Denne blog er ikke længere aktiv. Jeg lader den blive, da jeg håber mine tanker stadig kan være til glæde for andre. Jeg skrev om min hverdag som mor til tre; om livet med et barn med diagnosen infantil autisme og ADHD – og to uden (endnu); om selvudvikling, drømme og alt muligt andet. Nu er jeg aktiv på instagram, primært med mine kreative sysler.
lørdag den 21. juli 2012
Afslapning eller dovenskab
Jeg ved at der må være andre der kender til denne problematik.
Vores store søn elsker at ”skærme” den. Altså at se fjernsyn, spille computer, Wii, Xbox, DSi… you name it!
Og hvorfor er det så et problem?
Jahh jeg synes bare tit, at det bliver for meget… og det må jo være fordi jeg tænker, at det er dårligt for ham. Man hører også hele tiden mere eller mindre intelligente; og mere eller mindre anerkendte eksperter, som udtaler sig om, at for meget fjernsyn og computerspil er dårligt for det ene eller det andet. Skulle man tro dem alle sammen bliver man både asocial, overvægtig, voldelig og sikkert meget andet dårligt af at ”skærme” for meget. Og hvem ønsker det for sit barn???
Heldigvis er min mand mere pragmatisk. Han har selv fået lov at spille meget Commodore64 og Bib-bib-spil (som det hed den gang) og se meget fjernsyn og… ja nu er han systemudvikler, et job som han er super sej til og hvor han tjener kassen… Og han er hverken asocial, overvægtig eller voldelig, selvom han stadig spiller en masse både gamle og nye computerspil.
Desuden er der noget med, at hvis man har ADHD kan computerspil være opkvikkende på hjernen. Jeg vil ikke gøre mig alt for klog på de finere detaljer i hjernen. Men har man ADHD er der nogle processer i hjernen der fungere langsommere. Derfor søger nogle med ADHD adrenalin-kicks f.eks. ved at”klatre på væggene”. Derfor får mange med ADHD Retalin eller lignende, som indeholder et amfetamin-lignende-stof, som virker opkvikkende. Begge dele kan holde hjernen vågen. Og begge dele kan godt give bekymringer, ikke mindst for forældrene. Men computerspil med den blinkende skærm kan altså også holde hjernen vågen.
Måske handler denne problematik mest af alt om en generationskløft. Måske er der ingen der spekulerer over for lidt eller for meget skærm om 30 år???
Så måske bør jeg bare tage en slapper når min søn gerne spille Skylanders i strålende solskin.
torsdag den 19. juli 2012
Sommer
Åhh det må være sommerferie!!!
Mig på en solseng med mit hækletøj og min sudoku.
Lillebror sover en lang (for en gangs skyld) eftermiddagslur, sammen med faderen.
De to store leger i poolen. (I baggrunden af billedet kan man se den ældste sammen med sin nye campingven)
Mere af det
Mig på en solseng med mit hækletøj og min sudoku.
Lillebror sover en lang (for en gangs skyld) eftermiddagslur, sammen med faderen.
De to store leger i poolen. (I baggrunden af billedet kan man se den ældste sammen med sin nye campingven)
Mere af det
mandag den 16. juli 2012
Camping livets glæder
De sidste mange år har vi været på en uges campingferie… altså luksus-campingferie!!!
Først aftaler vi, hvor i Danmark vi gerne vil på ferie. Så leder vi efter en campingplads, der har luksus-hytter til udlejning. Sådan nogle top-udrustede hytter, der faktisk er som små sommerhuse. – Nej bedre, for eftersom hytten ikke er nogens har den ingen ”sjæl”. Møbler og huskeråd er ikke noget gammelt brugt og umage noget, men for det meste noget helt neutralt noget fra Ikea. Tja… det gør det bare lettere… især for den autistiske del af familien.
Når men tilbage til luksuscampinghytten. På den måde undgår vi de udfordringer der er ved det primitive campingliv og får samtidig fordelene ved at have en stor legeplads og andre børn at lege med. Smart… og så alligevel… ! For det kræver bestemt noget af ungerne at komme i kontakt med de andre børn. Og det kræver også noget af forældrene at stole på, at det nok skal gå.
Heldigvis har vores store søn masser af gåpåmod til at kaste sig ud i legen med de andre børn. Og det går også rigtig fint for det meste. Men i mit hoved ser jeg straks for mig, at han bliver lidt for voldsom i sin leg og kommer til at vælte et lille barn, med en ikke så overbærende mor, eller et større barn, som så skubber igen… eller at nogen kommer til at ”skubbe” til hans meget fintfølende retfærdighedssans… eller at nogle vil synes at han er for anderledes og drille ham… eller…åhh
Og når man er 11 år, er det altså ikke særlig fedt at have sin moar med på legepladsen. Det er også pænt frustrerende at stå og se på deres leg, som jeg alligevel ikke har den mindste kontrol over. Så jeg bliver i luksushytten – passer på at den lyn-kravlende lillebror ikke piller for meget i alting – og beder til at storebror klare sig på legepladsen.
Først aftaler vi, hvor i Danmark vi gerne vil på ferie. Så leder vi efter en campingplads, der har luksus-hytter til udlejning. Sådan nogle top-udrustede hytter, der faktisk er som små sommerhuse. – Nej bedre, for eftersom hytten ikke er nogens har den ingen ”sjæl”. Møbler og huskeråd er ikke noget gammelt brugt og umage noget, men for det meste noget helt neutralt noget fra Ikea. Tja… det gør det bare lettere… især for den autistiske del af familien.
Når men tilbage til luksuscampinghytten. På den måde undgår vi de udfordringer der er ved det primitive campingliv og får samtidig fordelene ved at have en stor legeplads og andre børn at lege med. Smart… og så alligevel… ! For det kræver bestemt noget af ungerne at komme i kontakt med de andre børn. Og det kræver også noget af forældrene at stole på, at det nok skal gå.
Heldigvis har vores store søn masser af gåpåmod til at kaste sig ud i legen med de andre børn. Og det går også rigtig fint for det meste. Men i mit hoved ser jeg straks for mig, at han bliver lidt for voldsom i sin leg og kommer til at vælte et lille barn, med en ikke så overbærende mor, eller et større barn, som så skubber igen… eller at nogen kommer til at ”skubbe” til hans meget fintfølende retfærdighedssans… eller at nogle vil synes at han er for anderledes og drille ham… eller…åhh
Og når man er 11 år, er det altså ikke særlig fedt at have sin moar med på legepladsen. Det er også pænt frustrerende at stå og se på deres leg, som jeg alligevel ikke har den mindste kontrol over. Så jeg bliver i luksushytten – passer på at den lyn-kravlende lillebror ikke piller for meget i alting – og beder til at storebror klare sig på legepladsen.
Etiketter:
Autisme spektrum forstyrrelse,
børn,
Ferie,
Sommer
Abonner på:
Opslag (Atom)


