Tanken om at bage et brød

Jeg er ramt af en voldsom udmattelse. Mangler overskud til de mindste ting. Jeg har flere dage tænkt på at bage et brød - en opgave der kræver overskud, men også ville give nyt overskud. Endnu er det ikke lykkedes. 

Jeg har erfaret, at en indsats kan give et nyt overskud. Hele marts og første halvdel af april gik jeg hver dag en tur, ca. en halv time i rask tempo. Det var ikke noget jeg havde overskud til, men når jeg alligevel afleverede Johannes i vuggestue, ja så var jeg ude, og kunne lettere tage mig sammen til at gå. Og det hjalp. Det gjorde godt at få rørt kroppen og mærke den friske luft. Det gav overskud til resten af dagen.

Om sorg

Torsdag og fredag i sidste uge, var jeg afsted på kurset "den medmenneskelige samtale" Et fantastisk kursus, der løber over seks gange to dage. Dette var den femte gang og temaet var "den sorgfulde samtale" - altså at begribe sorgens væsen og føre en støttende samtale med et menneske i sorg. 

Her kommer lidt fakta om sorg:

• Sorgen er forbundet med et tab eller det at miste. Helt automatisk forbinder vi sorg med dødsfald, men tabet kan være have mange forskellige former.  
• Jo større tab, jo større sorg. Når ens elskede bedstemor dør mæt af dage er det et tab, men måske ikke så stort et tab, som en skilsmisse eller erkendelsen af, at ens heldbred ikke tillader at man leve som man drømte om. 
• Sorgen kan forstærkes hvis tabet kommer som et chok fremfor hvis det er noget man var forberedt på. 
• Sorgen rammer hele mennesket, både psykisk (tanker og følelser), fysisk (krop og heldbred) socialt (livsvilkår) og eksistentielt ("meningen med livet")

Der er meget mere at sige om sorg, men jeg stopper her.
Jeg har tidligere gjort mig mange tanker om den sorg der er forbundet med at have et barn med et handicap (læs evt. dette indlæg) 

For mig var kurset spændende, men også udfordrende og fyldt med erkendelser. Først og fremmest erkendelsen af, at jeg selv er i sorg. Jeg har mistet ikke et menneske med et job. Jeg er blevet sagt op og det kom som et chok. 

Det er nok derfor jeg er så udmattet, at jeg ikke kan bage et brød.

Tanker om Stress

Hvilket ord eller beskrivelser forbinder du med stress?

• Travlhed
• For meget at nå
• Uoverkommelige arbejdsopgaver
• Manglende kvalifikationer
• Overbelastning
• For meget at tænke på
• Manglende anerkendelse
• Manglende forventningsafstemning 
• ... (find selv på flere)...

Jeg hører tit udsagn som: "Pyhh, det har været en stresset dag?" eller "Ikke flere opgaver lige nu, ellers bliver jeg stresset!" eller "Jeg skulle nå så meget, at jeg blev helt stresset!" Jamen sådan siger jeg da også selv. Ordet "stress" en del af vores almindelige sprogbrug. 

Alle disse vendinger binder stress sammen med travlhed. Oplevelsen af at skulle løbe stærkt og handle hurtigt og effektivt, for at kunne nå det hele. Men inderst inde tror jeg de fleste ved at stress i høj grad handler om noget andet. Det handler om uklarhed, utrykhed og følelsen af utilstrækkelighed. Det handler om ikke at være sikker på, hvordan arbejdsopgaver og arbejdstid ønskes prioriteret. Det handler om ikke at blive værdsat og føle sig anerkendt.  

I praksis betyder dette:

• At det ikke hjælper at lette arbejdsbyrden, hvis ikke man samtidig afklarer forventningerne. 
• At alverdens kvalifikationer ikke kan opveje en dårlig eller uklar ledelse. 
• At det kan være langt mere stressende at gå hjemme og være arbejdsløs, end at gå på arbejde og have travlt.

Jagten på glæden

Hvad mon jeg mener om kunstig befrugtning, af ufrivilligt barnløse? af lesbiske par? af singler?
Hvad mon jeg mener om abort, scaning og retten til at vælge et handicappet barn fra... eller til?
Hvad mon jeg mener om livsstil, fødevarer, sukker, motion, martonløb?
Hvad mon jeg mener børneopdragelse, overforbrug, forurening..... og ... HJÆLP.

På et tidspunkt formulerede jeg et grundprincip for mig selv, for at blive bedre til at navigere i alle de dilemmaer, som jeg skulle mene noget om. Det lyder nogenlunde sådan: 

Alle mennesker har ret til at forsøge at få et godt liv.

Det er godt nok lidt for vagt... eller hvad?

Før jeg fik børn havde jeg en masse holdninger for og imod hvadsomhelst. Nu... tja nu er jeg for mennesker, med alle deres forskelligheder og udfordringer. Mit liv indtil nu har lært mig at livet ikke er noget man kan planlægge eller kontrollere. Det er og bliver noget andet end vi forventede. Jeg er lige nu et sted, hvor livet er udfordrende og hvor det næsten er en kamp at bevare et positivt livssyn. Jeg skal støtte mig selv i at gøre ting der føles rart og giver glæde.

