Græsset er altid grønnere...

Ja så er det sidate dag i efterårsferien og... jeg vil ikke tilbage til hverdagen.

Kender du følelsen? 

Den er vist ret almindelig, men det gør den jo ikke mindre ubehagelig. 

Der var faktisk en periode hvor jeg glædede mig til at komme igang efter en ferie. Hvor der var en stor følelse af frihed forbundet med at tage ned på mit arbejde... (Jamen, det er rigtigt!) Nu er jeg bare godt tilfreds med mit arbejde, kunne ikke forestille mig et job jeg hellere ville have... men jeg vil allerhelst holde fri!!!

I torsdags sagde Bjørn til mig: "Der er altså nogen i min klasse, der holder to ugers efterårsferie. Det vil jeg også gerne." "Nå" sagde jeg: "Hvordan det?" "Altså jeg tror nok der er fordi de skal rejse. Så har de fri i ugen før efterårsferien også." "Men så har de nok ikke fri i efterårsferien, tror jeg. Det er nok fordi de kunne få rejsen billigere i ugen før." "Men det vil jeg også gerne" Blev Bjørn ved. "Hvad, rejse?" "Nej bare holde fri og være hjemme. Sådan hjemmehygge."

En helt almindelig samtale, måske, men hold op hvor jeg føler med ham. Hvorfor er der ikke noget mere tid til hjemmehygge?

Her et lille glimt fra denne dags hjemmehygge med Johannes. Sæbebobler i efterårshaven

Sommer og superwoman - Familien

Kapitel 9 i Anette Ellegaards bog, "Superwoman er en følelse" hedder "Livet i din familie" og indledes med spørgsmålet: Er du den mor, du gerne vil være? "Jaaah... det lover godt!" tænkte jeg, men jeg må indrømme at jeg bliver skuffet.

Som jeg skrev i sidste "Sommer og superwoman-indlæg" var mit højeste ønske at få mange børn og derfor er jeg naturligvis også optaget af at være en god mor for mine tre skønne unger. Men jeg synes langt fra, at der er overensstemmelse mellem den mor jeg ønsker at være og den mor jeg faktisk er.
Ellegaard opfordre til at man skal få værdirene frem i lyset, skabe gode rutiner, og finde balancen mellem det ydre og det indre. Men set fra min lille familie, baner det ikke vejen til den mor eller det familieliv som jeg drømmer om.

Selvfølgelig spiller Bjørns diagnose en stor rolle i mine udfordringer som mor. Måske gør jeg Ellegaard uret ved overhovedet at hente råd om "livet i familien" ud af hendes bog. Hun har jo ikke på nogen måde hævdet, at hun udtalte sig om familier med børn med autisme eller andre forstyrrelser.
Det er dog stadig min overbevisning, at mange af udfordringerne er de samme. Jeg skrev dette indlæg om, hvordan de enkelte karaktertrækene ved autisme også kan opleves hos personer uden diagnoser. Det er mængden eller hyppigheden af disse karaktertræk og især de problemer eller udfordringer de give både børn og forældre, der gør den store forskel. Altså burde jeg godt kunne bruge de almene råd.

Jeg oplever rigtig tit at der er uoverensstemmelse mellem de forskellige personer i min families lyster, ønsker og behov. Jeg kan prøve at give et eksempel: Når jeg gerne vil skabe familiehygge med eftermiddagsthe og kiks, vil Bjørn hellere koble af med computeren (og det vil Morten også, hvis han er hjemme). Freja vil hellere lege med veninderne og det er trods alt begrænset hvor længe en 2 årig som Johannes kan side stille ved bordet.
Jeg ved, at Bjørns har behov for at slappe af efter en for ham krævende dag i skole og SFO. Selvomder stadig er mange, der mener at computerspil ikke er godt for nogen eller noget, holder jeg fast i,  at det er afstressende især for børn med ADHD.
Jeg ved også at venskaber er lige så vigtigt for mennesker som mad og drikke.
Så selvom familiefølelse og samvær står højt på min værdi-liste, så gør hensynet til den enkeltes behov og udviklingen at sociale kompetencer det også. Der er altså ikke bare modstrid mellem de enkeltes ønsker og behov, men også mellem mine værdier. Jeg føler mig ikke som en god mor, hvis jeg diktere at "nu SKAL vi hygge os med den eftermiddagsthe!", men jeg føler mig heller ikke som en god mor, når Bjørn forsvinder om bag computeren og Freja løber over til veninden.

