Kreative rum

Jeg nævnte i et tidligere indlæg at jeg har fået ryddet op i mit krearum. Åhh det er dejligt. Jeg nyder at se mine fine stoffer ligge, sammen med mine gode inspirationsbøger og mine smukke æsker med knapper, bånd, tape, papir og alt det andet krea-udstyr.

Når jeg nu viser mit værksted frem, så tænkte jeg at det kunne være sjovt også at vise min mands krea-hule frem.

Som I måske kan se er min mand computer-spil-nørd. Jeg tror snart han har alle de spilkonsoller der findes, samt en kæmpe samling spil. Det der fylder mest, både fysisk og i hans interesse er vist de gamle arkademasikner og de mange printplader med arkadespil som han reparerer på, hvilket han faktisk også blogger om her Elgens Repairs.

Man må godt være stolt af sine unger

På Frejaskolen, hvor Bjørn går, har de socialfag på skemaet. Indholdet i dette fag skifter meget alt efter elevernes og gruppens behov og "overskud". Det rummer samtale om personlig trivsel og faglige svagheder, selvforståelse, handicapforståelse og opstilling af personlige mål. Men faget kan også byde på socialtræning i klassen gennem leg, spil og samtale. Det sidste vi har hørt om er, at gruppen har spillet Matador for at træne at tabe og vinde, vente på tur. Og endelig kan socialfag byde på ”indføring” i det offentlige, med spilleregler, normer, kompetencer – ja alt det der ikke lige kommer af sig selv, når man har en autisme spektrum forstyrrelse.
Jeg kan huske at Bjørn for snart to år siden var med nede og købe mælk - for at få indblik i hvad dagligdags ting koster, men især for at træne den færdighed det er at handle. Og for et år siden lærte han at tage selv hjem fra skole med tog og bus.
Lyder det som noget alle børn skal lære? Jamen det er det da også.
Men hvorfor skriver jeg om alt dette nu? Jo nu skal I bare høre. For to dage siden gik jeg og ryddede lidt op i vores haven - ikke noget med at luge, men bare at samle legetøjet sammen og smide skrald ud. Jeg brokkede mig lidt over alle de gamle børnecykler, som ligger og flyder, og Bjørn foreslog at vi solgte dem på Den Blå Avis, "Tjaa...Tjoo, men så skal der jo tages billeder og oprettes annonce og...". "Men så tjæner man jo penge" mente Bjørn. "Ok, hvis du gør arbejdet, så kan du få halvdelen af de penge vi evt. tjener" sagde jeg så.
Og han gjorde det!
Tog billede og uploadede det, oprettede annoncen, skrev hele teksten (jeg har aldrig før fået ham til at skrive noget). Og han var så stolt... det samme var jeg.

Vi var godt nok noget uenige om prisen. Jeg mener den skulle være lavere, men her træder Bjørns pengeglæde ind. Jeg tænker: "lad ham bare prøve, det lærer han jo også noget af"
Jeg håber næsten at der er nogen der bider på - det ville være endnu en sejer.

Fridage med oprydning og syning

Jeg har ferie i denne uge. For første gang skulle jeg have en hel uge - eller fire dage - alene hjemme uden børn. Jeg skulle rydde op, men også få dyrket min nyligt genvundende syning. Lockouten betyder at det ikke bliver helt uden børn - lige nu er jeg på Arbejdermuseet med Freja og fire af hendes lochout-ramte veninderne. Måske burde jeg gå runde og "undervise" dem, men de vil helst lege, så jeg snupper iPod'en og blogger.

- det er vel noget af det vi skal lære her i livet, at omstille os og få det bedste ud af omstændighederne.

Men hele formiddagen i går forsøgte jeg at få styr på vores krearum, hvor der snart ikke var til at se hverken borde eller gulve. Åhh det er så rart at få orden på. Jeg nyder det altid bagefter, men HADER at rydde op.

Men under oprydningen fandt jeg dette skønne stykke stof - en gammel dug, der blev købt med henblik på at sy om til en nederdel. Og nu er jeg igang. Så er spørgsmålet bare hvordan den skal peppes op?

En tur i baglokalet

...Altså bloggens baglokale.

