tirsdag den 11. juni 2013

Så er det sagt... højt!

Her kommer et temmelig personligt indlæg... så er du advaret.

Jeg har på det seneste ikke været så aktiv som jeg gerne ville være, hverken på min egen blog eller rundt i blogland. Den lette forklaring er, at jeg har haft travlt ... men det har vi vel alle sammen nærmest hele tiden. Den mere korrekte forklaring er, at jeg har været trist og selvkritisk. En del af min personlighed er at jeg har et meget svingende selvværd og hvad der dertil hører af negative tanker, selvkritik og selvmedlidenhed.

Så er det sagt... og sagt højt.

Det er ikke en side at mig selv, som jeg er stolt af eller bryder mig særlig meget om, men den er der og jeg er nød til at leve med den. Man kan sikkert komme med flere forskellige mere eller mindre plausible forklaringer på hvorfor jeg er sådan... eller også er sådan, men det vil jeg ikke komme ind på her. Derimod vil jeg fortælle, at min erfaring siger mig, at jo mere jeg forsøger at ignorerer den og undertrykke den, jo mere kommer den til at fylde. Og modsat jo mere jeg acceptere den og giver den lov at være der, jo hurtigere går den i sig selv. (egentlig en meget selvmodsigende proces, for når jeg er i dårligt humør og ikke synes jeg selv er noget værd, så er det ekstra svært at at acceptere mig selv...)

Jeg vil gætte på, at de fleste har det bedst med at fortælle om noget de er glade for, gode til, stolte af... Sådan har jeg det i alle tilfælde. Men da jeg startede denne blog, lovede jeg mig selv, at det ikke skulle være et skønmaleri eller et glansbillede. Det skulle afspejle virkeligheden. Og virkeligheden rummer altså også sider som vi er kede af, dårlige til eller skammer os over.

Jeg skammer mig f.eks. over min (for tykke) krop... men jeg tror næsten, at jeg skammer mig mere over, at jeg ikke bare kan tage mig sammen og gør noget ved sagen. Altså bare lige får lavet om på de usunde vaner og får tabt mig de der kilo, og så ellers holder kæft og lader være med at pive over det. Det kan jeg bruge en masse energi på at være ked af og skamme mig over...

Eller når jeg ikke lever op til mine forventninger til mig selv som mor. Når jeg snerrer af børnene eller sidder og spiller på min iPhone, frem for at nå at få læst med Bjørn, eller fulgt med i alle informationerne på skoleintra, eller talt med Freja om veninderne, eller sunget og leget med Johannes, eller... Ja det kan jeg også få helt ondt i maven over.

Og så har jeg ikke engang nævnt min opførsel overfor min søde mand....

Eller alt det andet...

Jeg ved ikke hvis normer det er jeg prøver at leve op til... sikkert mine egne.

Jeg kan sagtens se, at det ikke hjælper noget at slå sig selv oven i hovedet med alt det man skammer sig over.  Men for mig er det som om det nogen gange vælter mig helt omkuld. Og så virker det så svært og også falsk at vise billeder af og skrive om min hverdag.

10 kommentarer:

  1. Fedt indlæg Signe. Du har sagt det - Højt. Du turde gøre det - det er sgu´ da flot. Dårlig samvitighed - det kender jeg godt, men at sidde med sin Iphone er altså også vigtig for os mødre!!!! Jeg gider i hvert fald ikke have et Vi-Kvinder-Hus, hvor alt er totalt tjekket.

    Sender dig lige en masse gode tanker og krammer. Energien skal nok vise sit ansigt igen. Den er lige ankommet til mig, så jeg nyder det så længe det varer :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åhh en dejlig kommentar. Tak det var lige hvad jeg trængte til.

      Slet
  2. Søde Signe. Heldigvis så er der den gode ting ved at være så ærlig med den slags ting, at man finder ud af, at man ikke er alene. At man ikke er den eneste, som ind i mellem ryger ned i et sort hul, at man ikke er den eneste, som snerre af sine børn og ikke er 100% nærværende hele tiden.

    Knus og positive tanker i din retning.
    Lena

    SvarSlet
  3. Det har du rigtig meget ret i, derfor er det også super dejligt med søde kommentar især på følsomme indlæg... så mange tak

    SvarSlet
  4. Sikke et godt indlæg....MEGET af det kunne være skrevet af mig - hvad er det med os og det dér selvværd og for tykke kroppe?!?!?!?!? jeg lever heller ikke op til de dér normer (er det mon mine egne forventninger til hvordan andre lever???) Nogle perioder trives jeg fint med det hele men andre dage kan jeg få helt ondt i maven over at hjemmet ligner noget der er løgn, vasketøjskurven bugner og jeg er ved at falde over fodtøj i hele entréen, jeg opfører mig som en sur kone og mor og glæder mig til ungerne er lagtså jeg kan få lidt "mig-tid" - det er heldigvis sjældent, men de dage er der også hos mig.
    K.h.
    Christina

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak... Jeg tror ofte at vores forventninger til os selv, er langt højere end til andre... Jeg ville aldrig tænke så grimt om andre som jeg gør om mig selv. Ret dumt...!
      Men det rart at blive forstået...

      Slet
  5. DET kender jeg godt! Og jeg er så enig i at det er noget man må arbejde sig igennem og ikke undertrykke.
    Flot at du skriver om det her og det hjælper helt sikkert at skrive/snakke om det i stedet for at gemme det væk.
    Håber du snart er ovenpå igen : )
    Hilsen Anna
    Ps. jeg synes at du er sød også selvom at du synes mine tegninger ligner zombier ; )

    SvarSlet
    Svar
    1. ja... ok zombier er ikke det mest rosende man kan sige om andres værker, men det er nok fordi dine billeder for mig rummer store og ret skræmmende følelser... ret uhyggelige, men først og fremmest stærke.

      Og tak for kommentaren. Det er så dejligt at blive forstået.

      Slet
  6. Hvor er det flot at du siger det (som mange ikke tør sige højt) og jeg tror bestemt ikke du er alene, for hvem kan frasige sig at snerre ad børnene engang i mellem (eller manden for den sags skyld) og hvem har ikke dårlig samvittighed over vægten...

    Men det er jo den pokkers sammenligning, der avler forventningerne om hvordan man skal være. Jeg kender det i hvert fald (alt for) godt, men det der hjælper mig, er at huske at gøre noget godt for mig selv - for når mor er glad er alle glade. Så får jeg overskud til at være den jeg gerne vil være - og ikke hende den sure :)

    God dag :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har ret. Hvis vi kunne sætte os ud over sammenligningerne, men hold nu op det er svært.
      Og ja gøre noget godt for mor her... (Som altså ikke er noget jeg kan spise... )hmm... det må jeg vist bruge lidt tid til at tænke over...

      Slet

Mange tak for din kommentar