Da jeg tidligere på sommeren var på tur med Freja og Johannes, som jeg viste billeder fra her, oplevede jeg også dilemmaet. Freja og Johannes havde en dejlig dag, og jeg havde tid til at være nærværende sammen med dem, men Bjørn var der ikke. Familiefølelsen var ikke komplet. Havde jeg taget ham med, havde han sandsynligvis ikke nydt det og det er helt sikkert, at der ikke havde været samme ro til de to små.

Jeg oplever at familiefølelsen, og den dertilhørende følelse af at være en god mor, er flygtig og ikke noget jeg kan planlægge mig til. Og så forandre det sig hele tiden. Hvad der skaber hygge og god mavefornemmelse den ene dag, virker måske også den næste dag men sikkert ikke efter en måned. I hverdagen har jeg svært ved at finde energi til at lede efter gode rutiner for familien og så er det, at jeg oplever at familiefølelsen får lov at sejle.

Men måske er det det rene utopia jeg leder efter. Jeg mener, er det realistisk at opnå en konstant følelse af at være den mor jeg drømmer om... hele tiden? Mine børns liv er i konstant udvikling og det en mit (forhåbentligt) også. Måske hænger lykkefølelsen sammen med noget stillestående, mens forandring skaber uro og utryghed. Måske kan lykken kun opleves i øjeblikke, som her på billedet.
- heldigt at Morten nåede at indfange det med sin iPhone.

Bjørn vs. Iron Man3

I dag er min meget store dreng på hygge-bif-tur med sin "bedste-ven". Han er søn af min gode veninde fra seminarietiden, så de har kendt hinanden fra de var knap to år. Veninden og jeg kom til at snakke sammen fordi vi begge havde været på barsel og skulle igang med studiet igen. Vi havde begge brug for at passe studielivet ind efter børns og familiers behov, men der viste sig at være mange flere lighedspunkter end det. Vi skiftede begge lærergerningen ud med job som sognemedhjælper, og forsøger stadig at komme afsted på kurser sammen, så vi kan nyde hinandens selskab og kreative tankegang. Dejligt med gode venskaber.

Når men det var drengene dette skulle handle om... Bjørns bedste ven har ingen diagnose. Han er ender en helt igennem velfungerende, kvik og sød dreng. Jeg føler mig heldig at Bjørn har en ven som ham. Efterhånden ses de ikke så meget. Det handler mest om travle hverdage og weekender i begge familier i. Men i dag skal de fejre Bjørns veloverståede fødselsdag, med en bif-tur og tilhørende hygge dag i shoppingcenteret Fisketorvet.

Jamen det lyder da også hyggeligt siger du måske. Ja men sagen er den at min lille, store dreng aldrig har klaret sådan en aftale alene før. Helt alene er han nu heller ikke for jeg er med på afstand. Drengene mødtes selv på Valbt st. Og tog S-toget ind til Fisketorvet. Her mødtes de med mig, som betalte biografbilletterne, gav penge til popcorn og betalte for maden på Sunset Boulevard. Nu er drengene på egen hånd, og jeg har gemt min på Baresso med kaffe, iPad og vigtigst af alt mobiltelefon , hvis nu....

I går ringede drengene sammen for at aftale hvilken film de skulle se. Tror Bjørn havde tænkt på "skovens vogtere", selvom han allerede har set den sammen med Freja. Men vennen foreslog "Men of Steel" eller "Iron Man3" (begge film er tilladt fra 11 år og drengene er 11 og 12) Bjørn valgte "Iron Man3" selvom han godt nok var lidt nervøs for at blive bange. "... men jeg skal jo til det" sagde han... Desværre går filmen først kl 18:40, så det bliver lidt sent før de er færdige og vi kan komme hjemad.

