Hushjælp og pligter

Tænk at små praktiske ændringer virkelig kan gøre hverdagen (bare lidt) lettere!

Her i sommer fik jeg den geniale ide at bytte lidt om på, hvad vi har i hvilke skabe og skuffer i vores allesammens køkken. Det geniale bestod i, at jeg rykkede tallerknerne fra et overskab til en underskuffe... i børnehøjde. Nu giver det pludselig mening at få børnenes hjælp med at dække bord og ikke mindst tømme opvaskemaskine. Nu er deres hjælp en reel hjælp og ikke bare et princip om at lære børnene at hjælpe til.

Bjørn har den pligt, at han skal dække bord og tømme opvaskemaskine mandag og tirsdag. Før skulle han dække bord og tage af bordet, men det synes han er så klamt, at det for det meste blev til en lang diskussion. Freja vil stadig helst dække og tage af bordet, så det er hendes pligt onsdag og torsdag.

Som alt andet er disse pligter blevet visuelliseret og lamineret, så de kan hænge på vægen og huske os alle på, hvad der er aftalen.

For et par weekender siden deltog jeg i en samtale med andre mødre med jævnaldrende børn, og blev mindet om, hvor forskelligt vi griber dette med børns hjælp, pligter og ikke mindst lommepenge an. Tja... på skemaet kan I jo læse, hvad vi gør og forholde jer til om det er rimeligt eller helt skævt.

Jeg kan tilføje at Bjørn har haft så stor succes med opvaskemaskinen, at han (mod ekstra betaling) også tømmer den de dage, hvor det ikke er hans pligt.
I sidste uge prøvede vi endnu en ny ting - at lade Bjørn handle på vej hjem fra skole. Altså jeg handler stort ind på nettet søndag eftermiddag, og det vi har glemt kan Bjørn så købe med hjem i løbet af ugen. Igen en ting, som han klarede flot og som han er stolt over at kunne.
Børnenes pligter aflaster forældrene og udover, at det giver dem mulighed for at tjene penge, ja så håber jeg også, at det lærer dem noget om at hjælpe til og på længere sigt, at klare sig selv.

Visuel sommer

Man ved måske at det er god autisme-pædagogik med systemer, planer og visuelle oversigter. De bruger det dagligt på Bjørns skole og vi bruger det også, ikke dagligt, men ved særlige lejligheder - som f.eks. sommerferien.

Her er vores plan for denne sommerferie (Jeg offentliggør den først nu, hvor vi er forbi perioderne, hvor vi ikke er hjemme)

De visuelle planer gør det tydeligt for Bjørn hvad vi skal, og det hjælper også os andre med at huske aftaler, så vi kan være tydelige og entydige over for ham. Overblikket mindsker uroen ved det ukendte og det mindsker diskussionerne.

Side 1:

Side 2:

Side 3:

Side 4:

Side 5:

Side 6:

Gode minder... Og visuel forberedelse

Efter en rigtig streng uge på arbejdet, er det dejligt at kunne tænke tilbage på sidste lørdags super fest.  Vi har i løbet af ugen fået hilsner fra mange af dem der var med, og alle siger at de synes det var så hyggeligt, børnevenligt og samtidig festligt. Dejligt at høre. Og hvorville jeg gerne spamme jer med billeder, men jeg har ingen. Som sagt fik jeg ikke taget nogen, for jeg havde for travlt med at hygge mig.

Men noget jeg kan vise frem er, hvordan vi forsøgte af forberede Bjørn (og andre hel eller halv autister) med en visuel plan for aftenen. Det giver overskud til alt det sjove, når man ved hvad man skal.

Spørg mig lige om jeg er stolt?

I går havde jeg en oplevelse, der gjorde mig stolt både af min store dygtige dreng... og af mig selv. Men for at kunne fortælle om det her, må jeg lige komme med lidt forhistorie.

Min kære gamle mormor døde sidste fredag. Hun blev 92, har været dement længe og har ligget i sengen den sidste måned, så det kommer ikke som en overraskelse, men selvfølgelig er det trist at hun ikke er mere. I går blev hun begravet og min første tanke var egentlig at det bare var mig og Freja der skulle tage med. En begravelse er jo fyldt med følelser og det kan godt være for voldsomt for Bjørn. 

Men mandag havde jeg en snak med en god kollega og død, begravelse og angst for at dø. Bjørn har haft kæmpet en del med angst for alt muligt, men bl.a. angst for at dø (det har jeg skrevet lidt om her og her) Vi talte om at Bjørn jo har været med med til begravelse da han var yngre. Både min farmors og min farfars, og så begravelsen for min søsters lille dødfødte pige. Min kollega spurgte ind til den sidste og mente at den oplevelse måske havde sat nogle spor i Bjørn. - og jo det har det naturligvis. Bjørn var knap 4 år og Freja var 5 måneder, så Bjørn var altså lige blevet storebror og glædede sig til også at skulle være "store-fætter." Min søster og hendes mand havde nærmest været ekstra forældre for Bjørn. Og så pludselig blev det hele vendt på hovedet. Min søster og hendes mand blev knuste af sorg og hele familien var i chok. Jeg kunne fortælle meget mere om denne tragedie, men pointen er at Bjørn også bærer på denne oplevelse og at den måske er en del roden til hans angst. Som min (kloge) kollega sagde ville det måske ikke være så dårligt for Bjørn at opleve en ikke så tragisk begravelse.