På Instagram har der husseret en leg, hvor man skal nævne 10 ting der gør een glad. Mine lød sådan:

1) At se mine børn lege sammen 
2) At være i flow f.eks. kreaflow 
3) At have god tid 
4) At tale og le sammen med skønne venner 
5) At have en-til-en tid med min søde nørd 
6) At møde nye spændende mennesker. 
7) 
8) At blive forstået 
9) At gå tur 
10) Nærvær

Tænk at jeg glemte nr. syv! Nå... Tror jeg vil lade den stå åben til det der gør mig glad, som jeg ikke er bevidst om.

Op på hesten...

Med små forsigtigt skridt våger jeg mig ind på bloggen. Skulle man forsøge sig med et indlæg igen??? Det står klart at jeg, hvis den gamle blog-hest skal ud af stalden igen, skal finde en ny måde at bruge den på, nu hvor Instagram-hesten er blevet en fast del af min hverdag.

Vil prøve...

Det behøver ikke at være en hemmelighed, at grunden til at jeg satte bloggen på pause, var min situation med overbelastning/stress. Jeg har p.t. været sygemeldt med stress i lidt over en måned, og har i mandags genoptaget mit arbejde med ganske få timer.

Der var flere elementer af stressen der spillede ind på min beslutning om at holde pause.
På overfladen, var der følelsen af ikke at nå det jeg skulle eller gerne ville. Blogskrivning og læsning blandede sig med alle de andre daglige gøremål, som jeg ikke følte jeg kunne nå. Men bloggen skal jo ikke være en sur pligt...
Så var der kendsgerningen, at det var svært for mig at læse og dermed også skrive længere tekster. Jeg fik simpelhen hovedpine. Det gør jeg til dels stadig, men det går fremad.
Og endelig var der følelsen af, at jeg ved at dele tanker om overbelastning/stress bevægede min fra noget personligt til noget privat, noget jeg ikke budte skrive om på en offentlig tilgængelig blog.

Måske forekommer det sidste argument lidt mærkelig, når man tænker på hvor mange meget private oplevelser og tanker jeg har delt, når det drejer sig om min rolle som mor til en dreng med autisme. Men når det drejer sig om autismen, har jeg en helt fast tro på at jeg kan hjælpe andre, ved at sætte ord på mine tanker og oplevelser.
Jeg har oplevet det når jeg holder foredrag eller oplæg om livet med autisme. Flere er kommet hen til mig bagefter og har sagt tak, fordi det, at jeg sagde det højt, har hjulpet dem med at erkende og acceptere deres egne følelser - og det er netop første skridt til at komme gennem sorgen.
Det samme gælder oplevelserne med fødselsreaktion eller fødselsdepression, som jeg ganske vidst ikke har skrevet så meget om herinde, men som jeg har brugt i mit arbejde. Ved at bruge min egen oplevelse og turde fortælle om mine følelser - også de skræmmende og ikke så accepterede - har jeg kunnet hjælpe andre til at erkende, bearbejde og acceptere deres oplevelser og følelser. Og samtidig har jeg kunnet hjælpe mig selv. For når andre genkender sig selv i mine historier, og fortæller det til mig, så bliver jeg jo også genkendt og kan acceptere mine følelser.

Filosofien er: "Du er ikke alene = vi er flere der har det som dig = din reaktion og dine følelser er helt normale" Og det virker fordi det er ikke oplevelser og følelser der er problemet, men derimod vores egen modstand mod vores følelser. Kan modstanden vendes til accept, opløses problemet. (Det lyder jo næsten som skole-fysik)

Så nu kommer det store spørgsmål til jer og mig selv: "Mon ikke også de svære følelser i forbindelse med overbelastning og stress, også kan opløses ved at dele, blive genkendt og acceptere?"

Et lille tilbageblik

Jeg havde faktisk taget en beslutning om at lave et blogindlæg hver adventssøndag med fokus på alt det jeg når. Mit Ta-Da-fokus. Men men men... beslutningen måtte laves om.
Jeg oplevede lidt for mange stress-symptomer - blev urolig - gik til lægen og fik beskeden, at jeg ikke skulle sygemeldes, men dog burde forsøge at skrue ned for arbejdsopgaverne. Godt så.... Der stod jeg i årets måske travleste tid på arbejdet - ja når man arbejder i en kirke er december naturligt nok ret hektisk. På hjemmefronten var der også nok at se til med juleforberedelser af alle slags.
Hmm... skrue ned???? hvordan???

Jeg havde svært ved at overskue det. Jeg kommer altid i sådanne situationer til i stedet at forsøge at genvinde kontrollen. Jeg bliver mere fokuseret på at der bør ryddes op og gøres rent i huset, jeg sætter mig for at lave en kostomlægning, ja jeg forsøger at få styr og struktur på det hele... hvilket (naturligvis) kun gør mig mere presset og overstimuleret. Selv når jeg forsøger at sige at nu skal jeg vælge efter hvad jeg har LYST til, ja så bliver det for meget. Man kan jo godt have lyst til, uden at have overskud til.

Når... jeg opdagede at jeg havde to omsorgsdage, som skulle bruges inden jul og sammen med en del overarbejdstimer gav det mig et par fridage, hvor jeg forsøgte at lave ingen ting. Helt bogstaveligt ingenting. Jeg sad og stirrede ud i luften og lod hjernen "løbe det gale af sig". Modstod fristelsen til at distrahere mig selv med nye projekter, som jeg havde lyst til, men ikke energi til. Gav mig selv lov til at være ineffektiv.