Jeg har en klog veninde der bl.a. skriver på bloggen: Projekt lykke. Hun opsætter ca. en gang om året nogle bud og fokuspunkter for sig selv, af både konkret og mere filosofisk art. Da jeg for alvor gik igang med denne blog for et lille år siden, inspirerede mig til også at forsøge at formulere fokuspunkter for mig selv. Jeg lavede et punkt per måned, altså 12 områder, som jeg mente det var vigtigt at jeg gav fokus. Ikke fordi det enkelte punkt, kun skulle have fokus i en måned, men for at huske mig selv på at man ikke kan have fokus på alt det vigtigt på en gang.
Listen lagde jeg ind på en side på bloggen, som jeg ikke udgav. Siden har jeg nærmest glemt punkterne, men forleden så jeg på dem igen og blev helt stolt. Godt nok er det ikke dem alle jeg har givet lige meget interesse, men her kan jeg tydeligt se at jeg ikke har stået stille det sidste år.

Punkterne lyder således:
Juni: Jeg vil respektere mit behov for alene-tid
Juli: Jeg vil tale og tænke pænt om mig selv
August: Jeg vil værdsætte min krop, og behandle den godt
September: Jeg vil værdsætte mit ægteskab
Oktober: Jeg vil lege med alle mine børn
November: Jeg vil gennemtænke indretningen af mit hjem især 1. sal
December: Jeg vil holde orden i hjem
Januar: Jeg vil reflektere over min børneopdragelse, og forlige mig med mine valg og især fravalg
Februar: Jeg vil være kreativ - med papir, stof, garn mm.
Marts: Jeg vil forholde mig til min omverden gennem medier
April: Jeg vil vedligeholde traditioner og skabe nye
Maj: Jeg vil sige fra

Jep... jeg leger med mine børn!

Det hele er en proces, så der er ikke noget jeg kan sige jeg er færdig med, men der hvor jeg især er stolt er Jeg vil respektere mit behov for alene-tid og Jeg vil lege med alle mine børn. Jeg er også ganske godt tilfreds med min indsats med at vedligeholde traditioner og være kreativ - her har blog-verdenen været en stor inspiration og hjælp.
Punkterne der halter bagefter er til dels Jeg vil forholde mig til min omverden gennem medier, men især Jeg vil værdsætte min krop, og behandle den godt.

Pointen er at når jeg husker at se min tilværelse i et større perspektiv, er der mere at være stolt af og glæde sig over end det modsatte.

Endnu en lockout-uge

Sikke en uge!!!
Jeg havde egentlig tænkt at jeg ikke ville skrive om lockouten og hvilke udfordringer det medfører i vores lille hjem, men med udsigt til endnu en lockout-uge, må jeg bare have luft...
Der skal ikke være nogen tvivl, så jeg vil gerne lige understrege: JEG SYMPATISERE MED LÆRERNE. Men på dette indlæg vil jeg tillade mig kun at forholde mig til min egen families situation - hvad har man ellers en blog til?
Men til sagen. Bjørn går på special skole og de er undtaget lockout. Da jeg først hørte det tænkte jeg: "Hvor god at man tager hensyn til disse børn, der ikke trives godt med forandringer". Men men her hjemme føles det godt nok ikke som et hensyn, for Bjørn er super ked af at han skal i skole, mens Freja må blive hjemme eller leger med veninderne. Og hvad så? tja her til aften har han grædt og råbt: "Jeg hader dig mor, du er verdens ondeste mor!" og "Jeg vil heller slå mig selv ihjel, end at gå i skole" Ja så store er hans følelser og de fylder hele huset - hvilket jo også gå ud over Johannes og Freja. - Og jeg flygter ud i køkkenskabet og sluger et halvt kilo chokolade, bare for at have et eller andet at stå imod med. Øv øv øv.

Når men heldigvis har forgangende uge også budt på dejlige stunder. Jeg har fået syet endnu et par bukser til Johannes, hvilket gør mig dejlig stolt...se bare

Og vi har i dag været på årets første loppemarked, som er en glæde for alle fem i familien. 

