Jeg kan bare ikke vente med at vise disse vimpler, som skal blive til en flagguirlande. Ved ikke om jeg er mest tilfreds med resultatet eller den kendsgerning at jeg har taget mig sammen og været kreativ. Jeg elsker at være kreativ, men har svært ved at finde overskuddet.
Denne blog er ikke længere aktiv. Jeg lader den blive, da jeg håber mine tanker stadig kan være til glæde for andre. Jeg skrev om min hverdag som mor til tre; om livet med et barn med diagnosen infantil autisme og ADHD – og to uden (endnu); om selvudvikling, drømme og alt muligt andet. Nu er jeg aktiv på instagram, primært med mine kreative sysler.
søndag den 29. april 2012
Flagguirlande på vej
Jeg kan bare ikke vente med at vise disse vimpler, som skal blive til en flagguirlande. Ved ikke om jeg er mest tilfreds med resultatet eller den kendsgerning at jeg har taget mig sammen og været kreativ. Jeg elsker at være kreativ, men har svært ved at finde overskuddet.
fredag den 27. april 2012
Diskussioner på diskussioner på diskussioner # 2
Når tingene ikke kommer af sig selv, må man hjælpe dem på vej. Det er nok de færreste der oplever at deres børn helt af sig selv kommer og siger: "tror du ikke jeg er stor nok til selv at klare nogle flere ting? F.eks. kunne jeg da godt selv smide mit vasketøj i kurven, eller stille min madkasse i opvaskemaskinen." Ikke hjemme hos mig ihvertfald.
Det kan godt være, at nogle forældre er så meget på forkant, at de for længst har lært deres børn disse småting - længe før de er ved at skrige over følelsen af at være en mellemting mellem en blæksprutte, en tjener og en rengøringskone.
Som tidligere nævnt er det ikke nok at sige den slags hjemme hos os. Jeg gentage "vær sød at hænge din jakke op" 1000 gange, og vil stadig finde børnejakker smidt i entreen. Men visuelkommunikation... det virker...nogen gange
onsdag den 25. april 2012
Lidt løvemor er man vel!!!
Vi er begyndt at øver selvtransport med den store. Dvs. at han skal lærer at komme selv fra sin skole i Valby til vores hjem i Vanløse. Foreløbig øver han sig i turen med toget, som han er van til at tage sammen med enten mig eller min mand. Mandag fulgte hans pædagog ham fra skole og med toget. Jeg stod på Vanløse st. og ventede. Allerede tirsdag havde han mod på at prøve togturen selv. Altså, pædagogen fulgte ham til Valby st. og jeg stod på Vanløse. Og det gik så fint. J
Men lidt løvemor er man vel så jeg stod der i god tid. Og da pædagogen først kan følge ham kl. 16, var jeg nød til at have de to andre unger med - ellers ville de blive hentet meget sent. Hvad gør man så?
Jep... Godt med puder og tæpper i Christianiaen - ungerne oven i - kan vi mon være i elevatoren på stationen? - jo det gik. Hvem har også sagt at eftermiddagsleg skal foregå hjemme i stuen? Så midt i togaflysninger og travle mennesker på vej hjem fra arbejde, sad vi og hyggede. Fik godt nok nogle "har hun tænkt sig at skulle have den der med toget-blikke"
Men glæder mig nu alligevel til han kan finde helt hjem selv.
Men lidt løvemor er man vel så jeg stod der i god tid. Og da pædagogen først kan følge ham kl. 16, var jeg nød til at have de to andre unger med - ellers ville de blive hentet meget sent. Hvad gør man så?
Men glæder mig nu alligevel til han kan finde helt hjem selv.
Etiketter:
Autisme spektrum forstyrrelse,
børn,
Hverdag
Abonner på:
Opslag (Atom)