Og det lykkedes mig at skifte gear. Lillejuleaften, juleaften, 1. juledag og nu også 2. juledag er forløbet uden hektisk stemning, skænderier og sammenbrud som følge at overstimulering. Selve juleaften gik endda over all forventning - vi havde jo nogle dumme minder fra sidste år (som du kan se her) - men mere om det en anden dag.

Lægen havde ret. Jeg var ikke rigtig stresset, men fortravlet og overstimuleret. Heldigvis!

Så denne gang er Ta-Da-erkendelsen at det lykkedes mig at stoppe op i tide. Det kan man jo ikke vise billeder af, så her kommer lidt julestemning og et par kreationer fra i går og i dag.

Mere Ta-Da og mindre To-Do

Ja det tror jeg, at jeg vil gøre til en ny leveregel. Altså at fokusere på alt det jeg når, alt det jeg kan, alt det jeg er stolt af, frem for alt det jeg ikke når. Måske skulle jeg virkelig følge Susannes (fra mitkrearum) gode råd og lave Ta-Da-lister i stedet for To-Do-lister.

For 1½ år siden nedskrev jeg 12 fokuspunkter. Du kan læse dem alle sammen her. De tre første lød:

• Jeg vil respektere mit behov for alene-tid
• Jeg vil tale og tænke pænt om mig selv
• Jeg vil værdsætte min krop, og behandle den godt

De rummer alle tre forskellige vinkler på, hvordan jeg vil styrke mit selvværd. Noget jeg virkelig oplever lettere sagt end gjort. Men måske er Ta-Da-lister også et skridt på vejen, så here we go:

I de sidste uger har jeg ikke blogget for jeg har været aktiv på Instagram. Ja stedet hvor (næsten) alle bloggere er... når de ikke blogger. Hvis du ikke allerede kender min profil der, kan du se den her.

Nå men Instagram eller IG, som det hedder blandt indviede, vil faktisk være rigtig god, når jeg skal lave min Ta-Da-liste. Se bare her.

Siden sidst har jeg:

Ladet mig inspirere af stenalderkost og bagt et stenalderbrød

Bagt julesmåkager med mine unger og min mor

Været på en krea-date med Susanne

Lavet min første doodel

Passet mit arbejde

Hæklet en farvestrålende julekugle

Lavet de første juleudsmykninger

Og så har jeg ikke engang nævnt det hele. Jo jeg kan vist godt være tilfreds og sige: TA-DAAA!

Smash om tid!

Ja sådan er det jo med mig for tiden. Alt skal der smashes om, så her en smash om tid, som jeg skrev et indlæg om i søndags.

God onsdag til jer alle!

Tanker om tid!

Susanne på bloggen Mit krearum har lige skrevet et rigtig godt indlæg om glippofobi, altså frygten for at gå glip af noget. Og jeg følte mig godt og grundigt ramt. Der er så meget jeg gerne vil og så få timer i døgnet til at nå det alt sammen.
Og helt ærligt og uden hverken jantelov eller storhedsvandvid, så når jeg faktisk en del.

Tag bare denne uge. Ud over arbejde og dagligdag med børn og mand, har jeg også nået at fejre Halloween og Allehelgensdag. Jeg kan sætte tjek ved at lave græskarlygter... godt nok på arbejdet, og...

... sætte lys i dem uden for min dør ... som godt nok er fremstillet at morfar.

Derudover havde Morten alle tre unger med ud og "raste halloween" (hedder det det?) torsdag aften, hvor jeg var på den mest fantastiske smahing-date med tidligere omtalte Susanne. Du kan læse mere om vores date her. 

Med andre ord kan jeg også sætte tjek i både socialtid og kreatid.

Fredag aften var hele familien til halloween på Vanløses hovedgade, Jernbane Allé. Det må give tjek i familietid og noget med at videregive traditioner.

Lørdag var Freja og jeg på workshop om Mexicanske nicher. Halloween som vi efterhånden kender den med græskar og uhyggelig udklædning er jo en meget amerikansk tradition, men den mexicanske alle dødes dag og den danske allehelgensdag udspringer af det samme. 

Her kan I se min kreation. En niche lavet i en lille æske, med et pyntet skelethoved inden i og et billede af den fascinerende Frida Kahlo på bagsiden.

Det gav endnu et tjek i kreatid og så samtidig et tjek i mor-dattertid.

I dag søndag har jeg dels været ganske kort på arbejde til allehelgensgudstjeneste som jeg skrev om sidste år (læs her). Bagefter var jeg med Bjørn i Planetariet, hvor han mødtes med sin bedste ven i hele universet.
Altså må jeg i dag have fået tjek i noget mere med traditiontid og i mor-søntid.

Der er helt sikkert flere ting jeg kunne nævne. Og på trods at alt dette føler jeg stadig ikke jeg har nået alt det jeg gerne ville....

Og dette fører mig frem til en tanke, jeg for tiden arbejder med at sluge. Nemlig at det ikke bare er mig, der er utilstrækkeligt eller dårlig til at prioritere min tid, nej det er noget rigtig mange kender. Det er et menneskeligt vilkår, at vi ønsker at nå mere end hvad der er fysisk muligt, og derfor også almindeligt at mærke en frustrationen over ikke at kunne nå alt.

"Du sagde L-ordet!"

Det har tidligere lykkedes mig at skrive mig ud af en fristration, ved at lave et indlæg om det, så nu prøver jeg igen.

