søndag den 14. oktober 2012

Om at blive set...

Åhh efterårsferie, hvor er det skønt. Jeg ved at det ikke er alle forundt, men hvor er det tiltænkt i vores lille familie. Og ikke nok med det! I går kl 9.30 kom farfar og farmor og hentede alle tre børn. Ja ALLE tre. Min mand og jeg har haft dobbelt-fri i over et døgn nu og skal først hente Johannes i eftermiddag og de to store i morgen. Det er første gang i halvanden år at vi har haft en hel dag og ikke mindst en hel nat for os selv. Nøj hvor har vi... sovet.

Men udover velfortjent søvn har vi også fået tid til at gå på "Grannys house" og spise brunch - lækkert og hyggeligt. Og så besøgte vi nogle gode venner i går aftes. Deres situation er meget som vores. Tre børn på knap 2, 6 og 10 -  den ældste med autisme spektrum forstyrrelse. Åhh hvor er det godt at blive set og genkendt. At opleve andres familieliv, hvor alt heller ikke er lutter idyl. Hvor vi kan se hinanden i øjnene og smile, når den store for femte eller tiende gang råber "Moar, jeg er sulten" og man forsøger roligt men bestemt at svare: "Ja, gå du bare ud og lav dig en mad" Eller hvor det, at barnet sidder med næsen i computeren i 3 timer i træk, ikke udløser løftede øjenbryn og forarvede bemærkninger, men forstående skuldertræk. Vi var alle enige om at det burde vi da gøre noget oftere, når vi har...øh...tid.

fredag den 5. oktober 2012

Prikkerne når ikke sammen

Tja det var hvad jeg fik ud af det, da jeg i aftes lage disse hæklede lapper på gulvet, for at tage billeder til bloggen her. Prikkerne når ikke sammen - et godt billede på min hverdag for tiden.

Egentlig ville jeg bare fortælle om, at jeg i sidste uge var en tur forbi min lokale garn-pusher. Jeg havde ikke besluttet, hvad jeg skulle købe garn til, men bestemte mig for at stresse af med hæklede firkanter. Havde forestillet mig "farmor-firkanter", men den rare strikke-motter i butikken fortalte mig om firkanterne af enkelte stangmasker og dem har jeg mere lyst til - lige nu. 

Jeg ved ikke hvad jeg skal lave af lapperne. Puder? Sjal? Poncho? Det vil tiden vise...

Men tilbage til prikkerne der ikke når sammen - uanset hvor meget jeg hiver i alle hjørnerne. 
Det er gået op for mig at jeg har for mange opgaver på mit arbejde. Det lyder måske enkelt men det er det ikke. Ikke for mig i alle tilfælde. Jeg har for meget at se til. For mange ansvars områder både rent praktisk men også følelsesmæssigt over for de forskellige "brugere" jeg er i kontakt med. 
Lige nu når jeg kun knap nok det jeg skal - og kun fordi jeg løber stærkt og sløser med forberedelsen, efterbehandling osv. Resultatet er bl.a. at jeg klasker helt sammen når jeg kommer hjem og føler jeg slet ikke har overskud til mine unger. 

Når der er ingen vej uden om! Hvis jeg skal have prikkerne til at nå sammen, skal jeg skære ned. Som det største skal jeg holde pause fra at lave rytmik i legestuen, hvilket ellers er både hyggeligt og dejligt. Der er også flere andre aktiviteter hvor jeg ikke kan være med. Øv hvor er det svært. 
På længere sigt skal min arbejdsbeskrivelse revurderes og sikkert opskrives, men først må jeg have overskud og overblik.

Så afstresning må der til - og jeg hygger min meget med lapperne. Overvejer om de alle skal have en sort omgang yderst, eller om hver anden ikke skal. Det er da en overvejelse man kan forholde sig til.  

mandag den 1. oktober 2012

Når hverdagen kører med 120 i timen

Kender I det at men føler at man løber og løber, men aldrig kommer frem? Man har lige vasket at vasketøjet i kurven og så er den fuld igen. Man har lige sat støvsugeren på plads og så er gulv og væge igen indtaget af nullermænd og spindelvæv. Både på jobbet og hjemme løber man bare fra det ene til det andet. Man bliver aldrig helt færdig, for så må man videre til det næste. Kender du det?

Sådan har jeg det for tiden. Og det mærkelige er at det faktisk mere er en følelse end et billede på min virkelighed. For selvfølgelig er der nok at se til med tre børn, arbejde og hjem, men faktisk holder jeg jo også fri af og til. F.eks. når jeg hygger mig her på bloggen eller er igang med et eller andet kreativt. Men det er lige som aldrig nok. Hele tiden føler jeg mig i underskud. Øv

Og så har Freja-pigen fødselsdag på næste onsdag. Der skal arrangeres familiefødselsdag på søndag, klassefødselsdag på mandag og selvfølgelig også morgenfødselsdag på selve dagen. Og på klassefødselsdagen skal Bjørn og Johannes helst ikke være hjemme, for de fylder begge to en del når de er i huset, og Freja, skal altså have lov at være i centrum på denne ene dag. Pyha... Det er bare med holde tungen lige i munden... og så forsøge at finde løsninger der passer hele familien.

Freja har lavet disco-kugle-invitationer til pigerne i klassen.
Tja nogen har arvet den der trang til det kreative og de vilde projekter.