Hmm
Det er jo ikke fordi jeg er uenig, slet ikke. Men det ramte mig bare der hvor jeg er lige nu. Hvis nogen har læst mit indlæg fra den 9. januar, har de måske fornemmet, at jeg ikke er i det helt så positive hjørne.
Og så er det, at jeg ikke kan lade være med at tænke: "Hvor skal man gøre af alle de dårlige oplevelser, alle de negative tanker, alle skuffelserne, ja der er sikkert mere endnu?" Hvor skal man placere dem? For det bliver godt nok hårdt at skulle bærer på dem alle sammen selv. Og hvis man nu har en blog, og så kun skriver alle de positive historier, risikerer man så ikke at fremstille et forkert billede at en virkeligheden? (Nu er der jo ingen der har sagt at en blog skal vise virkeligheden, men håber I forstår)
Jeg købte mig nogle smukke tulipaner, som skulle hjælpe mig med at være mere positiv, men tænkte videre...
Som sagt er jeg enig med Janni. Jeg har selv fravalgt at gå til foredrag i Landsforeningen for autisme, efter at have erfaret, at jeg er mere bekymret, trist og modløs efter et sådan foredrag end før, ganske enkelt fordi der blev fokuseret for meget på det negative.
På den anden siden har jeg også oplevet, at jeg kan blive nedtrykt af at læse eller høre om andre familier, især dem uden, men også nogen med autisme, der bare lige løste det og det og det problem, og som forøvrigt er aktive både her og der og allevegne. Så får jeg følelsen af, at jeg bare er et brokke-øre, der skal "tage sig sammen" (hvor jeg dog hader den frase.) Det er bestemt heller ikke nogen rar eller konstruktiv følelse.
Så hvad er løsningen? - jeg tænker videre - og opfordre i øvrigt til at læse interviewet med Janni, som rummer meget andet end det jeg her lommefilosofere over!
Nogle gange bliver der givet os livssituationer, som kræver mere end menneskeligt muligt. Og som menneske tror jeg, at vi er udstyret med helt forskellige overlevelsesstrategier, som i bund og grund kan katagoriseres som: den positive eller den negative.
SvarSletSom jeg ser det, har man, uanset livssituationens beskaffenhed altid et valg! (og nu håber jeg ikke, jeg sårer dig, for det er på ingen måder min hensigt) Hvis man kan sige til sig selv: Jeg gør det så godt, jeg kan, ud fra de præmisser, der er mig givet. Så er man nået et stykke vej. Og pokkerme om ikke det hele kan virke uovervindeligt. Men tro på at du har VALGT, at gøre det så godt, du kan. Det giver nemlig ejeskabsfølelse overfor hverdagens udfordringer, at man har taget et VALG.
Og det med brokkeriet - ud skal det (om det så er på bloggen eller IRL)
Ønsker om en en god søndag.
Mange tak for dine tanker.
SletJeg kan sagtens se hvad du siger og jeg tror nok jeg er enig. Som du fremstiller det, kan man jo godt have en positiv grundindstilling til livet og hverdagen, men stadig have brug for af "komme af med sit brok".
Kh Signe
Kære Signe.
SvarSletDu sætter også tanker i gang hos mig. For selvfølgelig er det hele ikke positivt og rosenrødt - heller ikke i vores familie. Jeg synes ikke, du skal føle, at du skal tage dig sammen, for vi er ikke selv herre over vores følelser, og der skal være plads til alle følelserne - både de negative og de positive. I nogle perioder er det bare svært at se det positive, og sådan nogle perioder vil nok komme igen og igen, når vores børn skal igennem noget svært.
Tak for dine ærlige tanker.
De bedste hilsner Janni
Mange tak
SletJa livet rummer jo det hele og er nogen gange sværere end andre.
Glæder mig til at fortsætte vores "debat"
Kærligt Signe
Kæreste Signe
SvarSlet... der er altså to sider på en mønt. Nogle gange vender den ene side op ad og andre gange er det den anden side. Vi er jo bare mennesker, ikke overmennesker.
Jeg tror som udgangspunkt på den positive italesættelse, men ved jo også at vi ikke kan holde til 110% forskønnelse og skamrosen af hverdagens udfordringe, når det jo virkelig er udfordringer. Vi bliver nødt til at se i øjnene, at vi kan få for meget og ikke kan klare mere - skal have en pause.
Efter i mange år at havde arbejde med børn med netop disse forstyrrelser, mener jeg, at jeg kan forestille mig hvordan det må være, at have et barn der udfordrer 24 timer i døgnet ... man trættes.
Så du bliver træt, vildt træt og det synes jeg er menneskeligt og helt naturligt.
At du vælger at fortælle om det åbent og ærligt, synes jeg er en befrielse.
Der er jo ikke et øjeblik, hvor jeg ikke samtidig kan fornemme dine varme og moderlige følelser.
Stor klap på skulderen og et kram til dig fra mig
Kh. Hanne
Sikke en dejlig kommentar at få. Den gør min virkelig glad helt ind i hjertet.
SletOg ja træt er en meget dæggede beskrivelse af hvordan jeg har det.
Tak
Signe
Jeg hørte i går en foredragsholder latterliggøre positive statusopdateringer på Facebook. Det er teater, er det, sagde han. Jeg prøver ikke på at narre nogen, når jeg skriver positive statusopdateringer eller positive blogindlæg. Men den positive skrivning hjælper mig til at have fokus på det positive. Jeg har valgt at have tillid til, at læsere forstår det og dermed ikke drager de forkerte konklusioner.
SvarSletVi er alle sammen forskellige, og skrivningen kan imødekomme forskellige behov. Har du mest brug for at få luft for det negative, så giv den bare gas. Længe leve mangfoldigheden.
Nu kender jeg dig jo også ude i den virkelige verden, og jeg må sige at du er et af de mest realistiske mennesker jeg kender. Det har jeg faktisk tit beundret ved dig. Og realistisk er måske et andet og bedre parameter at måle med end positivt eller negativt.
SletKH Signe
Jeg kom lige tilfældigt forbi din blog, og jeg kan godt følge din tankegang, livet er ikke altid positivt. Men mødre som dig, har min største respekt. Jeg arbejder professionelt med børn som din søn, og jeg er DYBT imponeret over, hvad I som forældre (især mødre) formår, og nogle gange er tingene bare ikke positive, og så er det efter min mening bedst at få luftet sine frustrationer........
SvarSletMange tak for dine tanker. Det er så dejligt at høre fra jer "professionelle"... og få ros. Man kan ikke lade være med at kæmpe når det handler om ens børn og derfor er ros altid meget kærkommen.
SletKH Signe