torsdag den 9. maj 2013

Åhhh


Ja jeg ved godt, at det sker hvert år, men på en eller anden måde har det ramt mig stærkere i år - forårets gennembrug. Og vi er sent på den, så det går stærkt. Se engang hvor langt fremme mine blommeblomster er! For to dage siden var de bare knopper.
Og jeg nyder det. Varmen, solen, himmelen, farverne, alt der der spire frem... Jeg trækker vejret dybt og nyder...

søndag den 5. maj 2013

Uhh det føles godt



For et par indlæg siden fortalte jeg, at jeg var gået igang med at sy en nederdel til mig selv, men jeg fik ikke vist det færdige resultat.


Jeg var og er så godt tilfreds. 
Se lige de fine detaljer!

Faktisk var jeg så godt tilfreds, at jeg besluttede, at jeg godt måtte købe nyt stof. Eller rettere gammelt stof. Ditte-Louise der blogger her har en masse lækkert retro-stof til salg og jeg købte disse tre lækre stykker gammelt sengetøj.



Og se engang! Det rødternede er allerede forvanlet til en rigtig sommersag. Jeg glæder mig helt til, at jeg skal have den på for alvor og ikke kun til ære for fotografen.


 Solskin til alle

lørdag den 4. maj 2013

Tik tak, tik tak

Ja så ligger man her på sofaen og mindes...
I dag er det yngste-mandens 2 års fødselsdag. Vi har haft en dejlig dag - selvom jeg skulle på arbejde hele eftermiddagen. Lille Johs har virkelig hygget sig og talt om flag og gaver og tog (Ja det er Thomas Tog der er ynglings universet lige nu, så det har han selvfølgelig fået en del af.)

Nå men nu er huset stille og jeg tænker over den helt specielle aften for to år siden, hvor jeg fødte Johannes her hjemme i vores eget hus. Det var en fantastisk oplevelse og jeg kan kun anbefale hjemmefødsel til alle der overvejer det.
Her får I lov at se et meget privat billede. Det er taget umiddelbart efter fødslen og jeg sidder stadig i det store oppustelige fødekar, som ikke nåede at blive fyldt ordenligt op med vand, fordi det hele gik så stærkt. Den stolte far siden bag mig og over min venstre skulder kan I skimte Johannes lille krøllede hoved.


Tænk engeng, at det er to år siden... og når jeg så tænker på, at Bjørn snart fylder 12 år, så kan jeg virkelig blive helt forskrækket over som tiden løber.
Men når jeg husker på alt det, jeg har oplevet i de år, og ikke mindst hele den udvikling jeg har gennemlevet, jamen så er det faktisk helt ok.
Da jeg blev mor til Bjørn var det hele overskygget af usikkerhed og manglende tro på mine egne evner som mor. Først med Johannes´ fødsel var jeg åben for også at mærke stoltheden og styrken, der ligger i at bringe et barn til verden. Jeg turde stå ved mig selv og mine følelser i langt højere grad end tidligere.
Så selvom jeg stadig kan blive fanget at sortsind og selvkritik, ja så går det den rigtige vej. Det minder mine tre skønne unger mig om.