Og hvad kan egentlig gå galt? ... Tja Bjørn var mest bange for at han ville blive for fjollet eller for vild.... Og det er egentlig også det jeg er nervøs for. Han er meget bevist om at hen ikke rigtig kan styre sit eget humør og dermed sine handlinger... Kan vi andre egentlig det.

Jeg mødes igen med drengene efter filmen altså ca kl 21. Hvis det hele er gået godt så har han nogle nye gode evner. Hvis det går skidt har mor en stor reparationsopgave foran sig. Så håb sammen med mig,så er du sød.

OPFØLGNING:
Bjørn klarede hele turen så flot... og voksede med opgaven. Dejligt når det går fremad.
(Tak til alle jer der har spurgt til hvordan han klarede det - dejligt at I er med) 

Så er det sagt... højt!

Her kommer et temmelig personligt indlæg... så er du advaret.

Jeg har på det seneste ikke været så aktiv som jeg gerne ville være, hverken på min egen blog eller rundt i blogland. Den lette forklaring er, at jeg har haft travlt ... men det har vi vel alle sammen nærmest hele tiden. Den mere korrekte forklaring er, at jeg har været trist og selvkritisk. En del af min personlighed er at jeg har et meget svingende selvværd og hvad der dertil hører af negative tanker, selvkritik og selvmedlidenhed.

Så er det sagt... og sagt højt.

Det er ikke en side at mig selv, som jeg er stolt af eller bryder mig særlig meget om, men den er der og jeg er nød til at leve med den. Man kan sikkert komme med flere forskellige mere eller mindre plausible forklaringer på hvorfor jeg er sådan... eller også er sådan, men det vil jeg ikke komme ind på her. Derimod vil jeg fortælle, at min erfaring siger mig, at jo mere jeg forsøger at ignorerer den og undertrykke den, jo mere kommer den til at fylde. Og modsat jo mere jeg acceptere den og giver den lov at være der, jo hurtigere går den i sig selv. (egentlig en meget selvmodsigende proces, for når jeg er i dårligt humør og ikke synes jeg selv er noget værd, så er det ekstra svært at at acceptere mig selv...)

Jeg vil gætte på, at de fleste har det bedst med at fortælle om noget de er glade for, gode til, stolte af... Sådan har jeg det i alle tilfælde. Men da jeg startede denne blog, lovede jeg mig selv, at det ikke skulle være et skønmaleri eller et glansbillede. Det skulle afspejle virkeligheden. Og virkeligheden rummer altså også sider som vi er kede af, dårlige til eller skammer os over.

Jeg skammer mig f.eks. over min (for tykke) krop... men jeg tror næsten, at jeg skammer mig mere over, at jeg ikke bare kan tage mig sammen og gør noget ved sagen. Altså bare lige får lavet om på de usunde vaner og får tabt mig de der kilo, og så ellers holder kæft og lader være med at pive over det. Det kan jeg bruge en masse energi på at være ked af og skamme mig over...

Eller når jeg ikke lever op til mine forventninger til mig selv som mor. Når jeg snerrer af børnene eller sidder og spiller på min iPhone, frem for at nå at få læst med Bjørn, eller fulgt med i alle informationerne på skoleintra, eller talt med Freja om veninderne, eller sunget og leget med Johannes, eller... Ja det kan jeg også få helt ondt i maven over.

Og så har jeg ikke engang nævnt min opførsel overfor min søde mand....

Eller alt det andet...

Jeg ved ikke hvis normer det er jeg prøver at leve op til... sikkert mine egne.

Jeg kan sagtens se, at det ikke hjælper noget at slå sig selv oven i hovedet med alt det man skammer sig over.  Men for mig er det som om det nogen gange vælter mig helt omkuld. Og så virker det så svært og også falsk at vise billeder af og skrive om min hverdag.