Min søde store dreng, Bjørn er en kvik dreng. Han har en stor almenviden, er nysgerrig og hurtig til at lære nyt, MEN han har læseproblemer. Jeg var selv sen til at knække den berømte læsekode, læser stadig meget langsomt og staver ret dårligt (hvilket du måske allerede har opdaget)

Bjørns læsevanskeligheder har ikke noget med hans autisme at gøre... og det har det så alligevel lidt, for generelt er det virkelig svært for børn med autisme, at lave noget de ikke synes er interessant eller er gode til. Mange har også koncentrationsbesvær, især dem der også har ADHD at kæmpe med. De evner simpelthen ikke at udvise det påkrævede disciplin til at komme gemmen indlæringen af en færdighed som volder dem problemer. For Bjørn er det altså især læsningen.

Skal lige for en god ordens skyld nævne at der også findes børn med autisme som selv knækker læsekoden endda før de kommer i skole.

Fra Ole Lund Kirkegaards "Gummi-Tarzan"

Når... Siden Bjørn begyndte at lære at læse i midten af 2. klasse, har vi skullet læse med ham hjemme dagligt i hverdagene. Først bare et par linjer, siden mere og mere og vi er nu endt på 20 min om dagen. Nu går Bjørn i 6. klasse, det vil altså sige knap 4 år med læseindlæring... og han HADER det.

For nogle dage siden skrev Katrine fra Autismetanken om f-ord, der ikke var fuck, men fleece og foer. Jeg kunne så passende skrive om l-ord, som hverken er lort eller ludder, men som kan få helvedet til at bryde løs. "Mor du sagde l-ordet!!! Nu begynder jeg at skrige." Sådan kan dagens læsning starte. Så bruger jeg noget tid på at lokke, presse og til sidst true ham i gang. Til sidst overgiver han sig, men kun hvis jeg holder bogen, og han kan side halt oven på mig, og og og. Så stiller jeg uret og han siger. "Jeg læser kun 10 min" eller "kun 4 sider". Så begynder selve læsningen. Efter få sekunder laver han sin stemme høj eller dyb eller søvnig. Eller han insisterer på at kalde den ene person vi læser om for røv, og den anden for lort, og bruger alt sin energi på at holde styr på dette, frem for at koncentrere sig om at læse.

Alle børn skal jo lære at læse... i Danmark i alle tilfælde. Freja har også været igennem. Hun skulle også læse dagligt og det var svært, men hun blev bedre og bedre og en dag var det bare ikke svært mere. Nu klare hun sin læsning selv. Hun har for længst overhalet Bjørn, som trods alt er 3 år ældre.

Til at starte med deltes min mand og jeg om at læse med Bjørn. Nu har Morten givet op. Hans temperament kan ikke klare det. Jeg forsøger at kæmpe videre. Jeg roser. Jeg viser ham, at han godt kan. Jeg lokker og presser og truer ham. Og jeg HADER det. Efterhånden kan bare tanken om at vi skal læse gøre mig i dårligt humør flere timer før. Jeg er så frustreret, at jeg er ved selv at skrige højt. Bare at skrive dette giver mig næsten tåre i øjnene.

Ja; jeg har ondt af mig selv. Det var ikke det jeg ønskede mid da jeg fik børn. Men jeg har også ondt af Bjørn. Og jeg begyndt at tvivle på hele projektet. Jeg mener hvad nu hvis det eneste han lærer er at det der læsning har fanden skabt eller at han er for dum.

På den anden side tør jeg ikke stoppe, for han skal have de bedste vilkår i livet. Han har i forvejen både autisme og ADHD at slås med, så han skal ikke også være analfabet.

Græsset er altid grønnere...

Ja så er det sidate dag i efterårsferien og... jeg vil ikke tilbage til hverdagen.

Kender du følelsen? 

Den er vist ret almindelig, men det gør den jo ikke mindre ubehagelig. 

Der var faktisk en periode hvor jeg glædede mig til at komme igang efter en ferie. Hvor der var en stor følelse af frihed forbundet med at tage ned på mit arbejde... (Jamen, det er rigtigt!) Nu er jeg bare godt tilfreds med mit arbejde, kunne ikke forestille mig et job jeg hellere ville have... men jeg vil allerhelst holde fri!!!

I torsdags sagde Bjørn til mig: "Der er altså nogen i min klasse, der holder to ugers efterårsferie. Det vil jeg også gerne." "Nå" sagde jeg: "Hvordan det?" "Altså jeg tror nok der er fordi de skal rejse. Så har de fri i ugen før efterårsferien også." "Men så har de nok ikke fri i efterårsferien, tror jeg. Det er nok fordi de kunne få rejsen billigere i ugen før." "Men det vil jeg også gerne" Blev Bjørn ved. "Hvad, rejse?" "Nej bare holde fri og være hjemme. Sådan hjemmehygge."

En helt almindelig samtale, måske, men hold op hvor jeg føler med ham. Hvorfor er der ikke noget mere tid til hjemmehygge?

Her et lille glimt fra denne dags hjemmehygge med Johannes. Sæbebobler i efterårshaven

Jeg holder af hverdagen...

Kender du de familier, hvor mor smilende fortæller, at bestemor henter unger hver tirsdag. Og når hun nu er der, tager hun også lige en tur med støvsugeren, ordner vasketøj og laver lækker aftensmad. Kender du dem? Nogen vil måske straks hævte, at jeg da bare er misundelig... og ja... de har helt ret! jeg er grøn af misundelse.

