Senere har jeg lavet denne lille skitse for at illustrere at mens jeg forgæves venter på at han bliver en tulipan, er han vokset mig over hovedet som et smukt træ.
Denne blog er ikke længere aktiv. Jeg lader den blive, da jeg håber mine tanker stadig kan være til glæde for andre. Jeg skrev om min hverdag som mor til tre; om livet med et barn med diagnosen infantil autisme og ADHD – og to uden (endnu); om selvudvikling, drømme og alt muligt andet. Nu er jeg aktiv på instagram, primært med mine kreative sysler.
torsdag den 5. april 2012
Mens jeg venter på en tulipan
Det er nu 4 år siden at min store søn fik sin diagnose. Det var en virkelig svær tid. Hele min verden blev vendt på hovedet og jeg havde meget svært ved at forestille mig en bare udholdelig hverdag for min søn - og for hele min familie. Men langsomt faldt tingene på plads. For mig hjalp det da jeg indså at man jo aldrig ved vad fremtiden vil bringe. Måske vil min søn aldrig blive som jeg forventede, men det er ikke det samme som at han ikke ville blive glad og tilfredst - måske bliver han endda mere glad og tilfreds end jeg kan forestille mig
Senere har jeg lavet denne lille skitse for at illustrere at mens jeg forgæves venter på at han bliver en tulipan, er han vokset mig over hovedet som et smukt træ.
Senere har jeg lavet denne lille skitse for at illustrere at mens jeg forgæves venter på at han bliver en tulipan, er han vokset mig over hovedet som et smukt træ.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Sikken et rørende indlæg, søde Signe, og hvilket fint billede på at man ikke har kontrol over noget som helst, og nogle gange bare skal lære at det er ok.
SvarSletHåber at du har det godt, og ønsker dig og din skønne familie en rigtig lækker påske!
Massevis af kram fra Jane
Tak søde Jane
SvarSletJeg har det rigtig godt nu... men det var virkelig svært dengang... og det kan da godt svide i de gamle sår, når jeg kigger tilbage.
Du og dine mænd ønskes også glædelig påske
Knus