Næsten uden at presse på fik jeg fortalt Bjørn at jeg synes det var en god ide at han tog med - og han accepterede. Vi talte lidt om at han godt måtte få nogle chips på turen og at han godt måtte have computer og film med til at se både på turen og efter begravelsen. Vi aftalte endda at indkøbe en hindbærsnitte, for Bjørn var overbevist om, at han ikke kunne li´ den kringle vi skulle have til begravelseskaffen.

Først på vejen til kirken gik det op for mig at jeg ikke havde lavet en visuelplan for selve begravelsen. Sådan en plan er god til at give Bjørn overblik og overskud til lige at klare lidt mere. Hvordan filen kunne jeg glemme det? Men (og nu kommer der, hvor jeg er stolt af mig) istedet for at panikke, dykkede jeg ned i min godt udrustede dametaske og fandt min notesbog og en blyant.

På Iphonen fandt jeg en liturgi (plan) over en begravelse. Efter bedste evne tegnede jeg nu en plan, men de piktogrammer, som vi plejer at bruge. (lige der var jeg godt nok glad for at vi havde prøvet det med en plan for en kirkelighandling mange gange før) Ved ankomsten til kirken fik jeg rettet den lidt til og jeg nåede endda, sammen med min mor, at synge lidt af salmerne - det kan nemlig også godt trigge Bjørn hvis salmer eller andet musik er for sørgelig.

Og ved I hvad? Bjørn klarede det bare så flot. Han var med til hele begravelsen - dog havde han sagt fra overfor at gå med ud til graven - men ellers!

Så spørg mig lige om jeg er stolt?

Hvad julen byder på?

Jahh jeg fik den! Dem af jer der har læst mit juleinterview vil vide at mit højeste ønske til denne jul - altså når man taler om ønsker om ting og sager der kan pakkes ind - ja det var en kaffemaskine, der også kan lave kaffe latte - og den fik jeg af min søde mand.

Men som jeg også skrev i interviewet falder det mig svært at ønske mit smarte ting, når det jeg virkelig godt kunne bruge var glade børn og en lettere hverdag. (OK jeg ved godt at det lyder frelst)

For selvom jeg ellers synes vi var godt forberedte med diverse visuelle planer og aftaler, ja så oplevede vi at Bjørn brød sammen under gaveudpakningen. Han var helt sikker på at der ikke var nogen gaver til ham, og hvis der var nogen ville de være dårlige. Han græd og kunne ikke klare mere. Det lage en stor dæmper på julehyggen og det stressede mig.

Øv øv øv. Og jeg der ellers følte mig godt rustet med både en plan for juleaftensdag og en meget detaljeret plan for julegudstjenesten, som Bjørn helst vil undvære. De tidligere år er gaveudpakningen gået fint, men men... Jeg er nu gået igang med at udarbejde en plan for gaveudpakning, mens jeg kan huske problematikken.... Har da heller ikke andet at lave i disse dage.

Hvis nogen af jer har ideer, må I endelig skrive.

Masking tape og visualisering

Har dine børn pligter? 

Indtil for to ugen siden måtte jeg svare nej. Jeg kunne ikke overskue at indføre pligter, for så skal de jo også håndhæves, og hvis der i forvejen er ret mange konflikter i familien, så lægger man ikke op til endnu flere. Men da vi havde forældre-tid i efterårsferien fik Morten og jeg talt os frem til nogle simple pligter, en belønning og ikke mindst nogle tydelige retningslinjer for pligterne. 

Jeg har lavet et skema til at visualisere dem, og da jeg nu havde gang i Boardmaker (En computerpogram) lavede jeg også et lille huske skilt til badeværelset, så ungerne husker at smide deres snavsetøj til vask. Og da jeg så skulle til at hænge det op fik jeg ideen at bruge masking tape.   

Ja helt smart er det vel ikke, men når vi nu skal have skemaer og andet visualisering hængene, kan det jo lige så godt blive pyntet med farverigt tape.

