I "Superwoman er en følelse" skriver forfatter Anette Ellegaard meget om vigtigheden af at gå efter sine drømme. Bevistgøre sig hvad man ønsker, lægge en plan for, hvordan man vil nå sit mål og arbejde koncentreret på sagen. Hun sammenligner gentagende gange det at nå sine mål, med det at bestå en svær eksamen.
hmmm... sådan oplever jeg det ikke.
Min største drøm har klart været at få mange børn. Men som så mange andre oplevede jeg, at det at få børn rummede meget mere end jeg havde troet. F.eks fik jeg fødselsdepressioner med både Bjørn og Freja, det havde jeg hverken forventet eller drømt om. Det faktum fik mig til at tænke, at jeg ikke kunne få flere børn.
Så er der alt det med Bjørns diagnose... tja det er der nok ingen der drømmer om, selvom jeg på lyse dage tænker, at det har beriget mit livssyn.
Da jeg indså, at jeg trods fødselsdepressioner og et barn med autisme, stadig brændende ønskede mig flere børn, arbejdede jeg meget målrettet først med at true at stå ved mit ønske og siden med at opbygge selvtillid og tro på at jeg kunne. Og så fik vi Johannes og jeg fik ingen depression og det var næsten for lykkeligt til at være sandt... selvom det også var og er knald hårdt.
Med mit ønske om mange børn gik jeg altså efter min drøm; og selvom vejen slog nogle sving må man vel sige at jeg kom til målet.
Og hvad så mere, tænker jeg! Har jeg ikke andre drømme og mål i mit liv?
Jeg kan ikke formulere andre som jeg er helt sikre på. Jeg kan måske nok sige at jeg kunne tænke mig at tabe 10 kilo eller at få ryddet ordentligt op i vores hus, men er det rigtige ønsker eller mål?
En gang tænkte jeg, at jeg skulle overtage mine forældres gård. Lundmosegård, som den hedder er bygget af min oldefar og det er et dejligt sted, som fylder hundrede år i år. Men som tiden er gået er det blevet klart for mig, at det ikke er min drøm, og det er slet ikke min mands drøm. Han er også vokset på på landet, dog ikke på en gård, men i en mindre by, men ingen af os trives på landet. Vi ville ikke ønske, at vores børn skule vokse op i et sådan "lille-samfund", hvor der ikke er plads til at være anderledes. Vi er glade for at bo i byen og så betyder det også en del at Bjørns skole ligger rimelig tæt på.
Drømmen om at bo på Lundmosegård, viste det sig at jeg voksede fra.
Jeg har også drømt om at bo i et bofællesskab. Men igen er det ikke min mands drøm. Han mener ikke han vil trives med andre mennesker så tæt på og jeg må give ham ret. Nu kan jeg godt selv se, at det lyder som om jeg giver min mand skylden for at jeg ikke kan følge min drøm. Jeg tænker bare, at hvis jeg ved, at det at udleve min drøm ville gøre min mand frustreret, jamen vil det jo ikke længere være min drøm.
Jeg kunne sikkert komme med flere eksempler, men pointen for mig er den, at jeg alt for tit har oplevet at livet formede sig anderledes end jeg kunne forudse. Og hvordan skal man så kunne gennemskue, planlægge og gå efter sine mål? Jeg kommer til at tænke på John Lennons ord om at "Life is what happens to you, while you´re busy making other plans."
Men jeg kunne faktisk godt ønske mig at have nogle mål, som jeg ture stå ved og gå efter. Derfor har jeg forsøgt at bruge Ellegaard anvisning om at lave en
drømmecollage - altså et klippe-klistre-billede af hvad jeg drømmer om. Jeg ved ikke om det giver mening at lave øvelsen, når jeg ikke kan definere min drøm, men Ellegaard skriver at, hvis ens drøm ikke er noget materielt, kan man finde billeder der beskriver den stemning man længes efter.
Resultatet ser således ud:
Hvad kan jeg så lære af det?
