søndag den 2. juni 2013

Fritid

Hvilken skøn weekend det har været!
I vores familie er der ligesom en ophobning af fødselsdage i maj og juni, så vi bruger mange weekender på at gå til fødselsdag. Det kan være rigtig hyggeligt, men det kan også blive for meget. Og når jeg så samtidig også arbejder i nogle weekender, ja så kan der godt være langt mellem fridage, hvor det kun skal slappes af. Men denne weekend har været hel fri...
Ungerne har leget med deres venner og vi har været på loppemarked både lørdag og søndag. Ja faktisk faldt det så heldigt at begge de store var ud af huset lørdag, så Morten og jeg var på loppemarked med kun et barn. Så kan man virkelig få rodet i alle stakke og bunker.
De sidste gange vi har været afsted, har jeg kun købt tøj og legetøj til ungerne, men denne gang fandt jeg noget til mig selv. Noget kan bruges som det er, men jeg fandt også en del der lige skal syes om.
Det bedste fund var nok hos en dame der solgte ud af sit gamle tøj fra 70érne. Se engang (øv uskarpt billede)


Jeg finder det meget inspirerende at skulle give nyt liv til disse "gamle klude". 
Og for at fuldende weekenden fik jeg også tid til at designe og sy. Der er ikke noget der er klar til at vise frem endnu, men det kommer.
Dejlig uge til alle!

mandag den 27. maj 2013

S for sygdom og stolthed

Jeg har været væltet helt omkuld af en sommerforkølelse. Hvad gi´r I mig en s... forkølelse? - Ud over halvanden dag helt på langs, har den efterladt mig helt energiforladt - så ingen kreative sysler at vise ferm - øv. O g for at det ikke skal være løgn har min mand arvet den lede sygdom, så han nu ligger i sengen, mens jeg må jonglere med tre børn og alt det andet..PYHA

Når heldigvis står S også for stolthed. Jeg må bare prale lidt af min store dygtige dreng. Det bliver nok lidt langt - så er I advaret.

For et år siden lærte vi Bjørn at være selvtranspoterende (læs mere her). Ud af til så det ud til at gå meget fint og enkelt, men i bagklogskabens klare lys, kan jeg godt se at der nok var en sammenhæng mellem at vi pressede Bjørn til at klare transporten selv og at Bjørns fik angst og bekymrede sig for børnelokkere, mordere og alverdens farligheder (læs mere her).
Nå men selvom det ikke gik så let endda, så er vi næsten ved målet. Faktisk bliver Bjørn kun fulgt til busstoppestedet om morgnen nu, han klare selv resten af ud-turen og hele hjem-turen.

I morges skulle jeg have alle tre unger afsted, så jeg fulgte ikke Bjørn helt til stoppestedet, men til et forgængerfælt der ligger 50 m. fra. Bjørn blev ikke ordentligt forberedt på dette, jeg sagde bare: "Jeg vender altså om her. Hav en dejlig dag min skat" og så cyklede jeg hjem igen.
Da jeg kom ind af døren til den syge far og de to små, ringede Bjørn på min mobil. Han havde pga. det varme vejr, ikke taget sin jakke på, hvor hans buskort ligger i lommen. Han havde i forvirringen dog husket, at han har et klippekort i skoletasken til hvis han skulle glemme buskortet - hvilket han dog aldrig har gjort før. Men kortet havde ligget nederst i tasken længe og var blevet for krøllet til at automaten ville tage det.
Øh... hvad gør vi nu? Jeg skulle jo stadig have Freja og Johannes af sted og klokken nærmede sig 8, hvor Freja skal være på sin skole, som godt nok ligger på den anden side af vejen, meeen. "Jeg må lige tænke" fik jeg sagt til Bjørn: "Hold din telefon åben, så ringer jeg om 2 min." (Normalt slukker han telefonen, når han ikke bruger den)
Jeg prøvede at appellere til min mand. Om han kunne klare at aflevere Johannes og sende Freja afsted selv. Så kunne jeg cykle ned til stationen med Bjørns buskort. Nej han havde det for skidt.
Jeg kom på et langskud af en ide, og ringede til Bjørn. "Hej min skat. Kan du gå ned i 7elleven og høre om de vil bytte dit krøllede klippekort til et nyt?" "Okay... Farvel." Så stod jeg der med telefonen og tænkte: Går det nu?
Nå jeg måtte ud af døren med Freja og Johs, så jeg kunne få dem afleveret, så jeg kunne køre til stationen, hvis det ikke gik og Bjørn gik i baglås. Så med is i maven og det ene øre nede i lommen ved mobilen, fik jeg afleveret først Freja og så Johannes. Kl 8:15 var missionen fuldført og jeg stod udenfor vuggestuen og ringede til Bjørns skole. "Jo han var ankommet! Godt nok 4-5 min for sent... og så virkede han lidt træt (læs udmattet), men var ellers i fin form"

YES!!! Er han bare sej eller hvad?


P.S. Buskortet vil fra nu af side fast på skoletasken og ikke på jakkelommen.

mandag den 20. maj 2013

Hvor de dog ligner hinanden!!!

Ja den kommentar får vi tit når folk ser vores børn. Især når de ser Bjørn og Freja... og jeg må give dem ret.


Bjørn og Freja ligner virkelig hinanden meget... faktisk kan jeg selv opleve at jeg kan blive i tvivl om hvem der er hvem, hvis de ligger og sover under dynen og jeg kun kan se ansigt med lukkede øjne og hår... det må siges at være stor lighed... jeg er trods alt deres mor.
Og Johannes... ja han er bare en yngre udgave, men støbt i samme form. Det er åbenbart den model vi kan lave.
Og hvad er så problemet? Jeg skal være den første til stolt at sige, at de er nogle kønne unger. Og det er heller ikke den synlige lighed jeg er bange for.
Men når man lever med et barn med autisme og ADHD, ja så kommer man ikke uden om bekymringen for, om en af de to andre unge skulle have samme handicap.
Freja er så stor nu og er super god til det sociale, så der har jeg sluppet bekymringen om, at hun skulle have autisme. Det strejfer mig af og til om hun kunne have den feminine udgave af ADHD.
Johannes er så lille, at det er for tidligt at sige noget endnu. Men når han ind imellem leger ekstra vildt eller bliver småhysterisk over at låget ikke er sat på juicen, så er tanken der med det samme. Jeg er udemærket klar over at det er helt normal adfærd for en 2 årig, men jeg ved også at både autisme og ADHD er arveligt. Man siger at ca. 1 % af befolkningen har autisme og for ADHD er vi helt oppe på 4-5%.

Med til disse tanker hører også en dårlig samvittighed over for Bjørn. Jeg elsker ham jo som den han er så hvorfor er jeg så nervøs for at de to andre skulle have noget af det samme?
Det enkle svar er: "fordi jeg ikke ønsker at nogen af mine børn skal møde så mange udfordringer og så megen misforståelse - det er hårdt nok at et af dem kommer til det."