For mig er det en udfordring og af og til også en kamp, at få hverdagen til at hænge sammen. Det tror jeg det er for mange børnefamilier, med eller uden diagnoser.

Men hvis jeg nu drømte mig til en hverdag, med en rar og overskudsfyldt bedstemor - og også gerne en handy bestefar, der lige gik en runte med skrugetrækker osv. - gerne med Johannes i hælende - Ja hvis og hvis... hvad ville jeg så bruge den ekstra tid på? Jeg har en ide om at i de før omtalte familier, bruges tiden på at arbejde. At gøre karrierer. Lægge en længere arbejdsdag, når bedste passer og så gå tidligere de andre dage. 

Men jeg skal ikke arbejde mere. Jeg arbejder 32 timer. Det er jeg ansat til og det bruger jeg. Jeg arbejder tit om søndagen (sådan er det jo i en kirke) og ofte en aften om ugen, men så holder jeg fri på andre tidspunkter, så jeg ender på 32 timer om ugen i gennemsnit. Hvis jeg for et øjeblik glemmer Jante, vil jeg sige at jeg både er effektiv og dygtig til mit arbejde. Men jeg vil ikke arbejde mere. 

Kan jeg så tillade mig at drømme om en bedstemor der passer børn? For hvad skal jeg så lave? Slappe af - være alene - jamen er det ikke lidt for luksus-agtigt?

Tirsdag har jeg en rigtig lang dag fordi jeg har legestue om morgnen og derfor møder ind senest 8:30, og så minikonfirmander om eftermiddagen, som først slutter kl 17. I tirsdags havde jeg oven i købet et møde om aftenen fra 19-21. Naturligt nok var jeg godt brugt og træt om onsdagen. Derfor gik jeg hjem kl 13. Jeg hentede først Johannes kl 15:30. Jeg havde altså to en halv time for mig selv. Og hvad lavede jeg der? Tja... spiste frokost, drak kaffe, satte to vaskemaskiner over og hang den ene op, stirrede ud i luften og lavede lidt i min smash book.

En stemme i mit hovede siger, at det ikke er til fordel for mine børn. De skal undvære deres mor tirsdag eftermiddag og tirsdag aften, og får ikke ekstra mor-tid onsdag. En anden stemme siger, at havde jeg hentet kl f.eks. 14, så havde jeg været overstimuleret og træt og sikkert også sur.

Hmm... jeg tænker videre...

September og taknemlighed

Er det mon fordi jeg er vokset op på en gård, eller bliver I andre også dybt lykkelige af frodigheden her i September? Se bare farverne i disse smukke solsikker og georginer. Jamen altså. De er desværre ikke fra vores egen haven. Solsikkerne er købt og georginerne har jeg fået af min mor. 

Til gengæld har jeg spiselige glæder i min have. En lille håndfuld æbler og en overflod af cherrytomater og blommer. Mmm.

Jeg glæder mig så meget over disse naturens små gaver. Ja, kan godt høre, at jeg bliver helt religiøs at høre på, men jeg synes virkelig, at det er fantastisk, hvad vi får og jeg fyldes af taknemlighed. En følelse jeg slet ikke mærker, når jeg køber æbler, tomater og blommer i supermarkedet. Indlysende??? tja, men taknemlighed er en dejlig følelse at se verden gennem... så jeg vil nyde den.

Sommer og superwoman - Familien

Kapitel 9 i Anette Ellegaards bog, "Superwoman er en følelse" hedder "Livet i din familie" og indledes med spørgsmålet: Er du den mor, du gerne vil være? "Jaaah... det lover godt!" tænkte jeg, men jeg må indrømme at jeg bliver skuffet.

Som jeg skrev i sidste "Sommer og superwoman-indlæg" var mit højeste ønske at få mange børn og derfor er jeg naturligvis også optaget af at være en god mor for mine tre skønne unger. Men jeg synes langt fra, at der er overensstemmelse mellem den mor jeg ønsker at være og den mor jeg faktisk er.
Ellegaard opfordre til at man skal få værdirene frem i lyset, skabe gode rutiner, og finde balancen mellem det ydre og det indre. Men set fra min lille familie, baner det ikke vejen til den mor eller det familieliv som jeg drømmer om.

Selvfølgelig spiller Bjørns diagnose en stor rolle i mine udfordringer som mor. Måske gør jeg Ellegaard uret ved overhovedet at hente råd om "livet i familien" ud af hendes bog. Hun har jo ikke på nogen måde hævdet, at hun udtalte sig om familier med børn med autisme eller andre forstyrrelser.
Det er dog stadig min overbevisning, at mange af udfordringerne er de samme. Jeg skrev dette indlæg om, hvordan de enkelte karaktertrækene ved autisme også kan opleves hos personer uden diagnoser. Det er mængden eller hyppigheden af disse karaktertræk og især de problemer eller udfordringer de give både børn og forældre, der gør den store forskel. Altså burde jeg godt kunne bruge de almene råd.

