Tanken om at bage et brød

Jeg er ramt af en voldsom udmattelse. Mangler overskud til de mindste ting. Jeg har flere dage tænkt på at bage et brød - en opgave der kræver overskud, men også ville give nyt overskud. Endnu er det ikke lykkedes. 

Jeg har erfaret, at en indsats kan give et nyt overskud. Hele marts og første halvdel af april gik jeg hver dag en tur, ca. en halv time i rask tempo. Det var ikke noget jeg havde overskud til, men når jeg alligevel afleverede Johannes i vuggestue, ja så var jeg ude, og kunne lettere tage mig sammen til at gå. Og det hjalp. Det gjorde godt at få rørt kroppen og mærke den friske luft. Det gav overskud til resten af dagen.

Om sorg

Torsdag og fredag i sidste uge, var jeg afsted på kurset "den medmenneskelige samtale" Et fantastisk kursus, der løber over seks gange to dage. Dette var den femte gang og temaet var "den sorgfulde samtale" - altså at begribe sorgens væsen og føre en støttende samtale med et menneske i sorg. 

Her kommer lidt fakta om sorg:

• Sorgen er forbundet med et tab eller det at miste. Helt automatisk forbinder vi sorg med dødsfald, men tabet kan være have mange forskellige former.  
• Jo større tab, jo større sorg. Når ens elskede bedstemor dør mæt af dage er det et tab, men måske ikke så stort et tab, som en skilsmisse eller erkendelsen af, at ens heldbred ikke tillader at man leve som man drømte om. 
• Sorgen kan forstærkes hvis tabet kommer som et chok fremfor hvis det er noget man var forberedt på. 
• Sorgen rammer hele mennesket, både psykisk (tanker og følelser), fysisk (krop og heldbred) socialt (livsvilkår) og eksistentielt ("meningen med livet")

Der er meget mere at sige om sorg, men jeg stopper her.
Jeg har tidligere gjort mig mange tanker om den sorg der er forbundet med at have et barn med et handicap (læs evt. dette indlæg) 

For mig var kurset spændende, men også udfordrende og fyldt med erkendelser. Først og fremmest erkendelsen af, at jeg selv er i sorg. Jeg har mistet ikke et menneske med et job. Jeg er blevet sagt op og det kom som et chok. 

Det er nok derfor jeg er så udmattet, at jeg ikke kan bage et brød.

Tanker om Stress

Hvilket ord eller beskrivelser forbinder du med stress?

• Travlhed
• For meget at nå
• Uoverkommelige arbejdsopgaver
• Manglende kvalifikationer
• Overbelastning
• For meget at tænke på
• Manglende anerkendelse
• Manglende forventningsafstemning 
• ... (find selv på flere)...

Jeg hører tit udsagn som: "Pyhh, det har været en stresset dag?" eller "Ikke flere opgaver lige nu, ellers bliver jeg stresset!" eller "Jeg skulle nå så meget, at jeg blev helt stresset!" Jamen sådan siger jeg da også selv. Ordet "stress" en del af vores almindelige sprogbrug. 

Alle disse vendinger binder stress sammen med travlhed. Oplevelsen af at skulle løbe stærkt og handle hurtigt og effektivt, for at kunne nå det hele. Men inderst inde tror jeg de fleste ved at stress i høj grad handler om noget andet. Det handler om uklarhed, utrykhed og følelsen af utilstrækkelighed. Det handler om ikke at være sikker på, hvordan arbejdsopgaver og arbejdstid ønskes prioriteret. Det handler om ikke at blive værdsat og føle sig anerkendt.  

I praksis betyder dette:

• At det ikke hjælper at lette arbejdsbyrden, hvis ikke man samtidig afklarer forventningerne. 
• At alverdens kvalifikationer ikke kan opveje en dårlig eller uklar ledelse. 
• At det kan være langt mere stressende at gå hjemme og være arbejdsløs, end at gå på arbejde og have travlt.

Op på hesten...

Med små forsigtigt skridt våger jeg mig ind på bloggen. Skulle man forsøge sig med et indlæg igen??? Det står klart at jeg, hvis den gamle blog-hest skal ud af stalden igen, skal finde en ny måde at bruge den på, nu hvor Instagram-hesten er blevet en fast del af min hverdag.

Vil prøve...

Det behøver ikke at være en hemmelighed, at grunden til at jeg satte bloggen på pause, var min situation med overbelastning/stress. Jeg har p.t. været sygemeldt med stress i lidt over en måned, og har i mandags genoptaget mit arbejde med ganske få timer.

Der var flere elementer af stressen der spillede ind på min beslutning om at holde pause.
På overfladen, var der følelsen af ikke at nå det jeg skulle eller gerne ville. Blogskrivning og læsning blandede sig med alle de andre daglige gøremål, som jeg ikke følte jeg kunne nå. Men bloggen skal jo ikke være en sur pligt...
Så var der kendsgerningen, at det var svært for mig at læse og dermed også skrive længere tekster. Jeg fik simpelhen hovedpine. Det gør jeg til dels stadig, men det går fremad.
Og endelig var der følelsen af, at jeg ved at dele tanker om overbelastning/stress bevægede min fra noget personligt til noget privat, noget jeg ikke budte skrive om på en offentlig tilgængelig blog.

Måske forekommer det sidste argument lidt mærkelig, når man tænker på hvor mange meget private oplevelser og tanker jeg har delt, når det drejer sig om min rolle som mor til en dreng med autisme. Men når det drejer sig om autismen, har jeg en helt fast tro på at jeg kan hjælpe andre, ved at sætte ord på mine tanker og oplevelser.
Jeg har oplevet det når jeg holder foredrag eller oplæg om livet med autisme. Flere er kommet hen til mig bagefter og har sagt tak, fordi det, at jeg sagde det højt, har hjulpet dem med at erkende og acceptere deres egne følelser - og det er netop første skridt til at komme gennem sorgen.
Det samme gælder oplevelserne med fødselsreaktion eller fødselsdepression, som jeg ganske vidst ikke har skrevet så meget om herinde, men som jeg har brugt i mit arbejde. Ved at bruge min egen oplevelse og turde fortælle om mine følelser - også de skræmmende og ikke så accepterede - har jeg kunnet hjælpe andre til at erkende, bearbejde og acceptere deres oplevelser og følelser. Og samtidig har jeg kunnet hjælpe mig selv. For når andre genkender sig selv i mine historier, og fortæller det til mig, så bliver jeg jo også genkendt og kan acceptere mine følelser.

Filosofien er: "Du er ikke alene = vi er flere der har det som dig = din reaktion og dine følelser er helt normale" Og det virker fordi det er ikke oplevelser og følelser der er problemet, men derimod vores egen modstand mod vores følelser. Kan modstanden vendes til accept, opløses problemet. (Det lyder jo næsten som skole-fysik)

Så nu kommer det store spørgsmål til jer og mig selv: "Mon ikke også de svære følelser i forbindelse med overbelastning og stress, også kan opløses ved at dele, blive genkendt og acceptere?"