onsdag den 15. august 2012

Moar, jeg er bange!

Jeg tror de fleste forældre fra tid til anden oplever, at deres børn er bange. Det er nok også helt almindeligt, at det især er om aftenen, når børnene skal lægge sig til at sove, at frygten kommer op til overfladen.
Men de sidste par måneder har Bjørn været bange for... alt muligt. Han er bange for børnelokkere, voldtægt og incest (han overhørte desværre en nyhedsudsendelse, da han blev kørte med taxa) Han er bange for gamle mareridt og uhyggelige tanker han har haft. Han er bange for de sjove, men også lidt uhyggelige filmklip han ser på YouTube. Han er bange for hvad der skal ske, når han blive teenager og voksen. Og så det største angst... han er bange for at dø.
Det er jo ikke svært at forstå at man kan blive bange for disse ting. Problemet er at hans angst fylder så meget. Han er næsten ikke til at berolige.
Mine egne forældre mener jeg bare skal sige, at der ikke er noget at være bange for. Men jeg tror ikke på den metode, også fordi mine personlige erfaringer med angst er, at den ikke forsvinder af, at man forsøger at fornægte den, snarre tvært imod.
Jeg synes, jeg har prøvet mange mulige løsninger. Jeg har sagt, at jeg godt kan forstå ham og at det er almindeligt at blive bange for noget. Forsøgt at tale rationelt med ham om det. Forsøgt at pille angsten fra hinanden med fornuft. Talt om hvor minimal risikoen er for, at det skulle ramme ham, osv. Jeg har svoret, at jeg og hans far altid vil passe på ham. Jeg har sammen med ham bedt til Gud om, at han skal passe på Bjørn og give ham gode og glade tanker i hovedet. Og jeg har mindet ham om gode minder og tanker så der ikke burde være plads til angsten. Men han kan ikke slippe ud af den eller den vil ikke slippe ham.
Det er tydeligt at angsten bliver større når han er presset. De sidste uger inden sommerferien var jeg nød til at sove sammen med ham, ellers kunne han slet ikke falde i søvn. Jeg havde håbet at ferien ville få ham til ro, men angsten kommer stadig næsten hver dag.
I skrivende stund sidder jeg lige uden for hans værelse, men han er vist faldet i søvn nu.
Her har han fået Frejs til at sove sammen med sig. Det hjælper også.

4 kommentarer:

  1. Uhh, jeg kender det... Var selv bange for de samme ting som barn... Det er så svært når sit eget barn er bange og ked af det. Jeg tror, at vores forældres generation tænkte ikke så meget over tingene, som jeg tror vores generation gør... Jeg fik også at vide, at der ikke var noget at være bange for, men det hjalp altså ikke! Når vores ældste søn på snart 8 kommer og siger at han er bange, så får han lov at sidde oppe hos os i en 10 minutters tid, hvor vi snakker om og hører på hvad han er bange for, og så prøver vi at forklare ham, at han er en stærk og dygtig dreng, og at vi også gør alt hvad vi kan for at passe på ham... Fortsat god weekend til dig:-)

    SvarSlet
  2. Åh, stakkels dreng. Angst er bare noget af det værste, kan godt forstå du er bekymret for ham. Tror du, det har noget med hans autisme at gøre? Knus Heidi

    SvarSlet
  3. Tak til jer begge to. Gode, varme kommentarer hjælper på humøret :-) Jeg har lige haft en samtale med skolepsykologen, som ikke umiddelbart mener, at der er angst, men netop bare en fase... måske en reaktion på forskellige faktorer, blandt andet at være blevet storebror. Han tager verden ind og bekymre sig, hvilket kan være svært, men ikke er et sygdoms tegn. Rådet er i første omgang mere alene-tid med mig. (hvor jeg så skal finde den.) Så alt i alt er jeg lidt mere rolig ved situationen nu, end da jeg skrev indlægget.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, det var godt. Det er altså lidt rart at man har professionelle man kan spørge til råds, når ens egen viden stopper. Knus

      Slet

Mange tak for din kommentar