Autisme og venskab

Dygtige Kathrine fra Autismetanken , skrev forleden om venskaber eller mangel på samme, og jeg blev inspireret. For med en autisme spektrum forstyrrelse (ASF) følger næsten altid problemer omkring venskaber. Eller problemer er nok det forkerte ord, for det er ikke sikkert, det er et problem for personen med ASF, men som forældre giver det ofte grund til eftertanke og bekymring. 

Det kan være børn som ikke har behov for venskaber og hvad det medfører af underen og misforståelser fra omverdenen - det er det Kathrine skriver om. Vi har med Bjørn ofte oplevet det modsatte. Nemlig at han gerne vil have venner, men ikke rigtig kan få det til at fungere. 

Da Bjørn var yngre handlede det om hvordan den første kontakt skabes. Jeg husker tydeligt den første dag på vores første ophold på Idrætshøjskolen i Sønderborgs familiekursus. Bjørn og jeg var gået ned til deres store beach volleybane, hvor et par jævnaldrende drenge sad sammen med deres mor og byggede i sandet. Bjørn synes det så sjovt ud og ville vel gerne være med i legen. Men han valgte at løbe med fuld fart gennem det de andre byggede... ja... han fik ingen venner på den oplevelse, men derimod et møgfald af moderen. 

Nu har Bjørn knækket den kode. Han spørger: "Hvad leger I? Må jeg være med?". Han har faktisk lettere ved at skabe kontakt til andre børn end Freja f.eks. når vi er af sted på campingferie. Han har nemlig ikke nogen overvejelser om: "Er de nu nogen jeg har lyst til at lege med? Er de ikke for store eller for små eller for smarte eller for ... til at ville lege med mig?" Nej Bjørn ser, at legen ser sjov ud og spørger. Men om ikke så lang tid vil det sikkert ikke længere være en aldres passende adfærd. 

Men et er ferie, noget andet er hverdag. Et er at skabe kontakt, noget andet at få venner. Og i det forhold er det tydelig Freja der styrer. Hun har en hel klasse med 11 piger at lege med og dertil nogle gamle veninder fra børnehaven. Alle bor de i nabolaget og i weekender og ferier suser hun rundt og leger med først den ene og så den anden. 

Siden jeg sidst skrev om venskaber i dette indlæg, har Bjørn lært selv at ringe op og lave en legeaftale og selv at gå hen til, nogle af vores venners drenge, som bor tæt ved. Fantastisk!!! 

Det betyder dog, at i påskeferiens 10 dage ringede Bjørn og spurgte de 6... hmmm. Jeg dukker hovedet og tænker, at det er ikke noget problem for Bjørn, men når han så siger: "Det kunne nu være rart, hvis de også ringede og spurgte mig!" så må jeg bare tænke og sige: ”...ja, det kunne det”.

I mangel af bedre, kan man jo spille Yo-Gi-Oh med mor!