Tik tak, tik tak

Ja så ligger man her på sofaen og mindes...
I dag er det yngste-mandens 2 års fødselsdag. Vi har haft en dejlig dag - selvom jeg skulle på arbejde hele eftermiddagen. Lille Johs har virkelig hygget sig og talt om flag og gaver og tog (Ja det er Thomas Tog der er ynglings universet lige nu, så det har han selvfølgelig fået en del af.)

Nå men nu er huset stille og jeg tænker over den helt specielle aften for to år siden, hvor jeg fødte Johannes her hjemme i vores eget hus. Det var en fantastisk oplevelse og jeg kan kun anbefale hjemmefødsel til alle der overvejer det.
Her får I lov at se et meget privat billede. Det er taget umiddelbart efter fødslen og jeg sidder stadig i det store oppustelige fødekar, som ikke nåede at blive fyldt ordenligt op med vand, fordi det hele gik så stærkt. Den stolte far siden bag mig og over min venstre skulder kan I skimte Johannes lille krøllede hoved.

Tænk engeng, at det er to år siden... og når jeg så tænker på, at Bjørn snart fylder 12 år, så kan jeg virkelig blive helt forskrækket over som tiden løber.
Men når jeg husker på alt det, jeg har oplevet i de år, og ikke mindst hele den udvikling jeg har gennemlevet, jamen så er det faktisk helt ok.
Da jeg blev mor til Bjørn var det hele overskygget af usikkerhed og manglende tro på mine egne evner som mor. Først med Johannes´ fødsel var jeg åben for også at mærke stoltheden og styrken, der ligger i at bringe et barn til verden. Jeg turde stå ved mig selv og mine følelser i langt højere grad end tidligere.
Så selvom jeg stadig kan blive fanget at sortsind og selvkritik, ja så går det den rigtige vej. Det minder mine tre skønne unger mig om.

Transportabel garage

Jeg så en fin transportable garage på pinterest og synes ideen var så god at jeg måtte lave en til lille Johs. Men nu er det jo sådan at jeg ikke har rørt min symaskine i mange, mange måneder - jeg kan simpelthen ikke svinge mig op til det - så det havde lange udsigter med det projekt. Johs ville måske være vokset fra ideen før min symaskine-krise er ovre. Derfor viste jeg billedet til min mor og se engang hvad hun kreerede til Johs i julegave.

(Grunden til at jeg først viser billedet nu er, at garagen ikke var syet helt færdig til jul og da vi fik den med hjem til helligtrekonger, kom jeg til at lægge den et sted, hvor jeg da helt sikkert ville kunne huske at jeg lagde den!!! Jeg fandt den først igen i dag)

Hermed er ideen givet videre.

Åhh januar... hvorfor bliver vi aldrig venner?

Januar og jeg bliver bare aldrig venner! Selvom vores nytårsaften i år var rigtig god og hyggelig - vi var sammen med Mortens brors familie og var i alt fire voksne og 6 børn - og selvom nytår kan være fin med masser af glimmer og glitter - ja så har jeg det bare ikke godt med at gøre status og opstille fortsætter.
For det er altid noget med "i det kommende år vil jeg tabe mig mindst 10 kg, spise sundere, og dyrke motion hele tiden, aldrig lade rodet og nullermænd få overtaget, aldrig være urimelig og skælde ud uden grund, aldrig og altid og aldrig og... Hjælp."
Pyyyha. Men sådan er min hverdag bare ikke. Jeg kan ikke finde overskud til ændre noget større... selvom jeg da har lyst til at være 10 kg lettere, og altid bo rent og pænt, og altid være glad og fuld af overskud.
Jeg har lært at hvis man skal gøre noget - ændre noget - så kræver det ikke bare tid, men også mentalt overskud, og det er lige der min hverdag halter.

Heldigvis bød julegaverne både på nogle afsnit af mine ynglings serier og lækkert hæklegarn + en opskrift på et sjal (jeg skal ikke engang finde på hvad det skal være.) Det har jeg overskud til!

