Om at blive set...

Åhh efterårsferie, hvor er det skønt. Jeg ved at det ikke er alle forundt, men hvor er det tiltænkt i vores lille familie. Og ikke nok med det! I går kl 9.30 kom farfar og farmor og hentede alle tre børn. Ja ALLE tre. Min mand og jeg har haft dobbelt-fri i over et døgn nu og skal først hente Johannes i eftermiddag og de to store i morgen. Det er første gang i halvanden år at vi har haft en hel dag og ikke mindst en hel nat for os selv. Nøj hvor har vi... sovet.

Men udover velfortjent søvn har vi også fået tid til at gå på "Grannys house" og spise brunch - lækkert og hyggeligt. Og så besøgte vi nogle gode venner i går aftes. Deres situation er meget som vores. Tre børn på knap 2, 6 og 10 -  den ældste med autisme spektrum forstyrrelse. Åhh hvor er det godt at blive set og genkendt. At opleve andres familieliv, hvor alt heller ikke er lutter idyl. Hvor vi kan se hinanden i øjnene og smile, når den store for femte eller tiende gang råber "Moar, jeg er sulten" og man forsøger roligt men bestemt at svare: "Ja, gå du bare ud og lav dig en mad" Eller hvor det, at barnet sidder med næsen i computeren i 3 timer i træk, ikke udløser løftede øjenbryn og forarvede bemærkninger, men forstående skuldertræk. Vi var alle enige om at det burde vi da gøre noget oftere, når vi har...øh...tid.