Jeg oplever rigtig tit at der er uoverensstemmelse mellem de forskellige personer i min families lyster, ønsker og behov. Jeg kan prøve at give et eksempel: Når jeg gerne vil skabe familiehygge med eftermiddagsthe og kiks, vil Bjørn hellere koble af med computeren (og det vil Morten også, hvis han er hjemme). Freja vil hellere lege med veninderne og det er trods alt begrænset hvor længe en 2 årig som Johannes kan side stille ved bordet.
Jeg ved, at Bjørns har behov for at slappe af efter en for ham krævende dag i skole og SFO. Selvomder stadig er mange, der mener at computerspil ikke er godt for nogen eller noget, holder jeg fast i,  at det er afstressende især for børn med ADHD.
Jeg ved også at venskaber er lige så vigtigt for mennesker som mad og drikke.
Så selvom familiefølelse og samvær står højt på min værdi-liste, så gør hensynet til den enkeltes behov og udviklingen at sociale kompetencer det også. Der er altså ikke bare modstrid mellem de enkeltes ønsker og behov, men også mellem mine værdier. Jeg føler mig ikke som en god mor, hvis jeg diktere at "nu SKAL vi hygge os med den eftermiddagsthe!", men jeg føler mig heller ikke som en god mor, når Bjørn forsvinder om bag computeren og Freja løber over til veninden.

Da jeg tidligere på sommeren var på tur med Freja og Johannes, som jeg viste billeder fra her, oplevede jeg også dilemmaet. Freja og Johannes havde en dejlig dag, og jeg havde tid til at være nærværende sammen med dem, men Bjørn var der ikke. Familiefølelsen var ikke komplet. Havde jeg taget ham med, havde han sandsynligvis ikke nydt det og det er helt sikkert, at der ikke havde været samme ro til de to små.

Jeg oplever at familiefølelsen, og den dertilhørende følelse af at være en god mor, er flygtig og ikke noget jeg kan planlægge mig til. Og så forandre det sig hele tiden. Hvad der skaber hygge og god mavefornemmelse den ene dag, virker måske også den næste dag men sikkert ikke efter en måned. I hverdagen har jeg svært ved at finde energi til at lede efter gode rutiner for familien og så er det, at jeg oplever at familiefølelsen får lov at sejle.

Men måske er det det rene utopia jeg leder efter. Jeg mener, er det realistisk at opnå en konstant følelse af at være den mor jeg drømmer om... hele tiden? Mine børns liv er i konstant udvikling og det en mit (forhåbentligt) også. Måske hænger lykkefølelsen sammen med noget stillestående, mens forandring skaber uro og utryghed. Måske kan lykken kun opleves i øjeblikke, som her på billedet.
- heldigt at Morten nåede at indfange det med sin iPhone.

Sommer og superwoman - drømme og mål

I "Superwoman er en følelse" skriver forfatter Anette Ellegaard meget om vigtigheden af at gå efter sine drømme. Bevistgøre sig hvad man ønsker, lægge en plan for, hvordan man vil nå sit mål og arbejde koncentreret på sagen. Hun sammenligner gentagende gange det at nå sine mål, med det at bestå en svær eksamen.

hmmm... sådan oplever jeg det ikke.

Min største drøm har klart været at få mange børn. Men som så mange andre oplevede jeg, at det at få børn rummede meget mere end jeg havde troet. F.eks fik jeg fødselsdepressioner med både Bjørn og Freja, det havde jeg hverken forventet eller drømt om. Det faktum fik mig til at tænke, at jeg ikke kunne få flere børn.

Så er der alt det med Bjørns diagnose... tja det er der nok ingen der drømmer om, selvom jeg på lyse dage tænker, at det har beriget mit livssyn.

Da jeg indså, at jeg trods fødselsdepressioner og et barn med autisme, stadig brændende ønskede mig flere børn, arbejdede jeg meget målrettet først med at true at stå ved mit ønske og siden med at opbygge selvtillid og tro på at jeg kunne. Og så fik vi Johannes og jeg fik ingen depression og det var næsten for lykkeligt til at være sandt... selvom det også var og er knald hårdt.

Med mit ønske om mange børn gik jeg altså efter min drøm; og selvom vejen slog nogle sving må man vel sige at jeg kom til målet.

Og hvad så mere, tænker jeg! Har jeg ikke andre drømme og mål i mit liv?
Jeg kan ikke formulere andre som jeg er helt sikre på. Jeg kan måske nok sige at jeg kunne tænke mig at tabe 10 kilo eller at få ryddet ordentligt op i vores hus, men er det rigtige ønsker eller mål?

En gang tænkte jeg, at jeg skulle overtage mine forældres gård. Lundmosegård, som den hedder er bygget af min oldefar og det er et dejligt sted, som fylder hundrede år i år. Men som tiden er gået er det blevet klart for mig, at det ikke er min drøm, og det er slet ikke min mands drøm. Han er også vokset på på landet, dog ikke på en gård, men i en mindre by, men ingen af os trives på landet. Vi ville ikke ønske, at vores børn skule vokse op i et sådan "lille-samfund", hvor der ikke er plads til at være anderledes. Vi er glade for at bo i byen og så betyder det også en del at Bjørns skole ligger rimelig tæt på.

Drømmen om at bo på Lundmosegård, viste det sig at jeg voksede fra.

Jeg har også drømt om at bo i et bofællesskab. Men igen er det ikke min mands drøm. Han mener ikke han vil trives med andre mennesker så tæt på og jeg må give ham ret. Nu kan jeg godt selv se, at det lyder som om jeg giver min mand skylden for at jeg ikke kan følge min drøm. Jeg tænker bare, at hvis jeg ved, at det at udleve min drøm ville gøre min mand frustreret, jamen vil det jo ikke længere være min drøm. 