Så er juletræet i hus

Jeg savnede min christianiacykel i dag. Vores juletræ skal nemlig være så højt at ingen i familien kan kigge over det. Det siger Freja selv :-)

Santa Lucia, Santa Lucia

Ja jeg ved godt at det først er i morgen, men på Frejas frit afholdt de det altså i dag. Måske er det kun fordi jeg er hendes mor, men hvor er hun dog smuk min datter!

Glæden ved at give

Åh jeg håber jeg når det...
Nu har jeg nået at lave et par gaver til de indlagte børn, men mon de også når frem til Mette inden den 12.? Jeg håber!

Barnet i krybben

Hjemme hos os har vi meget forskelligt julepynt. Jeg kan ikke bestemme mig for en stil, og jeg synes også at det er hyggeligt med de forskellige minder der er i pynten.
I en vindueskarm har vi et julelandskab, med både nisser, rådyr og den hellige familie med vise mænd. Og landskabet forandre sig gennem december, når der kommer små fingre forbi... og det er helt fint.

Johannes har en forkærlighed for Jesus barnet i krybben. Han skal både kysses godnat og puttes mange gange.

Kaffe må der til

"Mor! I december må man ikke stresse, der skal man hygge. Hvis der er noget vi ikke når, så går det nok." Sådan sagde min kloge søn i går og han har jo ret. Jeg vil forsøge af efterleve det, men det er sørme lettere sagt end gjort. Jeg synes der er meget der skal når, også selvom det er hyggelige ting.
Og så har jeg givet mig selv den udfordring, at jeg vil skrive et indlæg hver dag i adventstiden. Det bliver nok ikke af de lange og eftertænksomme, men mest billeder af mine forskellige julerrier... så kaffe må der til.

Nu troede jeg lige...

... at jeg havde fået lavet en gave til indlagte børn. Og så kommer Bjørn forbi og siger: "Nej den er sød, den vil jeg gerne ha´" "Jo men den var nu ikke lavet til dig" prøver jeg. "Øv, hvorfor laver du aldrig noget til mig?" var hans svar. Og hvad skal man så sige?

Just at perfect day

Johannes har været hjemme fra vuggestuen siden tirsdag, fordi de har haft et tilfælde af smitsom salmonella, og Johannes har dårlig mave, så vi er bange for at han har fanget smitten. Morten to de første to dage hjemme med ham og jeg har så været hjemme med ham i går og i dag. Det er ikke noget jeg er god til! Jeg føler hurtigt at hjemmedage bliver meget stillestående. Vil helst enten sove eller udrette noget, men begge dele er ikke rigtig muligt, når man samtidig skal passe et 1½ års barn. Jeg misunder Mortens ro, der gør det muligt for ham bare at være sammen med Johannes. For at sige det lige ud, så keder jeg mig, hvis jeg ikke skal andet end at passe ham i flere timer i træk. (og det har jeg det møg dårligt over, men det er en anden historie.)

Nå men jeg må foretage mig noget så i går fik jeg støvsuget, vasket tøj og så var vi en tur på biblioteket og låne ekstra læsebøger til de store. I dag havde Freja også ondt i maven, så hun blev hjemme. Her kan I på billeder se, hvordan vores dag forløb.

Lutter idyl indtil Bjørn og Morten kom hjem. Vi ventede med levende lys, varm the og  kanelsnegle. Med da det gik op for Bjørn, at Freja havde været hjemme, brød hans verden sammen. Det hele var møg uretfærdigt... og han kan jo ikke lide levende lys ... eller kanelsnegle... eller... Tårerne sprøjtede og alt var galt. Og så blev Freja ked af det fordi hun følte, at det var hendes skyld. Og Morten råbte af Bjørn, at han ikke skulle lade det gå ud over Freja. Og Jeg råbte af Morten, at han ikke skulle råbe...

Ja Just at perfect day... 

Julegaver til indlagte børn

Fantastisk projekt. Jeg vil forsøge at finde på noget jeg kan bidrage med. Se mere her: Frejvald 

Om at blive set...

