Viser opslag med etiketten Ferie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ferie. Vis alle opslag

søndag den 20. oktober 2013

Græsset er altid grønnere...

Ja så er det sidate dag i efterårsferien og... jeg vil ikke tilbage til hverdagen.
Kender du følelsen? 
Den er vist ret almindelig, men det gør den jo ikke mindre ubehagelig. 
Der var faktisk en periode hvor jeg glædede mig til at komme igang efter en ferie. Hvor der var en stor følelse af frihed forbundet med at tage ned på mit arbejde... (Jamen, det er rigtigt!) Nu er jeg bare godt tilfreds med mit arbejde, kunne ikke forestille mig et job jeg hellere ville have... men jeg vil allerhelst holde fri!!!

I torsdags sagde Bjørn til mig: "Der er altså nogen i min klasse, der holder to ugers efterårsferie. Det vil jeg også gerne." "Nå" sagde jeg: "Hvordan det?" "Altså jeg tror nok der er fordi de skal rejse. Så har de fri i ugen før efterårsferien også." "Men så har de nok ikke fri i efterårsferien, tror jeg. Det er nok fordi de kunne få rejsen billigere i ugen før." "Men det vil jeg også gerne" Blev Bjørn ved. "Hvad, rejse?" "Nej bare holde fri og være hjemme. Sådan hjemmehygge."

En helt almindelig samtale, måske, men hold op hvor jeg føler med ham. Hvorfor er der ikke noget mere tid til hjemmehygge?

Her et lille glimt fra denne dags hjemmehygge med Johannes. Sæbebobler i efterårshaven


mandag den 22. juli 2013

Visuel sommer

Man ved måske at det er god autisme-pædagogik med systemer, planer og visuelle oversigter. De bruger det dagligt på Bjørns skole og vi bruger det også, ikke dagligt, men ved særlige lejligheder - som f.eks. sommerferien.
Her er vores plan for denne sommerferie (Jeg offentliggør den først nu, hvor vi er forbi perioderne, hvor vi ikke er hjemme)

De visuelle planer gør det tydeligt for Bjørn hvad vi skal, og det hjælper også os andre med at huske aftaler, så vi kan være tydelige og entydige over for ham. Overblikket mindsker uroen ved det ukendte og det mindsker diskussionerne.

Side 1:




















Side 2:


Side 3:


Side 4:


Side 5:




















Side 6:



lørdag den 6. juli 2013

Det oser af sommer

 Jeg har haft en skøn sommerdag i mit barndomshjem, med mine to yngste. Jeg er vokset op på en gård. Her får I lidt stemningsbilleder, for på en dag som denne synes der at være alt hvad et sommerhjerte kan ønske sig.

En overdådighed af blomster:




Friske jordbær





 Nuttede dyreunger




Og endda en traktor



Som man godt nok ikke selv kan komme ind i...


En dejlig dag med ro og nærvær. En tidslomme, som føles meget langt fra virkeligheden, men som det kan være dejligt at besøge.

lørdag den 28. juli 2012

Vis hensyn

Følgende samtale udspillede sig i bilen på vej til Legoland i går.
Mig: "Og så skal vi vel også have et VIS HENSYN-kort til dig, ik'?
Bjørn: "Jeg tror faktisk godt jeg kan klare mig uden. Altså jeg vil da gerne kunne springe køen over, men jeg kan jo godt stå i kø, og så ville det jo være snyd. Jeg kunne jo godt stå i kø i Tivoli."
Waoo - Vi har godt nok øvet at stå i kø efter reglen, hvis køen kun tager 5 min, så må man ikke springe over, men jeg var alligevel imponeret.
Efter tre timer i Legoland med rigtig mange mennesker, bagende sol og køer på op til 45 min., sagde Bjørn: "Nu tror jeg alligevel godt jeg vil have det kort." og ja jeg var igen imponeret. Tænk at han kender sine egne grænser så godt!
Selvfølgelig kommer tvivlen også. "Vil han nu bare udnytte et godt og hensynsfuldt system?" Men sagen er den at hans handicap ikke er en konstant størrelse, men en forstyrrelse der svinger mellem at fylde ganske lidt og temmelig meget. Han skal lære at leve med det. Og hvis han før brugte kortet på et helt Legoland-besøg og nu kan klare tre timer uden, og endda selv kan sige når hans overskud er brugt op, jamen så går hans udvikling den rigtige vej.
Derfor vil jeg holde fast i at være en imponeret og stolt mor.

torsdag den 19. juli 2012

Sommer

Åhh det må være sommerferie!!!
Mig på en solseng med mit hækletøj og min sudoku.
Lillebror sover en lang (for en gangs skyld) eftermiddagslur, sammen med faderen.
De to store leger i poolen. (I baggrunden af billedet kan man se den ældste sammen med sin nye campingven)
Mere af det

mandag den 16. juli 2012

Camping livets glæder

De sidste mange år har vi været på en uges campingferie… altså luksus-campingferie!!!
Først aftaler vi, hvor i Danmark vi gerne vil på ferie. Så leder vi efter en campingplads, der har luksus-hytter til udlejning. Sådan nogle top-udrustede hytter, der faktisk er som små sommerhuse. – Nej bedre, for eftersom hytten ikke er nogens har den ingen ”sjæl”. Møbler og huskeråd er ikke noget gammelt brugt og umage noget, men for det meste noget helt neutralt noget fra Ikea. Tja… det gør det bare lettere… især for den autistiske del af familien.
Når men tilbage til luksuscampinghytten. På den måde undgår vi de udfordringer der er ved det primitive campingliv og får samtidig fordelene ved at have en stor legeplads og andre børn at lege med. Smart… og så alligevel… ! For det kræver bestemt noget af ungerne at komme i kontakt med de andre børn. Og det kræver også noget af forældrene at stole på, at det nok skal gå.
Heldigvis har vores store søn masser af gåpåmod til at kaste sig ud i legen med de andre børn. Og det går også rigtig fint for det meste. Men i mit hoved ser jeg straks for mig, at han bliver lidt for voldsom i sin leg og kommer til at vælte et lille barn, med en ikke så overbærende mor, eller et større barn, som så skubber igen… eller at nogen kommer til at ”skubbe” til hans meget fintfølende retfærdighedssans… eller at nogle vil synes at han er for anderledes og drille ham… eller…åhh
Og når man er 11 år, er det altså ikke særlig fedt at have sin moar med på legepladsen. Det er også pænt frustrerende at stå og se på deres leg, som jeg alligevel ikke har den mindste kontrol over. Så jeg bliver i luksushytten – passer på at den lyn-kravlende lillebror ikke piller for meget i alting – og beder til at storebror klare sig på legepladsen.