Min søde store dreng, Bjørn er en kvik dreng. Han har en stor almenviden, er nysgerrig og hurtig til at lære nyt, MEN han har læseproblemer. Jeg var selv sen til at knække den berømte læsekode, læser stadig meget langsomt og staver ret dårligt (hvilket du måske allerede har opdaget)
Bjørns læsevanskeligheder har ikke noget med hans autisme at gøre... og det har det så alligevel lidt, for generelt er det virkelig svært for børn med autisme, at lave noget de ikke synes er interessant eller er gode til. Mange har også koncentrationsbesvær, især dem der også har ADHD at kæmpe med. De evner simpelthen ikke at udvise det påkrævede disciplin til at komme gemmen indlæringen af en færdighed som volder dem problemer. For Bjørn er det altså især læsningen.
Skal lige for en god ordens skyld nævne at der også findes børn med autisme som selv knækker læsekoden endda før de kommer i skole.
 |
| Fra Ole Lund Kirkegaards "Gummi-Tarzan" |
For nogle dage siden skrev Katrine fra Autismetanken om f-ord, der ikke var fuck, men fleece og foer. Jeg kunne så passende skrive om l-ord, som hverken er lort eller ludder, men som kan få helvedet til at bryde løs. "Mor du sagde l-ordet!!! Nu begynder jeg at skrige." Sådan kan dagens læsning starte. Så bruger jeg noget tid på at lokke, presse og til sidst true ham i gang. Til sidst overgiver han sig, men kun hvis jeg holder bogen, og han kan side halt oven på mig, og og og. Så stiller jeg uret og han siger. "Jeg læser kun 10 min" eller "kun 4 sider". Så begynder selve læsningen. Efter få sekunder laver han sin stemme høj eller dyb eller søvnig. Eller han insisterer på at kalde den ene person vi læser om for røv, og den anden for lort, og bruger alt sin energi på at holde styr på dette, frem for at koncentrere sig om at læse.
Alle børn skal jo lære at læse... i Danmark i alle tilfælde. Freja har også været igennem. Hun skulle også læse dagligt og det var svært, men hun blev bedre og bedre og en dag var det bare ikke svært mere. Nu klare hun sin læsning selv. Hun har for længst overhalet Bjørn, som trods alt er 3 år ældre.
Til at starte med deltes min mand og jeg om at læse med Bjørn. Nu har Morten givet op. Hans temperament kan ikke klare det. Jeg forsøger at kæmpe videre. Jeg roser. Jeg viser ham, at han godt kan. Jeg lokker og presser og truer ham. Og jeg HADER det. Efterhånden kan bare tanken om at vi skal læse gøre mig i dårligt humør flere timer før. Jeg er så frustreret, at jeg er ved selv at skrige højt. Bare at skrive dette giver mig næsten tåre i øjnene.
Ja; jeg har ondt af mig selv. Det var ikke det jeg ønskede mid da jeg fik børn. Men jeg har også ondt af Bjørn. Og jeg begyndt at tvivle på hele projektet. Jeg mener hvad nu hvis det eneste han lærer er at det der læsning har fanden skabt eller at han er for dum.
På den anden side tør jeg ikke stoppe, for han skal have de bedste vilkår i livet. Han har i forvejen både autisme og ADHD at slås med, så han skal ikke også være analfabet.