Åhh efterårsferie, hvor er det skønt. Jeg ved at det ikke er alle forundt, men hvor er det tiltænkt i vores lille familie. Og ikke nok med det! I går kl 9.30 kom farfar og farmor og hentede alle tre børn. Ja ALLE tre. Min mand og jeg har haft dobbelt-fri i over et døgn nu og skal først hente Johannes i eftermiddag og de to store i morgen. Det er første gang i halvanden år at vi har haft en hel dag og ikke mindst en hel nat for os selv. Nøj hvor har vi... sovet.

Men udover velfortjent søvn har vi også fået tid til at gå på "Grannys house" og spise brunch - lækkert og hyggeligt. Og så besøgte vi nogle gode venner i går aftes. Deres situation er meget som vores. Tre børn på knap 2, 6 og 10 -  den ældste med autisme spektrum forstyrrelse. Åhh hvor er det godt at blive set og genkendt. At opleve andres familieliv, hvor alt heller ikke er lutter idyl. Hvor vi kan se hinanden i øjnene og smile, når den store for femte eller tiende gang råber "Moar, jeg er sulten" og man forsøger roligt men bestemt at svare: "Ja, gå du bare ud og lav dig en mad" Eller hvor det, at barnet sidder med næsen i computeren i 3 timer i træk, ikke udløser løftede øjenbryn og forarvede bemærkninger, men forstående skuldertræk. Vi var alle enige om at det burde vi da gøre noget oftere, når vi har...øh...tid.

Når hverdagen kører med 120 i timen

Kender I det at men føler at man løber og løber, men aldrig kommer frem? Man har lige vasket at vasketøjet i kurven og så er den fuld igen. Man har lige sat støvsugeren på plads og så er gulv og væge igen indtaget af nullermænd og spindelvæv. Både på jobbet og hjemme løber man bare fra det ene til det andet. Man bliver aldrig helt færdig, for så må man videre til det næste. Kender du det?

Sådan har jeg det for tiden. Og det mærkelige er at det faktisk mere er en følelse end et billede på min virkelighed. For selvfølgelig er der nok at se til med tre børn, arbejde og hjem, men faktisk holder jeg jo også fri af og til. F.eks. når jeg hygger mig her på bloggen eller er igang med et eller andet kreativt. Men det er lige som aldrig nok. Hele tiden føler jeg mig i underskud. Øv

Og så har Freja-pigen fødselsdag på næste onsdag. Der skal arrangeres familiefødselsdag på søndag, klassefødselsdag på mandag og selvfølgelig også morgenfødselsdag på selve dagen. Og på klassefødselsdagen skal Bjørn og Johannes helst ikke være hjemme, for de fylder begge to en del når de er i huset, og Freja, skal altså have lov at være i centrum på denne ene dag. Pyha... Det er bare med holde tungen lige i munden... og så forsøge at finde løsninger der passer hele familien.

Freja har lavet disco-kugle-invitationer til pigerne i klassen.
Tja nogen har arvet den der trang til det kreative og de vilde projekter.

Den gode MOAR

Anna, som har den fine blog b for Bjørn, skrev i et indlæg om hvor glad hun var for at gå hjemme på barsel. Hun kunne ikke forstå, hvordan nogen kunne kede sig på barsel. For hende var det skønt og det gav hende tid til at dyrke det kreative.
Og jeg kom helt op af stolen, (misforstod Annas hensigten) og skrev denne kommentar:

