Du kan nå det endnu!

Pyha som tiden dog går.
Jeg trækker min give away i morgen aften, så du kan lige nå at være med. Læs hvordan her

Hvis jeg havde en tryllestav...

Jeg har gået omkring og følt mig låst fast. Synes at min hverdag var noget rigtig møg svær at overskue og at Bjørn var en ulidelig præpopetær snotunge meget udfordrende. Haft virkelig dårlig samvittighed over at føle sådan... og ja været pisse sur.
Men en god blanding af spændende indlæg hos andre bloggere og medfølende kommentarer på mine indlæg, har fået mig og mit dårlige humør løftet flere niveauer op. Jeg kom til at huske på hvad vi lærte på det fantastiske pionerkursus (kursus for forældre til børn med autisme spektrum forstyrrelser. Se mere her) for 5 år siden. Det lå godt gemt i hukommelsen, men er nu blevet støvet af.

Og kom så til sagen...

Jo det handler om at give sig tid til at analyserer situationen.

• Først stiller man sig selv spørgsmålet: Hvis jeg havde en tryllestav, hvad ville jeg så gerne ændre ved mit barn adfærd/tanke gang. Alt hvad man kommer på stiller man op på en liste. 
• Så vælger man hvilket punkt der skal i fokus (aldrig tro man skal løse alle problemer samtidig)
• Så overvejer man hvorfor barnet mon har denne adfærd/tanke og opstiller hypoteser.
• Så beskriver man hvad man gerne vil have barnet til at gøre/tænke i stedet for 
• Så kommer man med løsningsforslag (stort og småt, alt skal med - også det man ikke rigtig tror på)
• Så vælger man hvilken løsning man tror mest på og lægger en plan for hvordan den skal udføres - hvem gør hvad.
• Så overvejer man hvordan barnet skal præsenteres for planen
• og til sidst fastsætter man hvornår der skal evalueres (alt har en udløbsdato)

Lyder det krævende og uoverskueligt? Det giver mig en følelse af der er en vej - jeg kan handle - jeg er ikke længere låst fast.

- Hurra!

Og med den følelse vil jeg gå i seng.

Om at fokusere på det gode

I går læste jeg et interview med Janni fra bloggen flikflakfamilie. Janni er lige som jeg mor til en dreng med en autisme diagnose. Der var flere gode pointer, men det jeg bed særlig mærke i var, at Janni understreger vigtigheden af at holde fokus på de positive historier.
Hmm
Det er jo ikke fordi jeg er uenig, slet ikke. Men det ramte mig bare der hvor jeg er lige nu. Hvis nogen har læst mit indlæg fra den 9. januar, har de måske fornemmet, at jeg ikke er i det helt så positive hjørne.
Og så er det, at jeg ikke kan lade være med at tænke: "Hvor skal man gøre af alle de dårlige oplevelser, alle de negative tanker, alle skuffelserne, ja der er sikkert mere endnu?" Hvor skal man placere dem? For det bliver godt nok hårdt at skulle bærer på dem alle sammen selv. Og hvis man nu har en blog, og så kun skriver alle de positive historier, risikerer man så ikke at fremstille et forkert billede at en virkeligheden? (Nu er der jo ingen der har sagt at en blog skal vise virkeligheden, men håber I forstår)

Jeg købte mig nogle smukke tulipaner, som skulle hjælpe mig med at være mere positiv, men tænkte videre...

Som sagt er jeg enig med Janni. Jeg har selv fravalgt at gå til foredrag i Landsforeningen for autisme, efter at have erfaret, at jeg er mere bekymret, trist og modløs efter et sådan foredrag end før, ganske enkelt fordi der blev fokuseret for meget på det negative.
På den anden siden har jeg også oplevet, at jeg kan blive nedtrykt af at læse eller høre om andre familier, især dem uden, men også nogen med autisme, der bare lige løste det og det og det problem, og som forøvrigt er aktive både her og der og allevegne. Så får jeg følelsen af, at jeg bare er et brokke-øre, der skal "tage sig sammen" (hvor jeg dog hader den frase.) Det er bestemt heller ikke nogen rar eller konstruktiv følelse.

Så hvad er løsningen? - jeg tænker videre - og opfordre i øvrigt til at læse interviewet med Janni, som rummer meget andet end det jeg her lommefilosofere over!