Jeg kunne sikkert komme med flere eksempler, men pointen for mig er den, at jeg alt for tit har oplevet at livet formede sig anderledes end jeg kunne forudse. Og hvordan skal man så kunne gennemskue, planlægge og gå efter sine mål? Jeg kommer til at tænke på John Lennons ord om at "Life is what happens to you, while you´re busy making other plans."

Men jeg kunne faktisk godt ønske mig at have nogle mål, som jeg ture stå ved og gå efter. Derfor har jeg forsøgt at bruge Ellegaard anvisning om at lave en drømmecollage - altså et klippe-klistre-billede af hvad jeg drømmer om. Jeg ved ikke om det giver mening at lave øvelsen, når jeg ikke kan definere min drøm, men Ellegaard skriver at, hvis ens drøm ikke er noget materielt, kan man finde billeder der beskriver den stemning man længes efter.

Resultatet ser således ud:

Hvad kan jeg så lære af det?

Sommer og superwoman

Mmm sommer. Varme, ro og ikke mindst tid. Tid til at trække vejret og være sammen med min dejlige familie. Men også tid til at tænke. Heldigvis!!! Ja, jeg tror jeg har brug for det. Men sommerferie får mig også altid til at gøre status over mit liv. Måske fordi vi tager ud og ser og oplever noget vi ikke plejer. Måske bare fordi der er tid til det.

Denne sommer har jeg desuden valgt at læse bogen: "Superwomen er en følelse", som også sætter skub i overvejelserne over mit liv og min hverdag. Jeg synes bogen har nogle gode pointer og råd, selvom den efter min menig ikke går nok i dybten med hverdagens forskellige problemstillinger og dilemmaer. Derfor har jeg valgt at lade den inspirere mig til et par hverdags-filosofi-indlæg. 

Her vil jeg fremhæve tre ting jeg godt kan lide ved bogen:


1: På et praktisk plan vil jeg sige at bogen er let at gå til. Hvert afsnit afsluttes med en række spørgsmål, som kan sætte læseren igang med sin egen udvikling. Bogen indeholder også både fantasirejser og anvisninger på andre øvelser, som man kan udføre. En del af dem handler om at få underbevistheden eller højre hjernehalvdel til at arbejde med. Alt sammen for at nå de mål man ønsker. 

2: Jeg er helt enig når bogens forfatter, Anette Ellegaard, skriver at det ikke handler om at finde en rigtig vej i livet, men om konstant at forsøge at skabe balancen mellem forskellige poler. Hun nævner det indre vs. det ydre, kontrol vs. intuition og nuet vs. målet.
Jeg kan ikke helt overskue om disse tre modsætningspar rummer alle de balancer, som jeg/vi søger efter. Måske kunne man også tale om idealet vs. det nødvendige eller måske noget med individet (jeg) vs. fællesskabet.

3: Den mest geniale betragtning i bogen er efter min mening at vi skal lære at skelne mellem lyst og behov. 

Hurtig fortalt handler det om, at vi har gennem forholdsvis få årtier har bevæget os fra et samfund, hvor det at opfylde sine behov strengt taget handlede at overleve, til et overflodssamfund, hvor vi skal lære at sige stop og vælge fra. 

Engang spiste og drak mennesker for ikke at dø af sult, og de gik med tøj og borde i huler, for ikke at dø af kulde. Siden hen blev det muligt at spise ekstra lækkert eller klæde sig ekstra fint og detved opnå nydelse. Det gav mening at tale om hvad man havde lyst og ikke kun det man havde behov for. Men nu har vi konstant let adgang til nydelse - kage, slik, sodavand og mere smart, nyt tøj og flere nye ting - og hvad man nu ellers kan føle lyst til. Sagen er bare den at vi ikke bliver lykkelige af at tilfredsstille vores lyst... Og vi har heller ikke godt af det. Vi må finde tilbage til at mærke hvad vi har behov for.

Fredag morgen!!!

Jeg har listet mig til en tur på morgencafe - godt for sjæl og krop!
(Jeg trækker tækker vejret dybt ind ad næsen - holder der et øjeblik -og puster langsomt ud gennem munden.)
Der er en uge til skolerne lukker for sommerferien og kun to uger til hele familien har ferie.
(Trækker lige vejret igen - og tager en tår af byens bedste kaffelatte.)
Denne uge har udover det almindelige budt på en samtale i vuggestuen (bare en temmlig forsinket 3-måneders samtale - ikke noget alamerende). I aften er der sommerfest på Frejas frit, som også er Bjørns gamle frit. Og i mandags var der skolehjemsamtale på Bjørns skole. En helt almindelig uge? Tja. Men hvor jeg glæder mig til ferie. Jeg ved godt det lyder poppet, men ind imellem tænker jeg over om jeg buret tage et kursus i hvordan man holder fri og lader op - med tre børn, arbejde, hus og så videre. (Gode råd modtages!)

Således ser "ferie" ud i boardmaker

Åhh januar... hvorfor bliver vi aldrig venner?

