fredag den 25. januar 2013

Spørg mig lige om jeg er stolt?

I går havde jeg en oplevelse, der gjorde mig stolt både af min store dygtige dreng... og af mig selv. Men for at kunne fortælle om det her, må jeg lige komme med lidt forhistorie.

Min kære gamle mormor døde sidste fredag. Hun blev 92, har været dement længe og har ligget i sengen den sidste måned, så det kommer ikke som en overraskelse, men selvfølgelig er det trist at hun ikke er mere. I går blev hun begravet og min første tanke var egentlig at det bare var mig og Freja der skulle tage med. En begravelse er jo fyldt med følelser og det kan godt være for voldsomt for Bjørn. 
Men mandag havde jeg en snak med en god kollega og død, begravelse og angst for at dø. Bjørn har haft kæmpet en del med angst for alt muligt, men bl.a. angst for at dø (det har jeg skrevet lidt om her og her) Vi talte om at Bjørn jo har været med med til begravelse da han var yngre. Både min farmors og min farfars, og så begravelsen for min søsters lille dødfødte pige. Min kollega spurgte ind til den sidste og mente at den oplevelse måske havde sat nogle spor i Bjørn. - og jo det har det naturligvis. Bjørn var knap 4 år og Freja var 5 måneder, så Bjørn var altså lige blevet storebror og glædede sig til også at skulle være "store-fætter." Min søster og hendes mand havde nærmest været ekstra forældre for Bjørn. Og så pludselig blev det hele vendt på hovedet. Min søster og hendes mand blev knuste af sorg og hele familien var i chok. Jeg kunne fortælle meget mere om denne tragedie, men pointen er at Bjørn også bærer på denne oplevelse og at den måske er en del roden til hans angst. Som min (kloge) kollega sagde ville det måske ikke være så dårligt for Bjørn at opleve en ikke så tragisk begravelse.

Næsten uden at presse på fik jeg fortalt Bjørn at jeg synes det var en god ide at han tog med - og han accepterede. Vi talte lidt om at han godt måtte få nogle chips på turen og at han godt måtte have computer og film med til at se både på turen og efter begravelsen. Vi aftalte endda at indkøbe en hindbærsnitte, for Bjørn var overbevist om, at han ikke kunne li´ den kringle vi skulle have til begravelseskaffen.

Først på vejen til kirken gik det op for mig at jeg ikke havde lavet en visuelplan for selve begravelsen. Sådan en plan er god til at give Bjørn overblik og overskud til lige at klare lidt mere. Hvordan filen kunne jeg glemme det? Men (og nu kommer der, hvor jeg er stolt af mig) istedet for at panikke, dykkede jeg ned i min godt udrustede dametaske og fandt min notesbog og en blyant.

På Iphonen fandt jeg en liturgi (plan) over en begravelse. Efter bedste evne tegnede jeg nu en plan, men de piktogrammer, som vi plejer at bruge. (lige der var jeg godt nok glad for at vi havde prøvet det med en plan for en kirkelighandling mange gange før) Ved ankomsten til kirken fik jeg rettet den lidt til og jeg nåede endda, sammen med min mor, at synge lidt af salmerne - det kan nemlig også godt trigge Bjørn hvis salmer eller andet musik er for sørgelig.

Og ved I hvad? Bjørn klarede det bare så flot. Han var med til hele begravelsen - dog havde han sagt fra overfor at gå med ud til graven - men ellers!

Så spørg mig lige om jeg er stolt?

7 kommentarer:

  1. Du skal have så mange kram der kan ligge på dine skuldre og så mange kram jeg kan putte ind i dit hjerte.

    Jeg har arbejdet med autister i mange år, og jeg elskede at være sammen med jordens nok vanskeligste mennesker, men de allermest kæreste og dejligste når noget lykkes. Jeg er nu nær 70, men jeg bliver son barn når jeg tænker på de dejlige små lege der nogen gange kunne bringe autisten ud af sit "bur". Det er så dejligt at du høre om hvordan du bringer dit barn mulighheden for at opleve en verden, en verden der jo også kan være svær for ikke autister. Jeg har to ungeunger på 7 0g ti år, vi har også haft død og begravelse tæt på et par gange de sidste par år.

    Nå det var for at give dig en krammer jeg skriver. Dejligt at læse om alle dine store og små tanker.

    Kærlig hilsen Bedstemorkaren@blogspot.com

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange mange tak for din kommentar. Det er en af dem jeg skal gemme til en "regnvejrsdag". Det betyder rigtig meget for mig at få opbakning, det giver ny energi.

      Slet
  2. Først vil jeg kondolerer med din mormor. Dernæst vil jeg sige at både du og Bjørn bare er seje!Godt at du lyttede til din kollega og tog Bjørn med til begravelsen og hvor dejligt at det bare lykkes til ug++++ :-)

    Da jeg var barn var jeg også med til begravelser og for mig var det en fin måde at sige farvel på. Derfor har jeg også altid fortalt mine børn, hvis nogle har været syge i familien, vennekredsen etc. og de har været med til begravelser fra de har været helt små. Det har også betydet at min datter på 10 hvert år i december tæller sammen hvor mange gravsteder vi skal lægge kranse/blomster på - det betyder meget for hende. Min søn på 8 (IA) går ikke op i det på samme måde, men han spørger meget ind til døden, himlen, sjælen osv. og han har bestemt sig for, at når han dør vil han ikke begraves, for ormene skal ikke spise ham!!!!

    Jeg håber at I får jeg nogle gode snakke sammen om mormor i fremtiden :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak.
      Jeg kom ikke selv med til begravelser som barn, men alligevel har det altid været naturligt for mig at have mine børn med. Bjørn og jeg talte meget og død og begravelse og vi har såmænd også leget begravelse med hans traktorer og byggeklodser - efter min søsters datters begravelse - alt sammen for at give ham en så naturlig tilgang til død og sorg som muligt.
      Grunden til at jeg var i tvivl denne gang var at Bjørn selv havde sagt at han nok ikke ville med. Nu taler vi om, at selvom det var sørgeligt at være med, så var det faktisk også hyggeligt at se alle fætrene og kusinerne.
      KH Signe

      Slet
  3. Godt gået af både dig og Bjørn. Døden er et svært emne. Kondolerer med din Mormor.
    De bedste hilsner
    Janni

    SvarSlet
  4. Tak. Jeg har faktisk tænkt meget over der, men mangler lige de tekniske evner.

    SvarSlet

Mange tak for din kommentar