Tja. Jeg er selv vokset op med en mor der gik hjemme, så på den måde har jeg lært at det var det "rigtige" at gøre. Da jeg så selv fik b(j)ørn (ja det hedder min ældste også) gik det op for mig at jeg bare ikke trives med at gå hjemme. Jeg elsker mine børn og at være mor, men jeg duer ikke til at gå hjemme. Det har faktisk taget mig mange år at forlige mig med dette. Derfor kan jeg også mærke at det rammer mig, når du skriver om hvor meget du nyder det. Hvor ville jeg gerne have kunnet nyde mine tre barsler... men nej. Jeg arbejder nu 32 timer, et sted der er super fleksibelt, jeg kan også arbejde hjemmefra og en del af timerne ligger om aftenen og i weekenden. På den måde kan jeg hente tidligt og deltage i det sociale liv i alle mine ungers hverdag. Mine børn kommer i første række og jeg kæmper for deres trivsel, men med til den hører også at de har en glad mor, som har lyst til at lege og opdage verden sammen med dem, og det kan jeg altså bedst, når jeg også går på arbejde.
Pyha det blev godt nok langt – håber det er ok – men du ramte virkelig en øm tå der!
Mange hilsner… og fortsæt endelig med at nyde din søn alt det du kan.

Efter at have skrevet dette gik det op for mig at jeg nok ikke er helt har forliget mig med, at jeg ikke trives med at gå hjemme. Ellers ville jeg nok ikke reagere så stærkt. Altså må jeg tage endnu et par opgør mere med myten om "den gode mor". For der findes jo ikke een korrekt og rigtig måde at være god mor på, men mange forskellige.

Jeg har ikke så mange billeder af mig og alle mine tre dejlige unger ... og de fleste er allerede blevet vist her på bloggen.
Men her er et I ikke har set. Det er fra sidste efterår. Og jo de er der alle tre, selvom Johannes er godt skjult.

Sensommer søndag i haven

Jeps det er en af den slags indlæg som jeg selv har det svært med. Lykkelig familie med masser af overskud!!! - lige til at få dårlig samvittighed af. Derfor elsker jeg det indlæg som dette på bloggen Hverdagens lille lykke. Livet er jo lidt af det hele: lykke og overskud, træthed og underskud - og alt ind i mellem. 

Moar, jeg er bange!

Jeg tror de fleste forældre fra tid til anden oplever, at deres børn er bange. Det er nok også helt almindeligt, at det især er om aftenen, når børnene skal lægge sig til at sove, at frygten kommer op til overfladen.
Men de sidste par måneder har Bjørn været bange for... alt muligt. Han er bange for børnelokkere, voldtægt og incest (han overhørte desværre en nyhedsudsendelse, da han blev kørte med taxa) Han er bange for gamle mareridt og uhyggelige tanker han har haft. Han er bange for de sjove, men også lidt uhyggelige filmklip han ser på YouTube. Han er bange for hvad der skal ske, når han blive teenager og voksen. Og så det største angst... han er bange for at dø.
Det er jo ikke svært at forstå at man kan blive bange for disse ting. Problemet er at hans angst fylder så meget. Han er næsten ikke til at berolige.
Mine egne forældre mener jeg bare skal sige, at der ikke er noget at være bange for. Men jeg tror ikke på den metode, også fordi mine personlige erfaringer med angst er, at den ikke forsvinder af, at man forsøger at fornægte den, snarre tvært imod.
Jeg synes, jeg har prøvet mange mulige løsninger. Jeg har sagt, at jeg godt kan forstå ham og at det er almindeligt at blive bange for noget. Forsøgt at tale rationelt med ham om det. Forsøgt at pille angsten fra hinanden med fornuft. Talt om hvor minimal risikoen er for, at det skulle ramme ham, osv. Jeg har svoret, at jeg og hans far altid vil passe på ham. Jeg har sammen med ham bedt til Gud om, at han skal passe på Bjørn og give ham gode og glade tanker i hovedet. Og jeg har mindet ham om gode minder og tanker så der ikke burde være plads til angsten. Men han kan ikke slippe ud af den eller den vil ikke slippe ham.
Det er tydeligt at angsten bliver større når han er presset. De sidste uger inden sommerferien var jeg nød til at sove sammen med ham, ellers kunne han slet ikke falde i søvn. Jeg havde håbet at ferien ville få ham til ro, men angsten kommer stadig næsten hver dag.
I skrivende stund sidder jeg lige uden for hans værelse, men han er vist faldet i søvn nu.

Her har han fået Frejs til at sove sammen med sig. Det hjælper også.