Næste uge vil helt sikkert også byde på både udfordringer og glæder. God uge til jer alle

Autisme og venskab

Dygtige Kathrine fra Autismetanken , skrev forleden om venskaber eller mangel på samme, og jeg blev inspireret. For med en autisme spektrum forstyrrelse (ASF) følger næsten altid problemer omkring venskaber. Eller problemer er nok det forkerte ord, for det er ikke sikkert, det er et problem for personen med ASF, men som forældre giver det ofte grund til eftertanke og bekymring. 

Det kan være børn som ikke har behov for venskaber og hvad det medfører af underen og misforståelser fra omverdenen - det er det Kathrine skriver om. Vi har med Bjørn ofte oplevet det modsatte. Nemlig at han gerne vil have venner, men ikke rigtig kan få det til at fungere. 

Da Bjørn var yngre handlede det om hvordan den første kontakt skabes. Jeg husker tydeligt den første dag på vores første ophold på Idrætshøjskolen i Sønderborgs familiekursus. Bjørn og jeg var gået ned til deres store beach volleybane, hvor et par jævnaldrende drenge sad sammen med deres mor og byggede i sandet. Bjørn synes det så sjovt ud og ville vel gerne være med i legen. Men han valgte at løbe med fuld fart gennem det de andre byggede... ja... han fik ingen venner på den oplevelse, men derimod et møgfald af moderen. 

Nu har Bjørn knækket den kode. Han spørger: "Hvad leger I? Må jeg være med?". Han har faktisk lettere ved at skabe kontakt til andre børn end Freja f.eks. når vi er af sted på campingferie. Han har nemlig ikke nogen overvejelser om: "Er de nu nogen jeg har lyst til at lege med? Er de ikke for store eller for små eller for smarte eller for ... til at ville lege med mig?" Nej Bjørn ser, at legen ser sjov ud og spørger. Men om ikke så lang tid vil det sikkert ikke længere være en aldres passende adfærd. 

Men et er ferie, noget andet er hverdag. Et er at skabe kontakt, noget andet at få venner. Og i det forhold er det tydelig Freja der styrer. Hun har en hel klasse med 11 piger at lege med og dertil nogle gamle veninder fra børnehaven. Alle bor de i nabolaget og i weekender og ferier suser hun rundt og leger med først den ene og så den anden. 

Siden jeg sidst skrev om venskaber i dette indlæg, har Bjørn lært selv at ringe op og lave en legeaftale og selv at gå hen til, nogle af vores venners drenge, som bor tæt ved. Fantastisk!!! 

Det betyder dog, at i påskeferiens 10 dage ringede Bjørn og spurgte de 6... hmmm. Jeg dukker hovedet og tænker, at det er ikke noget problem for Bjørn, men når han så siger: "Det kunne nu være rart, hvis de også ringede og spurgte mig!" så må jeg bare tænke og sige: ”...ja, det kunne det”.

I mangel af bedre, kan man jo spille Yo-Gi-Oh med mor!

Hvad sygdom også kan medføre

Min lille Johannes er syg. I går havde han feber og virkelig dårlig mave - tror han blev skiftet hver halve time. Det var Morten, der var hjemme med ham i går - jeg havde ham så i dag, hvor han var betydelig bedre. Derfor valgte jeg at lægge ham ud i barnevognen frem for ind i sengen, da han skulle sove til middag. Det betød at han sov 3½ time. Og det betød at jeg havde noget tid for mig selv, hvor jeg da lige fik syet et par bukser...ja du læste rigtigt JEG FIK SYET - eller rettere overlocket. (Jer der har læst med et stykke tid vil vide, at jeg har været gennem en meget lang sy-krise)
Men se engang:

Jeg må bare vise dem frem.

Og her in action!

Sjovt nok blev Johannes rigtig glad for bukserne, havde egentlig ikke forventet at han gad have dem på men jo... han ville faktisk ikke have dem af igen.

hvo intet vover, intet vinder!

Tak til jer der har være med i min hjemmelavede giveaway. I dag fandt jeg en vinder, en dag forsinket, men det går nok. Men lidt pinligt er det, for det blev Maria fra Slinkys skaberier, som jeg kender. Hmm... Tænk engang jeg overvejede om I ville tro, at jeg havde snydt fordi det blev Maria, så jeg overvejede at trække igen - altså snyde... ja det er lidt komisk, ik´? Nej nej Random har talt og jeg vil bare ønske søde Maria tillykke og held og lykke med at bruge det forskellige krimskrams, der også følger med gaven.