Åhh sommerferie

Pyhh fire dage så har alle i min lille familie ferie... længe ventet ferie.
Jeg synes at denne sidste måned har været helt urimelig lang og hård. Derfor er der heller ikke sket så meget her på bloggen. Jeg har fået skrevet et par halve indlæg, men det hjælper jo ikke noget. Til gengæld har jeg fundet den mest fantastiske blog om livet i en familie med autisme, den hedder Autisme Tanken og den er bestemt et besøg vær.
Men tilbage til det med den kommende ferie. Alle i familien trænger til opladning. Men jeg frygter, at det bliver så som så med ferien til min mand og mig. For de store er ferie jo også at få lov at være længe oppe og eftersom den lille vågner senest kl. 6, ja så ser jeg for mig nogle meget lange dage, hvor far og mor slås om, hvem der har mest ret til at slappe af og hvem der skal styrte rundt og underholde alle tre unger.
Normalt foretrækker jeg at arrangere udflugter, hvor vi oplever noget sammen. Det er super hyggeligt og det giver en dejlig ro, at vi alle sammen er enige om, hvad dagen skal gå med. Men i år er mine ressourcer så lave, at jeg simpelhen er nød til at finde en måde, hvor vi kan slappe af sammen.
Godt hjulpet på vej af Anna Skyggebjergs "Zen for mødre" er jeg kommet på ideen om at indføre en form for siesta. Altså en pause, hvor alle slapper af eller i alle tilfælde "underholder" sig selv. Det er ikke sikkert den kommer til at ligge efter middag, for det vil jo nok afhænge af hvornår lillebror sover - hvilket han ikke er særlig god til. Men nu sidder jeg så og arbejder på en socialtegneserie, så vi kan være enige om det.

Diskussioner på diskussioner på diskussioner # 2

Når tingene ikke kommer af sig selv, må man hjælpe dem på vej. Det er nok de færreste der oplever at deres børn helt af sig selv kommer og siger: "tror du ikke jeg er stor nok til selv at klare nogle flere ting? F.eks. kunne jeg da godt selv smide mit vasketøj i kurven, eller stille min madkasse i opvaskemaskinen." Ikke hjemme hos mig ihvertfald.

Det kan godt være, at nogle forældre er så meget på forkant, at de for længst har lært deres børn disse småting - længe før de er ved at skrige over følelsen af at være en mellemting mellem en blæksprutte, en tjener og en rengøringskone.

Som tidligere nævnt er det ikke nok at sige den slags hjemme hos os. Jeg gentage "vær sød at hænge din jakke op" 1000 gange, og vil stadig finde børnejakker smidt i entreen. Men visuelkommunikation... det virker...nogen gange

Vores ”fantastiske” madplan

Det er altså ikke fordi maden på denne uges madplan er særlig fantastisk, men planen i sig selv er fantastisk. For fire år siden mente vores store søn ikke at vi nogen sinde fik det han kunne li´ til aften. Vi fik derimod altid ulækkert mad, som han ikke kunne li´... ja som faktisk ingen i hele verden kunne li´. På det tidspunkt var det eneste han mente han kunne li´ købe pizza… mmm.

Så indførte vi madplanen. Nu kunne han se at vi faktisk fik noget han også kunne li´. Til at starte med var der pizza på en gang om ugen (HJÆLP), men han lærte at han jo også godt kunne li´ spagetti med kødsovs, pastasalat (hvis den serveres i mange små skåle så man selv kan blande)pitabrød og tomatsuppe. Og han kunne godt holde ud at spise kartoffelsuppe, ris og karrysovs (hvis det ikke blandes) og tuntærte. Han kunne også godt acceptere at vi nogle dage spiste noget han ikke kunne li´, men som lillesøster, mor eller far kunne li´.

Mængden af retter, som han accepteres er langsomt blevet udvidet. Og nu har vi tilmed indført at mandag skal vi prøve en helt ny rat… hvis da ellers mor kan finde på noget (det kunne hun ikke i denne uge). 

Diskussioner på diskussioner på diskussioner

Pyh…med tre børn og begge forældre på arbejde er det svært at finde tid til at blogge…men, i dag skal jeg på aftenarbejde og derfor har jeg givet mig selv lov til et besøg på en lækker morgencafe, sammen med min computer.
I vores familie er redningsplankerne på stressede dage, faste aftaler… og hvis det skal virke, skal de også visualiseres. Men men men, det er langt fra altid,vi har overblikket til at få lavet disse aftaler.
For to år siden havde vi denne plan.

Det fungerede faktisk godt, men på et tidspunkt måtte vi droppe ideologien. Nu må man spille alt det computer man vil. Og efter Ramasjang kom på sendeplanen, er tv-forbruget også steget gevaldigt.

En regel vi stadig holder fast på er ”reglen for de sædvanlige eftermiddags kiks”(ja vi spiser kiks om eftermiddagen – også chokoladekiks). Man må få 6 almindelige kiks f.eks. Digestiv, Marie kiks el.l. og 2 kage kiks f.eks. chokoladekiks,Bastonie kiks el.l. Er man stadig sulten efter af have spist de sædvanligekiks, så er der frugt og knækbrød uden begrænsning.

Før vi havde denne noget rigide regel, havde vi dagligt lange laaange diskussioner om hvad man måtte spise om eftermiddagen. Det skal lige siges at min store søn pga. sin ADHD får Medikanet (det samme aktive stof som Retalin) og derfor ikke har nogen appetit så længe medicinen er i blodet. Selvom vi ”tvinger” ham til at spise lidt frokost, er hans blodsukker virkelig lavt kl. 15:30, når medicinen klinger af og appetitten vender tilbage. Og jeg kan godt glemme alt om at få ham til at spise rugbrødsmadder – hvilket jo heller ikke er det jeg selv har lyst om eftermiddagen.