden til at jeg satte bloggen på pause, var min situation med overbelastning/stress. Jeg har p.t. været sygemeldt med stress i lidt over en måned, og har i mandags genoptaget mit arbejde med ganske få timer.

Der var flere elementer af stressen der spillede ind på min beslutning om at holde pause.
På overfladen, var der følelsen af ikke at nå det jeg skulle eller gerne ville. Blogskrivning og læsning blandede sig med alle de andre daglige gøremål, som jeg ikke følte jeg kunne nå. Men bloggen skal jo ikke være en sur pligt...
Så var der kendsgerningen, at det var svært for mig at læse og dermed også skrive længere tekster. Jeg fik simpelhen hovedpine. Det gør jeg til dels stadig, men det går fremad.
Og endelig var der følelsen af, at jeg ved at dele tanker om overbelastning/stress bevægede min fra noget personligt til noget privat, noget jeg ikke budte skrive om på en offentlig tilgængelig blog.

Måske forekommer det sidste argument lidt mærkelig, når man tænker på hvor mange meget private oplevelser og tanker jeg har delt, når det drejer sig om min rolle som mor til en dreng med autisme. Men når det drejer sig om autismen, har jeg en helt fast tro på at jeg kan hjælpe andre, ved at sætte ord på mine tanker og oplevelser.
Jeg har oplevet det når jeg holder foredrag eller oplæg om livet med autisme. Flere er kommet hen til mig bagefter og har sagt tak, fordi det, at jeg sagde det højt, har hjulpet dem med at erkende og acceptere deres egne følelser - og det er netop første skridt til at komme gennem sorgen.
Det samme gælder oplevelserne med fødselsreaktion eller fødselsdepression, som jeg ganske vidst ikke har skrevet så meget om herinde, men som jeg har brugt i mit arbejde. Ved at bruge min egen oplevelse og turde fortælle om mine følelser - også de skræmmende og ikke så accepterede - har jeg kunnet hjælpe andre til at erkende, bearbejde og acceptere deres oplevelser og følelser. Og samtidig har jeg kunnet hjælpe mig selv. For når andre genkender sig selv i mine historier, og fortæller det til mig, så bliver jeg jo også genkendt og kan acceptere mine følelser.

Filosofien er: "Du er ikke alene = vi er flere der har det som dig = din reaktion og dine følelser er helt normale" Og det virker fordi det er ikke oplevelser og følelser der er problemet, men derimod vores egen modstand mod vores følelser. Kan modstanden vendes til accept, opløses problemet. (Det lyder jo næsten som skole-fysik)

Så nu kommer det store spørgsmål til jer og mig selv: "Mon ikke også de svære følelser i forbindelse med overbelastning og stress, også kan opløses ved at dele, blive genkendt og acceptere?"

6 kommentarer:

  1. Meget fint indlæg. Mit svar er JO! Når vi acceptere vores situation/vores følelser bevæger vi os mod helbredelse. ♡

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Rikke
      Mange tak for dit svar og undskyld jeg ikke har skrevet tilbage før nu. Dejligt at møde enighed. Det er jo altid lidt risikabelt at skrive noget så personligt.
      <3 Signe

      Slet
  2. Kære Signe,
    Jeg kom til at tænke på at du måske ikke er klar endnu til at dele din stress / overbelastning og når du er så gør du det måske.
    Som du skriver har du delt tanker og private oplevelser vedr. Bjørn og har fået ros af andre i samme situation.
    Jeg personligt er som du ved også ramt af stress / overbelastning og fortæller heller ikke omverden det - er jeg bange for andres reaktion og kommentar - JA det er jeg for jeg har stadig meget svært ved at acceptere min situation eller retter finde hoved og hale i det hele!
    Jeg er dog sikker på at med tiden kommer vi ud på den anden side
    Kram Mette alias @sibhof

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Mette
      Pyy det er lidt pinligt, at jeg først får svaret nu. Det er ikke fordi jeg har glemt din kommentar, men simpelhen fordi jeg har tænkt meget over det du skriver. Jeg tror du har ret. Jeg har slet ikke nogen afstand til min stress, jeg står stadig midt i det. Så er det svært at overskur og som du siger: "finde hoved og hale i det"
      <3 Signe

      Slet
  3. Kære Signe
    Min erfaring fra en større mental kolbøtte er, det kun er gavnligt å sætte ord på sine oplevelser og følelser. Det ka (især som mand..?) være vigtigt at overveje i hvilke sammenhænge man lufter sin følsomhed og problemer.
    Jeg synes det er fint og gavnligt du er istand til at dele dine tanker.. De er goe at blive kloge af som så meget andet du skriver om :-)
    Min fastholdelse af eget tempo og lykkeligvis mulighed for en masse ro å fred til fordybelse har været gavnlig. Har jo desværre ikke en hoben dejlige unger som du.. -Dagdrømmeri kiggende på solen, skyerne og blæstens gang over fjorden, gåture, snakke med naboens katte og læsning.
    Efter en lang vej føler jeg mig styrket af ny selvindsigt. Håber du stllle å roligt genfinder balancen.
    Held å lykke :-) Lars

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Lars
      Flotte og kloge tanker du gør dig. Især bider jeg mærke i din beskrivelse af roen. Det er en udfordring for mig at lade roen komme. Tænker at det kræver en god del mod. Jeg har en angst for stilstand og ensomhed, som jeg egentlig tror er almenmenneskelig, men som på nogle måder er i slægt med roen. Samtidig er roen også nøglen til balancen og glæden. Det er noget af en opgave.
      Mange tak for din kommentar.
      <3 Signe

      Slet

Mange tak for din kommentar