Hvilken collage vil du helst have? Jeg har faktisk lavet en ny i A5 størrelse, som du også kan vælge hvis du kan lide den.

Et spørgsmål om stoffer

Se hvad jeg fandt på storskrald

Efter at jeg har pillet det meget møre og meget støvede stof af så den således ud

Planen er, at jeg vil vikle stofstrimler om de mange stivere, men hvilket stykke stof vil mon egne sig bedst?

Det øverste er det jeg brugte til den ene af mine påske fugle. 

Løse tanker om autisme og handicap

Dette er jo også en blog om livet med autisme... hvad sker der lige med det?
Tja jeg har det for det meste sådan at jeg får lyst til at skrive om autisme, når der sker noget godt nyt. Men i perioder er det bare nok for mig at få min hverdag med autisme til at fungerer, jeg orker ikke også at gennemtænke, forholde mig og formulere mig om det - selvom det er en god og lærerig proces.

Hvor om alting er... her kommer lidt løse tanker om autisme og handicap

Jeg husker da Bjørn var nydiagnostiseret og jeg var hunde red for hvad hans fremtid ville bringe. Da hørte jeg et statistiske overslag over hvordan børn med autisme klarede sig som voksne. Ca. 1/3 komme til at klare sig selv, 1/3 vil have brug for lidt hjælp og støtte og 1/3 vil have brug for meget støtte. Denne opdeling er ikke afhængig af personens funktionsniveau.
Den gang tænkte jeg mest på, at jeg så måtte gøre mit til, at Bjørn kom til at ligge i den første tredjedel. For tiden tænker jeg en del over dette med at opdelingen er uafhængig af funktionsniveau.

Bjørn er det man kalder højt fungerende. Det vil f.eks. sige, at hans IQ ligger inden for det normale og derfor er han evner for indlæring de samme som normale børns (fantastisk udtryk: normale børn). Samtidig er der selvfølgelig en række faktorer i hans handicap som forsinker hans udvikling og hans indlæring. F.eks. har han samme evne til at lære at læse, men hans manglende evne til at udsætte behov og motivere sig selv gør at han trods sine snart 12 år stadig læser på 1.-2. klasses niveau. Han har evnen til at opfatte mediernes nyhedsstrøm, men hans behov for at forstå ting konkret og have overblik, gør at mange ting skræmmer ham og gør ham angst. Han har samme evne til at opleve og blive stimuleret af kulturelle tilbud, men hans manglende forestillelsesevne og behov for trykhed gør, at han aldrig har lyst til at komme med nye steder hen, hvilket kan være kilde til mange konflikter.
(Der findes helt sikkert bedre eksempler, men jeg kan ikke komme på dem lige nu)

Ifølge statistikken kan Bjørns høje funktionsevne altså ikke sikre ham en fremtid, hvor han kan klare sig selv. Hans handicap er ikke at han ikke har evnerne, nej det er at han har dem... næsten, han kan... næsten. Han er meget bevist om hans egen anderledes hed, som han til tider oplever som forkerthed.

For nylig hørte jeg følgende udsagn. Autisme er ikke handicappende i sig selv, det er omverdenens manglende accept af det anderledes, der gør mennesker med autisme handicappede.

En gakket gave til morfar

Min far holder fødselsdag i morgen så Freja ville gerne lave en gave til sin morfar. Vi talte lidt frem og tilbage om hvad morfar nu kunne li´. Det er ikke så let, for han har mange interesser, men vi blev enige om, at det kunne være noget med fugle... og så skulle det være noget gakket... for morfar er lidt gakket. Vi kiggede på hvad der var i krearummet og jeg kom til at tænke på at flere bloggere viste nogle fine kyllinger lavet på små træ figurer fra Grene.
Freja gik i gang med at male...

...og så ville Johannes også være med. Som I kan se fik han fremstillet en fin kylling der også blev pakket ind.

Frejas kyllinger så således ud da vi måtte holde spisepause.

Efter aftensmaden arbejdede Freja videre mens jeg lige skulle rydde op i køkkenet. Da jeg kom op så den gakkede gave sådan ud.

Læg mærke til at det nu også er en æske med en lille æske på... Børn er fantastiske