Januar og jeg bliver bare aldrig venner! Selvom vores nytårsaften i år var rigtig god og hyggelig - vi var sammen med Mortens brors familie og var i alt fire voksne og 6 børn - og selvom nytår kan være fin med masser af glimmer og glitter - ja så har jeg det bare ikke godt med at gøre status og opstille fortsætter.
For det er altid noget med "i det kommende år vil jeg tabe mig mindst 10 kg, spise sundere, og dyrke motion hele tiden, aldrig lade rodet og nullermænd få overtaget, aldrig være urimelig og skælde ud uden grund, aldrig og altid og aldrig og... Hjælp."
Pyyyha. Men sådan er min hverdag bare ikke. Jeg kan ikke finde overskud til ændre noget større... selvom jeg da har lyst til at være 10 kg lettere, og altid bo rent og pænt, og altid være glad og fuld af overskud.
Jeg har lært at hvis man skal gøre noget - ændre noget - så kræver det ikke bare tid, men også mentalt overskud, og det er lige der min hverdag halter.

Heldigvis bød julegaverne både på nogle afsnit af mine ynglings serier og lækkert hæklegarn + en opskrift på et sjal (jeg skal ikke engang finde på hvad det skal være.) Det har jeg overskud til!

Kaffe må der til

"Mor! I december må man ikke stresse, der skal man hygge. Hvis der er noget vi ikke når, så går det nok." Sådan sagde min kloge søn i går og han har jo ret. Jeg vil forsøge af efterleve det, men det er sørme lettere sagt end gjort. Jeg synes der er meget der skal når, også selvom det er hyggelige ting.
Og så har jeg givet mig selv den udfordring, at jeg vil skrive et indlæg hver dag i adventstiden. Det bliver nok ikke af de lange og eftertænksomme, men mest billeder af mine forskellige julerrier... så kaffe må der til.

Prikkerne når ikke sammen

Tja det var hvad jeg fik ud af det, da jeg i aftes lage disse hæklede lapper på gulvet, for at tage billeder til bloggen her. Prikkerne når ikke sammen - et godt billede på min hverdag for tiden.

Egentlig ville jeg bare fortælle om, at jeg i sidste uge var en tur forbi min lokale garn-pusher. Jeg havde ikke besluttet, hvad jeg skulle købe garn til, men bestemte mig for at stresse af med hæklede firkanter. Havde forestillet mig "farmor-firkanter", men den rare strikke-motter i butikken fortalte mig om firkanterne af enkelte stangmasker og dem har jeg mere lyst til - lige nu. 

Jeg ved ikke hvad jeg skal lave af lapperne. Puder? Sjal? Poncho? Det vil tiden vise...

Men tilbage til prikkerne der ikke når sammen - uanset hvor meget jeg hiver i alle hjørnerne. 

Det er gået op for mig at jeg har for mange opgaver på mit arbejde. Det lyder måske enkelt men det er det ikke. Ikke for mig i alle tilfælde. Jeg har for meget at se til. For mange ansvars områder både rent praktisk men også følelsesmæssigt over for de forskellige "brugere" jeg er i kontakt med. 

Lige nu når jeg kun knap nok det jeg skal - og kun fordi jeg løber stærkt og sløser med forberedelsen, efterbehandling osv. Resultatet er bl.a. at jeg klasker helt sammen når jeg kommer hjem og føler jeg slet ikke har overskud til mine unger. 

Når der er ingen vej uden om! Hvis jeg skal have prikkerne til at nå sammen, skal jeg skære ned. Som det største skal jeg holde pause fra at lave rytmik i legestuen, hvilket ellers er både hyggeligt og dejligt. Der er også flere andre aktiviteter hvor jeg ikke kan være med. Øv hvor er det svært. 

På længere sigt skal min arbejdsbeskrivelse revurderes og sikkert opskrives, men først må jeg have overskud og overblik.

Så afstresning må der til - og jeg hygger min meget med lapperne. Overvejer om de alle skal have en sort omgang yderst, eller om hver anden ikke skal. Det er da en overvejelse man kan forholde sig til.  

Når hverdagen kører med 120 i timen

Kender I det at men føler at man løber og løber, men aldrig kommer frem? Man har lige vasket at vasketøjet i kurven og så er den fuld igen. Man har lige sat støvsugeren på plads og så er gulv og væge igen indtaget af nullermænd og spindelvæv. Både på jobbet og hjemme løber man bare fra det ene til det andet. Man bliver aldrig helt færdig, for så må man videre til det næste. Kender du det?

Sådan har jeg det for tiden. Og det mærkelige er at det faktisk mere er en følelse end et billede på min virkelighed. For selvfølgelig er der nok at se til med tre børn, arbejde og hjem, men faktisk holder jeg jo også fri af og til. F.eks. når jeg hygger mig her på bloggen eller er igang med et eller andet kreativt. Men det er lige som aldrig nok. Hele tiden føler jeg mig i underskud. Øv

Og så har Freja-pigen fødselsdag på næste onsdag. Der skal arrangeres familiefødselsdag på søndag, klassefødselsdag på mandag og selvfølgelig også morgenfødselsdag på selve dagen. Og på klassefødselsdagen skal Bjørn og Johannes helst ikke være hjemme, for de fylder begge to en del når de er i huset, og Freja, skal altså have lov at være i centrum på denne ene dag. Pyha... Det er bare med holde tungen lige i munden... og så forsøge at finde løsninger der passer hele familien.

Freja har lavet disco-kugle-invitationer til pigerne i klassen.
Tja nogen har arvet den der trang til det kreative og de vilde projekter.