Jeg har på det seneste ikke været så aktiv som jeg gerne ville være, hverken på min egen blog eller rundt i blogland. Den lette forklaring er, at jeg har haft travlt ... men det har vi vel alle sammen nærmest hele tiden. Den mere korrekte forklaring er, at jeg har været trist og selvkritisk. En del af min personlighed er at jeg har et meget svingende selvværd og hvad der dertil hører af negative tanker, selvkritik og selvmedlidenhed.
Så er det sagt... og sagt højt.
Det er ikke en side at mig selv, som jeg er stolt af eller bryder mig særlig meget om, men den er der og jeg er nød til at leve med den. Man kan sikkert komme med flere forskellige mere eller mindre plausible forklaringer på hvorfor jeg er sådan... eller også er sådan, men det vil jeg ikke komme ind på her. Derimod vil jeg fortælle, at min erfaring siger mig, at jo mere jeg forsøger at ignorerer den og undertrykke den, jo mere kommer den til at fylde. Og modsat jo mere jeg acceptere den og giver den lov at være der, jo hurtigere går den i sig selv. (egentlig en meget selvmodsigende proces, for når jeg er i dårligt humør og ikke synes jeg selv er noget værd, så er det ekstra svært at at acceptere mig selv...)
Jeg vil gætte på, at de fleste har det bedst med at fortælle om noget de er glade for, gode til, stolte af... Sådan har jeg det i alle tilfælde. Men da jeg startede denne blog, lovede jeg mig selv, at det ikke skulle være et skønmaleri eller et glansbillede. Det skulle afspejle virkeligheden. Og virkeligheden rummer altså også sider som vi er kede af, dårlige til eller skammer os over.
Jeg skammer mig f.eks. over min (for tykke) krop... men jeg tror næsten, at jeg skammer mig mere over, at jeg ikke bare kan tage mig sammen og gør noget ved sagen. Altså bare lige får lavet om på de usunde vaner og får tabt mig de der kilo, og så ellers holder kæft og lader være med at pive over det. Det kan jeg bruge en masse energi på at være ked af og skamme mig over...
Eller når jeg ikke lever op til mine forventninger til mig selv som mor. Når jeg snerrer af børnene eller sidder og spiller på min iPhone, frem for at nå at få læst med Bjørn, eller fulgt med i alle informationerne på skoleintra, eller talt med Freja om veninderne, eller sunget og leget med Johannes, eller... Ja det kan jeg også få helt ondt i maven over.
Og så har jeg ikke engang nævnt min opførsel overfor min søde mand....
Eller alt det andet...
Jeg ved ikke hvis normer det er jeg prøver at leve op til... sikkert mine egne.
Jeg kan sagtens se, at det ikke hjælper noget at slå sig selv oven i hovedet med alt det man skammer sig over. Men for mig er det som om det nogen gange vælter mig helt omkuld. Og så virker det så svært og også falsk at vise billeder af og skrive om min hverdag.
